Tysk-fransk invasion af fæstningsbyen
Fredericianerne havde åbenbart ikke lige opdaget, at Eksercerhuset torsdag aften fik besøg af det tyske metalikon Udo Dirkschneider, for der var kun cirka 250 fremmødte til denne koncert, der er en del af U.D.O.s igangværende europaturne for at promovere albummet Game over. Atmosfæren var dog alligevel hyggelig, og alle aldersgrupper var repræsenteret, da flere forældre havde slæbt deres børn med.
Spillestedets to barer havde en masse forskellige drikkevarer at byde på, og hvis man fik behov for at tømme blæren, var der heldigvis heller ikke mangel på rene toiletter i den frisk renoverede toilet- og garderobeafdeling. Inde i salen var der stillet to merch-boder op, hvor der kunne købes alt, hvad hjertet begærer fra T-shirts over CD'er til bannere og U.D.O.-handsker.
Existance
Lidt over otte stormede det franske heavy metal-band Existance ind på scenen med kraftig guitarlyd fulgt af dertilhørende headbanging og heavy attitude. Existance blev dannet i 2008 og består af fire musikere. Lyden var fremragende: Vokalen gik klart igennem, og man kunne tydeligt høre de enkelte instrumenter. Bandet var meget engageret og gjorde et ihærdigt forsøg på at motivere publikum, der tilsyneladende havde spist sovepiller – mere end en smule vippen med hovedet og et par “åhh-åhh’er” med spag stemme kunne Existance ikke lokke ud af de fremmødte. Sanger Julian Izard prøvede flere gange at komme i dialog med publikum, men det mislykkedes, især på grund af sprogbarrieren. Det var også den meget stærke franske accent, der gjorde, at man ikke kunne forstå sangteksterne, og flere af sangene kom til at lyde meget ens. Det blev ikke bedre af, at der var udvalgt sange med cirka samme opbygning, både hvad angår melodi og sangstil, selv om de var taget fra tre forskellige udgivelser. Da Existance efter 40 minutters koncert trak Dannebrog frem og takkede det fremmødte publikum efter alle kunstens regler, var der alligevel ikke et øje tørt. De havde helt klart vundet de fremmødte over på deres side, og hvis de får finpudset engelskkundskaberne, har bandet helt klart potentiale!
U.D.O.
Da de tyske tropper marcherede ind på scenen kl. 21.15, vågnede publikum i den grad op. Der var lettere masen foran scenen, men der var stadig plads til alle, og da koncerten lå en torsdag og langt væk fra Hovedstaden – jeg siger det bare, ingen fulde svenskere – var promillen ikke så høj, og opførslen civiliseret.
Udo Dirkschneider blev i tidernes morgen kendt som forsanger i det tyske heavy metal-band Accept, som han dog forlod i 1987 og dannede sit soloband med det kreative navn U.D.O. Siden 1987 har U.D.O. udgivet 17 studiealbums med forskellige musikere, hvor det nuværende line up består af guitaristerne Dee Dammers og Andrey Smirnov, bassisten Tilen Hudrap, trommeslageren Sven Dirkschneider og sidst, men ikke mindst, metalkoryfæet himself: Udo Dirkschneider. Da den 34-årige bassist kollapsede ved gruppens optræden i München den 4. september i år, fortsatte U.D.O. uden bassist ved de to følgende koncerter, men siden den 9. september har den tidligere Accept-bassist Peter Baltes vikarieret for Hudrap, hvilket var et genialt move fra Dirkschneiders side.
Ved koncerten blev der spillet et bredt udpluk af sange fra 10 af de 17 U.D.O.-albummer, men selvfølgelig primært sange fra det seneste album Game Over. U.D.O. havde dog valgt en fin blanding af nye og gamle sange, hvoraf nogle var mere kendte blandt den del af publikum, der ikke var dedikerede U.D.O.-fans. Men sange som “24/7” eller “Go Back to Hell” var nogle, som publikum helt klart kendte. Til stor glæde for tilskuerne diskede U.D.O. også op med et par Accept-klassikere, “Princess of the Dawn” og “Balls to the Wall”, for allerede få sange inde i koncerten begyndte en gruppe af meget engagerede fans at skråle introen til “Fast as a Shark”, og da de så endelig fik, hvad de var kommet efter, gik de fuldstændig grassat. Det var den sidste sang, og det var helt tydeligt, at det ikke var planen, at den skulle spilles, men Udo og Co. måtte give efter for folkets røst – og det er så her, man mærker, at man har med en rigtig pro at gøre: Der blev lige konfereret kort blandt musikerne, og så gik de ellers i gang og afsluttede deres to timer lange koncert med denne hymne.
Under hele koncerten var akustikken i salen igen formidabel, og 70-årige Udos stemme var lige så god som for 30 år siden. Det lignede dog lidt, at den tyske “Panzer” kunne trænge til et olieskift, for Udo havde problemer med at få luft og tog sig flere gange til næsen. Under guitarsoloerne stod han og sundede sig, men når han skulle synge, var han spot on. Hr. Baltes gjorde også et fortræffeligt arbejde, både på bas og som kor. Uden ham havde det ikke været det samme – hans scenepræsens er enestående.
Alt i alt var det en superfed koncertoplevelse, hvor man virkelig fik valuta for pengene!
