Fears Unfolding

Selvom Aalborg Rock & Metal atter bød på et spændende program, var fremmødet kl. lidt i showtime ikke imponerende. Godt og vel 30 mennesker stod klar, da nordjyske Fears Unfolding gik på scenen. Bandet lod sig dog ikke påvirke og skød festen i gang med ”Phoenix”, der lidt efter lidt fangede publikums opmærksomhed. Det var tydeligt, at publikum lige skulle varmes op, men da tonerne af andet nummer lød, var der ivrig hujen. Antallet af publikummer var allerede fordoblet, og bandet forstod at interagere med folket.

Den gode stemning fortsatte, og vi fik det spritnye nummer ”Die with a Fight”. Dette bidrog med en fed dynamik, og sammenspillet mellem de fire herrer var stærkt. Trommespillet sad lige i skabet, basgangene var interessante, og det var dejligt at høre noget clean guitar – især, når der blev spillet sjælfulde soloer henover! Netop her kan bandet noget ekstra fedt. De to vokaler, der veksler mellem sang og semi-growl, fejler som sådan intet, men det er på den instrumentale front, at bandet shiner. Når begge guitarister er i stand til at smide så lækre nogle soloer, kan det sagtens udnyttes endnu mere.

Nuvel. ”Painful Decay” viste en mere rocket side af bandet, og publikum var godt tilfredse. Desværre faldt intensiteten mod slutningen af sættet, og der var også et par svipsere fra bandets side – bl.a. en besværet vokal. Alligevel blev der sat et pænt punktum med sidste nummer. Her blev publikum beordret tættere på scenen, og Fears Unfolding vandt et par nye fans!

Sætliste

• Phoenix
• Unfold Your Fears
• Power Fake
• Die with a Fight
• Painful Decay
• Prelude
• Mirror
• Thoughts

7/10

Cyborg

Så blev der kørt rekvisitter ind og tilsluttet ekstra strøm; vi skulle på en musikalsk rumrejse med Cyborg. Hmm… Jeg må indrømme, at jeg var skeptisk, da de fire gutter troppede op i spandextrøjer med blå lysdioder, og scenen var prydet med roterende tandhjul. Ikke desto mindre blev Cyborg aftenens joker!

Kl. 21:15 trådte tyskerne på scenen til lyden af en dystopisk instrumentalintro. Uden at fortrække en mine stod bandet stille i et minuts tid, hvorefter ”Mensch/Maschine” blev skudt i gang. Allerede her var der godt gang i publikum, og kun de færreste stod stille. Selvom frontmanden var meget teatralsk – og legede forstenet robot imellem de enkelte numre – formåede han at skabe en fantastisk stemning. Han talte til folk, gik ud blandt publikum og lod forreste række synge med i mikrofonen. Bandet havde en fest, og det havde publikum bestemt også.

Under andet nummer, ”Biosphäre 4”, opstod der en moshpit, og kort efter proklamerede forsangeren: ”I want a wall of death!”. Den idé var folket med på, og energiniveauet steg til faretruende højder. Så kom mavepusteren. Af uransagelige årsager valgte bandet at afbryde festlighederne med ”Raumzeit”, der mest af alt fungerede som en vuggevise. Heldigvis blev den efterfulgt af ”Stahl und Fleisch”, som har solid dobbeltpedal og er nem at synge med på – selv på tysk! Efter en udmærket udført ”USS Ikarus” gik bandet af scenen til jubel og tilråb. Folket ville have mere, og Cyborg trakterede os med to ekstranumre. Absolut godkendt!

Sætliste

• Mensch/Maschine
• Biosphäre 4
• Sternenschwarz
• Lebensecht
• Rot zu Blau
• Cyborg Lädt
• Sonnenkind
• Raumhafen Orion
• Raumzeit
• Stahl und Fleisch
• USS Ikarus
• Utopia
• Cyborg

8/10

Theory

Klokken nærmede sig 22:40, og folk stimlede mere og mere sammen foran scenen. Der var ingen tvivl om, at aftenens hovednavn snart skulle på. Få øjeblikke senere slog Theory tonerne an til ”The Art of Evil”, og så var vi i gang. Nummeret blev udført til ug, og det var tydeligt, at mange blandt publikum kendte sangen på forhånd; der var bred fællessang og gang i gulvet – dog ikke på helt samme niveau som under Cyborgs show.

Allerede efter åbningsnummeret opstod der dog problemer, idet trommesættet gik i stykker. Der skulle en mindre reparation til, og karismatiske Nicklas Sonne måtte improvisere noget underholdning. Efter lidt sniksnak vendte han blikket mod guitarist Odin Madsen, der prompte diskede op med en blæret guitarsolo!

Theory charmerede sig gennem problemerne, og hurtigt var de klar med ”Sea of Damnation”. Denne sang var ikke nær så fængende som forgængeren, men bedre gik det med ”The Escape”. Trackets tunge intro og de melodiske guitarpassager blev leveret med stor overbevisning, og publikum kvitterede med heftig headbanging. Generelt spillede bandet tight; der var lækker lead guitar og en – som altid – ganske imponerende vokal fra frontmand Sonne. Dog virkede det også til, at nogle af de meget tekniske sangpassager var svære at oversætte til en god livepræstation. Det betød, at stemningen til tider dalede. Det var dog ikke tilfældet under sidste nummer; ”In Silence We Ride” blev introduceret med ordene ”Nu headbanges der” – og ja, det blev der!

7/10