Lyden blev skruet op på Max på Train fredag aften, der bød på nostalgisk, ekstrem vildskab
Der var lagt i kakkelovnen til en varm og hårdtslående fredag aften i smilets by, da Max Cavalera og co. indtog Train, der havde følgeskab af to tunge opvarmningsbands. Spillestedet var denne aften på den pæne side af halvfyldt, og det fremmødte publikum havde stor ære i at få løftet aftenen.
Incite (support)
Rigtig positiv start på aftenen
Første band på plakaten var amerikanske Incite som spillede en god gedigen omgang groove metal af den tunge slags. De mere intime rammer på Train gjorde sig rigtig godt til deres show og deres lyd, og de bragede derudaf fra første sekund af deres 30 minutter lange set. Deres frontmand fik opnået en god kontakt til publikum i hans tilstedeværelse, der også kulminerede i aftenens første circle pit. Bandet gav et intenst set, der fik de på det tidspunkt fremmødte til at slippe tøjlerne og rykke tættere på scenen på opfordring fra forsangeren. Incite var en rigtig positiv oplevelse og en rigtig god start på aftenen. På trods af at forsangeren slyngede ordene, ”We are here to kill you”, ud som et citat fra sangen ”The Slaugther”, så var attituden og kontakten til publikum ovre i den hyggelige og venlige afdeling, men det skulle hurtigt ændre sig senere på aftenen.
King Parrot (support)
Vanvid og ekstrem energi udladning
For efter aftenens første indslag var det nu tid til aftenens andet band, som var de australske vildbasser i King Parrot, som spiller det, som jeg vil betegne som en blanding af grindcore og hardcore punk. Efter en kort pause gik de fem bandmedlemmer på scenen, og forsangeren og den lidt erotisk buttede bassist havde til aftenens lejlighed undladt at tage tøj på overkroppen, hvilket vi senere skulle få noget, der lignede en logisk forklaring på. De spildte ikke vores tid, og smadrede derudaf i et urimeligt højt tempo lige fra start. Der var skruet højt op på tempo og intensitet i forhold til Incite, og papegøjerne bød på en umenneskelig vildskab. De var kommet for at spille metal, og forventede at folk var kommet for at høre det. Det gav forsangeren vrissende udtryk for til de gæster, som her sad og fik sig et hvil på de dertil indrettede stole. Der blev vist bar røv, givet fingeren, kastet vand og råbt ”Fucking pussy!” til dem, der sad ned, og det med vand, det blev der kastet meget af! Men det hjalp, og folk kom op af stolene, til publikum og bandets store applaus. Det fik smilet frem på den vrede, men yderst energiske og karismatiske forsanger, der med folks accept førte os videre i deres energiske show.
De havde virkelig hjertet med, og gav den alt, hvad de havde, og forsangeren var ikke den eneste, der var karismatisk, for den før omtalte erotisk buttede bassist var en fornøjelse og et rigtigt godt og morsomt indslag til de her hidsige mænd. Der var fandme smæk på de gutter, og publikum var med på den, da forskrækkelsen havde sænket sig. Deres sange var meget ens i deres opbygning, men det gjorde mig ikke noget da deres show simpelthen var en fornøjelse og kom helt ud over scenekanten. Det var et fantastisk input til denne aften, som løftede baren højt, og det gav anledning til bekymring, om gode gamle Max og resten af Soulfly kunne følge med efter den eksplosion, der lige havde været.
Soulfly
This is Braaaazil!
Klokken var lidt over 21, og Soulfly indtog den krigslignende, dekorerede scene for at fuldføre den indtil videre gennemførte metalaften. De startede ud med nummeret ”We Sold Our Souls to Metal” fra deres nyeste album efterfulgt af den tunge ”Archangel” og ”Blood, Fire, War, Hate”. Aftenen var skudt i gang, og Max virkede overraskende energisk, men publikum var ikke helt oppe og støde endnu.
Det skulle hurtigt ændre sig, da Sepultura-klassikeren ”Refuse/Resist” blev sparket ud over scenekanten og fik sat kog i kedlen og publikum til at gå amok. Det løftede virkelig stemningen og fik tændt op efter den lidt sløve start, men det faldt desværre lidt til jorden igen, efter vi fik serveret ”Seek ’n’ Strike” og ”The Prophecy”. De ellers lækre numre faldt til jorden af en efter min mening ringe udførsel, og det var desværre Max’ fortjeneste, da der ikke var en finger at sætte på guitarist Marc Rizzo, der simpelthen bare er en maskine! Vokalen var ganske enkelt bare for sløset og kedelig og det billede tegnede sig desværre på meget denne aften. Publikum gik tabt på trods af at der blev sat gang i en lille circle pit.
Max prøvede at skabe kontakt til publikum med små mellemspil og sing a long, men han var aldrig i øjenhøjde, da blikket flakkede op imod taget og alle andre steder end på publikum, andet end når han tog sig friheden til at gå ud på scenekanten og kaste knyttede hænder ud mod publikum. Setlisten var præget af mange af de nyere sange og meget få af de gamle klassikere, men det er en naturlig ting, når man har spyttet så mange albums ud siden 1997, at der bliver mindre plads til de gamle sange, og dem kunne vi godt have brugt nogle flere af. Der var meget jam mellem sangene og ”kan I gætte, hvad jeg spiller?” gennem aftenen. Der blev også lige luftet et kort stykke fra Black Sabbaths ”Iron Man” i et forsøg på at løfte stemningen.
Det er heldigvis ingen sag at få sat kog i kedlerne, når man har en sang som ”Roots, Bloody Roots” i bagkataloget, og så eksploderede det hele. Det satte gang i en kæmpe moshpit og tilråb på det velkendte omkvæd, et omkvæd Max desværre lod bassisten og publikum stå for at fremføre. Der var intet, der kunne stoppe publikums vildskab nu, og det eskalerede yderligere, da Motörhead-klassikeren ”Ace Of Spades” blev fremført, med hjælp fra den, igen, ustyrlige forsanger fra King Parrot. Aftenen syntes at være reddet, og det blev til sidst gjort klart, da der afsluttende blev spillet ”Jumpdafuckup” og ”Eye for an Eye”. Eminent punktum for Soulflys koncert, der desværre var kendetegnet af en noget rodet indsats på vokalen, lidt for meget jam og en sløv start.
Alt i alt en rigtig god metalaften med en rutineret og nogenlunde solid indsats fra Soulfly, som blev hjulpet på vej af nogle rigtig fede opvarmningsband og et veloplagt publikum.
