”Du står i døren” stod der pludselig på min skærm. Klokken 18. En time inden showstart. Halv-panisk indfandt jeg mig derfor på Beta med kuglepennen spidset, en onsdag aften der ellers tegnede til at foregå i et mere adstadigt og knapt så højlydt miljø, end hvad det ganske hyggelige og af venligt barpersonale beboede spillested, har at byde på.
Contrition
Er det her der er fest?
Min første tanke, da Contrition åbnede ballet, var ”Ok, ro på med rumklangen”, da ekkoet på vokalen var på grænsen til at være i overkanten – det skulle dog vise sig at være nogenlunde med vilje, da frontmand Anders denne aften ikke selv havde kontrol over effekterne. Det er dog i bagatelafdelingen, for langt hen ad vejen fungerede det sådan set ok, eller også nåede jeg bare at vænne mig til det…
”Kom tættere på hvis I gerne vil feste” lød opfordringen et par gange fra scenen, for på trods af et nogenlunde hæderligt fremmøde, var der, med enkelte undtagelser, ikke ret meget liv i publikum – der dog kvitterede for hvert nummer med en solid verbal respons. Til at opveje det, var alle på scenen absolut i hopla og især den ene guitarist var tydeligvis opslugt af musikken og det var virkelig fedt at se at medlemmerne leve sig så meget ind i det.
Ja, det er her der er fest!
Lyden var såmænd fin nok, dog druknede soloen i sang nummer to desværre i støjen fra resten af bandet, men optimister vil tilskrive det som et lille nik til black metallen og det blev da også bedre efterhånden som koncerten skred frem. Deres musik egner sig godt til at blive spillet live, der er godt med tempo og tunghed og især tredje nummer med arbejdstitlen ”Rejected Vision” var tung, hård og brutal. Faktisk er det det gennemgående tema for deres musik: det er godt skrevet, skruet sammen og fremført. Der var kun et enkelt øjeblik hvor jeg sad med følelsen af det ikke helt fungerede, og det var på nummeret ”Manifestation” hvor der gik lidt atonal djent i den og de slap desværre ikke helt så godt fra det. Men på trods af den relativt lave gennemsnitsalder i bandet, er de virkelig nogle dygtige musikere og jeg tipper hatten til deres trommeslager især, for at levere en bundsolid indsats.
Jeg har efterhånden oplevet dem live et par gange, bl.a til Wacken Metal Battle sidste år, hvor de næsten nåede toppen, men måtte se sig slået på målstregen. Denne aften havde det dog krævet en umenneskelig præstation at gøre det bedre end de unge mænd i Contrition, for de var absolut i topform og på trods af enkelte skønhedsfejl, var jeg absolut imponeret.
Setliste:
1: Blind Idiot God
2: Defiance (arbejdstitel)
3: Rejected Vision (arbejdstitel)
4: In the name of progress
5: Manifestation
6: When worlds end
7: Hypothermia
Illdisposed
”SPIL NOGET MED SLAYER!”…
…Var det allerførste jeg hørte, et sted i salen inden bandet gjorde sin entre. Tror jeg. Jeg kunne nemlig ikke se en skid fra min plads i salen, fordi alle ved at en gennemsnitlig Illdisposed fan er højere og bredere end den gennemsnitlige anmelder. Der var godt fyldt op, og selvom der næppe var nogen til stede der ikke har set dem før, er Illdisposed altid et gensyn værd, for undertegnede i hvert fald. Det er ved at være en del år siden jeg sidst har oplevet dem og jeg var virkelig spændt på at se om Bo stadig kan huske teksterne. Men folk ævlede næsten højere end musikken og jeg fangede mig selv i at tænke jeg nu endelig var blevet bona fide Illdisposed fan, i kraft af jeg følte mig både gnaven og gammel. ”Vi spiller en ny sang, den er ikke særligt god.” Bo fremstod. som sædvanlig, som en blanding af en aggressiv Niels Skousen og stambøllen på dit stamværtshus der rager på din kæreste, banker dig lidt og køber dig en bajer bagefter.
Relentless jydemetal.
Setlisten bød på en herlig blanding af nyt og gammelt og det eneste jeg egentlig har at brokke mig over, for noget skal jeg jo nok finde på, var at den var alt, alt for kort. For meget kan man sige om Illdisposed, og meget er der blevet sagt i tidens løb, men de ved fandeme hvordan man spiller bundsolid bøllemetal. Jakob Batten løb ind i problemer med én streng især, men heldigvis for alle havde han liiiige en reserveguitar med sig, så vi ikke blev snydt for hverken ”Psychic Cyclus”, eller sing-along klassikeren ”Submit”. Desværre kan jeg ikke give hverken Bos forsøg på at tale københavnsk eller det samlede band mere end 8, da det hele fremstod som værende en tand for rutinepræget. Jeg vil altid være fan af alt det pis der bliver fyret af mellem sangene og musikken i sig selv, men selvom man er træt og gammel, bør man kunne bruge 40 minutter af sin aften på at minde os om hvorfor vi bliver ved med at vende tilbage til et band der måske / måske ikke hader os.
Bo gav i øvrigt i løbet af koncerten udtryk for han gerne vil have flere dødstrusler, han er faktisk skuffet over han fået færre denne gang, så hermed skal der lyde en opfordring til alle der gerne vil have en solid omgang jysk røvfuld.
Setliste:
1: I Believe In Me
2: In The Light Of The Moon
3: The Way We Choose
4: Weak Is Your God
5: Dark
6: Psychic Cyclus
7: Submit
Da det strengt taget var min friaften, have Voivod desværre ikke pull nok hos mig til at trænge igennem den efterhånden altopslugende trang til at blive drukket fuld af førnævnte barpersonale, men jeg skal hilse og sige det ikke klæder nogen at blive en halv time forsinkede, så da de langt om længe indfandt sig på scenen, havde jeg stemplet ud for længst.