Day Of Decay offentliggør dato og første navne
Den nordjyske metalfestival Day of Decay vender tilbage med nyt spillested og et internationalt topnavn som det første på plakaten.
Årets udgave af éndags-festivalen, der henvender sig til alle med hang til forvredne guitarer, nittearmbånd og lunken whisky, finder sted på Aalborg Studenterhus fredag den 18. maj 2012. De tre første navne på plakaten er de brasilianske veteraner i Krisiun, den aalborgensiske metaleksportvare Mercenary og det lokale band Caro fra Frederikshavn.
"Vi er utrolig stolte af at kunne præsentere Krisiun, som er et af de allerstørste bands inden for dødsmetal-genren. Det er meget stort, at de skal spille i Aalborg," siger Carsten Brogaard Pedersen, der er formand i Musikforeningen Day of Decay.
Krisiun har, siden de blev dannet i 1990, udgivet otte albums og optrådt over det meste af verden. Senest udgav de det gennemførte og anmelderroste album "The Great Execution", som udkom i oktober 2011 gennem Century Media Records.
Andet band på programmet har ligeledes mange år på bagen; Mercenary blev dannet i 1991 og har i de sidste ti år været bannerfører for dansk metal på den internationale scene med seks succesfulde albums og turneer i både Europa og USA. Bandet er nu tilbage med et stærkt album i ryggen efter en del udskiften af medlemmerne, og det ligger fast, at bandet vil levere et formidabelt liveshow, når de igen skal optræde for hjembyens publikum.
Frederikshavnske Caro (tidligere Omen) har for nylig skrevet kontrakt med det amerikanske selskab Rogue Records America, som senere på året vil udgive bandets debutalbum. "Caro er både utrolig dygtige og et band, der er på vej frem, så vi synes, at de på alle måder passer rigtig godt til Day of Decay. Samtidig er hele formålet med festivalen at støtte den nordjyske scene, så vi håber, at vi kan bidrage ved at skabe nogle gode forbindelser og et netværk, som kan hjælpe de lokale bands videre ud i verden," fortæller Carsten Brogaard Pedersen.
De to første udgaver af Day of Decay fandt sted henholdsvis ved Baghuset i Vejgaard og DSB's Stykgodsterminal, men i år flytter festivalen indenfor, da der er indgået aftale med Aalborgs Studenterhus. "Samarbejdet med Studenterhuset medfører en række fordele for os som arrangører, og så er det fedt at have et professionelt og erfarent spillested i ryggen – det bliver den bedste festival hidtil!"
Det samlede program til Day of Decay vil indeholde ca. 10 bands, som består af både internationale og danske topnavne samt lokale bands. Igen i år har arrangørerne indgået et aftale med W:O:A Metal Battle Danmark, der betyder, at vinderen af konkurrencen optræder til Day of Decay.
Billetter til festivalen koster 250 kr. + gebyr og kan købes via Billetlugen.dk, Studenterhuset i Aalborg, Fona samt Billetlugens øvrige salgssteder. Flere bands og en ny hjemmeside vil blive offentliggjort snart.