Skullclub

Viften, Rødovre

Se billeder i galleriet

Kranieklubben rockede Rødovre

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi her på redaktionen er ret så tossede med danske Skullclub. Derfor var vi også et par stykker, der var på plads, da punk-rockerne fra Kolding besøgte Viften i Rødovre. Fremmødet i den vestlige københavner-forstad var bestemt ikke imponerende (og så var det endda lørdag!), men når både publikum og band er fuldstændig ligeglade, så er der dømt fest og fællessang alligevel.

Fed lyd, fed musik og fed underholdning

Aftenen blev skudt igang af punk-bandet X-Teenage Rebels og sydstats hardrock-bandet Loud 'N' Rowdy - de skal ikke anmeldes her, men det kan da lige nævnes, at begge bands var rigtig fine, fyrede den godt af og udgjorde samlet set en rigtig fornuftig opvarmning. Hen mod kl. 23 var det så blevet hovednavnets tur. Fra allerførste nummer, "Gamle ar og nye tænder", var der dømt skrål, hop og dans hos de første blandt publikum, og som aftenen skred frem hoppede flere og flere med på legen. Deriblandt undertegnede, som med betonmudder i ørerne fra torsdagens Slipknot-koncert, må tage hatten af for Viften - for helvede en god lyd der var, i modsætning til betonborgen på Frederiksberg.

Undervejs i det sublime sæt af alle deres fede numre (har de egentlig nogensinde skrevet et dårligt nummer?) fik vi utallige jokes og gimmicks fra scenekanten, masser af banjo samt en gæsteoptræden på nummeret "Elefanter på en mandag" fra forsangerinden fra X-Teenage Rebels. Derudover besluttede den gavmilde frontmand Troels Bjorholm sig for, undervejs at hælde rødvin i halsen på de tørstige skrålhalse på forreste række, og senere hoppede han også ned til dem flere gange, så de kunne skråle med på tætteste hold.

Jo jo, Skullclub er en samling glade og top-tændte gutter, der har en fest på scenen - og alle er inviteret med og føler sig velkomne. Dette blev i øvrigt tydeligt illustreret, da bandet bad Viften om sprut fra scenen. Da der intet skete fra spillestedets side, dykkede et par flinke fans ned i deres lommer og købte shots til bandet – en gestus de takkede for ved blot at skrue endnu højere op for festen. Lidt nærigt af Viften må man sige, men fedt at opleve et publikum tage sig af sit band på den facon.

Ærgerligt fremmøde reddet af ægte og ærlig spilleglæde

Med deres meget uhøjtidelige og ærlige facon, rykkede festen automatisk udover scenekanten med det samme og indfangede alle og enhver. Det lyder jo egentlig ganske ligetil, men tro mig, det er absolut ikke alle bands, der mestrer denne svære disciplin på niveau med Skullclub!

Koncerten lukkede og slukkede med "Toon Army", en hyldest til fodboldklubben Newcastle FC, samt ørehængeren "Ama'r Halshug”, der selvfølgelig, udover banjo, også havde mundharmonika. En forrygende afslutning fra et ligeså forrygende band.

På sin vis var det et brag af en koncert, og stemningen kunne have stukket helt af, hvis bare fremmødet havde været større. Det var det desværre ikke, men os der var der, havde en fantastisk aften i selskab med et band, der på bedste vis udfylder et tomrum i dansk rock - længe leve den hudløst ærlige, flabede, dansksprogede drengerøvs-punk rock!

Otte flotte kranier til årets overraskelse i dansk rock!