Wardruna - Portalen

Portalen i Greve er måske ikke specielt autentisk og minder mest af alt om en biografsal med sine røde klapstole, men ikke desto mindre dannede spillestedet rammerne for et af, i visse kredse, årets mest ventede koncerter. Norske Wardruna, der tidligere i år udgav tredje og sidste del af deres Futhark-trilogi, har aldrig givet koncert i Danmark før, og der var meget tæt på at være udsolgt. Alle, der har været til metalkoncert før, har bemærket, at dele af segmentet ynder at udtrykke deres tilhørsforhold gennem påklædningen. Og hvorfor skulle det være anderledes denne aften? Efter at have kæmpet mig igennem horderne af vikinger m/k og dernæst fundet min plads kunne jeg ikke have været mere klar selv. For selv om mit skæg ikke er langt nok til at blive flettet, og jeg ikke har skuldrene til uldne kofter, havde jeg set frem til aftenens koncert på lige fod med statisterne fra Vikings.

Fløjte-Hans, blæs mig et stykke!
Opvarmningsbandet var danske Krauka, der, med sin islandske forsanger, bringer en sjældent hørt udtale med til bords. Underholdningsværdien var absolut i top, og bassisten Søren gjorde alt, han kunne, for at holde styr på det musikalske, der desværre langt størstedelen af tiden dog var en lidt rodet affære. Jeg skal ikke kunne sige, om de ville egne sig bedre i et mindre venue; lokalet forekom mig en kende for stort for dem. Enkeltvis har medlemmerne masser at byde på – for eksempel spiller Aksel en gedigen fløjte – men i sidste ende fremstod deres set usammenhængende, og formåede aldrig helt at opnå, hvad de forsøgte at udtrykke.

 

Mere atmosfære end et trykkammer
Der herskede ingen tvivl om, at publikum var i stødet denne aften. De to tilbageværende originale medlemmer, Einar og Lindy, havde medbragt en stang dygtige musikere til at underbygge kompositionerne, og samtlige kunstnere blev modtaget med et øredøvende bifald, der gentog sig efter hvert nummer og kun blev mere løssluppent og suppleret med tramp i gulvet, piften og brølen. Jeg kunne, set i retrospekt, godt have tænkt mig, at koncerten blev afholdt i mere intime rammer. For at musikken virkelig skal nå ind til der, hvor man rammer benet, og du kan høre knoglerne skurre mod hinanden, skal lokalet være mindre. Men det er også det eneste brok, jeg kan vride ud af min skrammede notesbog. For endnu en gang viste Einar (og co.), at man hverken behøver symfoniorkestre, to guitarister eller bare én for at skabe et lydbillede så levende og farverigt, som de gør – vel at mærke uden brug af moderne instrumenter.

Setlisten var en glimrende blanding af alle tre albums, og selvom jeg indledningsvis var lidt loren ved mængden af numre fra deres seneste udgivelse, som jeg ikke var voldsomt begejstret for, erkender jeg, at det hjalp gevaldigt på det at opleve dem live. Som udgangspunkt var jeg ikke ubetinget glad for singlerne fra Ragnarok, men ”Runaljod” og især ”Isa”, med Lindys næsten æteriske vokal, har rykket ved min mening om albummet. Om det var for kontinuitetens skyld, vi fik fire numre fra Gap var Ginnunga i streg, skal jeg ikke kunne sige, men den umærkelige overgang fra ”Løyndomsriss” til ”Heimta Thurs”, vi kender fra førnævnte album, sad lige i skabet, og det eneste, jeg følte, der manglede, var Gaahls dybe brummen – noget, Einar dog slap nådigt fra at forsøge at eftergøre.

Kom snart igen
Alting spillede bare den aften. Jeg har sjældent været vidne til noget så nærværende og ægte (jo, sidst jeg var i selskab med Einar), og min sidemand gjorde en interessant observation. Han ytrede, at man burde svinge forbi lys- og lydpulten og stikke dem en u-ironisk high-five for den indsats, de lagde for dagen. Lyden var eminent, lyssætningen ligeså – specielt til ”Fehu” med vertikale og næsten solidt udseende lyssøjler. Vokalerne var lige så sprøde som Vargs cornflakes, og resten af bandet havde en timing og fornemmelse for hinanden, man kun ser hos folk, der virkelig brænder for, hvad de laver. Frontmanden selv var ganske fåmælt under koncerten og talte først til os efter næstsidste nummer, hvorefter han kastede sig ud i en medrivende og vel valgt ”Helvegen” som afsluttende nummer. Han takkede os for vores støtte, begejstring og fremmøde og kunne knapt få et ord indført for det øresønderrivende, stående bifald, han modtog – ikke blot én, men hele to gange. ”Who’s going to sing me across when I die?” – bare rolig Einar, vi skal nok følge dig over på den anden side, når tiden er inde.

Týr
Hagall
Bjarkan
Løydomsriss
Heimta Thurs
Runaljod
Raido
Isa
Laukr
Jara
Algir – Stien Klarnar
Fehu
NaudiR
Odal
Helvegen

9/10