Shinedown by Lasse Jacobsen
Det er efterhånden sjældent, at vi som koncertgængere får lov at komme op i den store sal i Pumpehuset. Efterhånden bliver de fleste koncerter spillet nede i foyeren, så da jeg denne aften fandt ud af, at jeg skulle op i salen sammen med 600 andre mennesker for at opleve Shinedown, begyndte adrenalinen at pumpe. Endelig en ordentlig lydkulisse.
Ego Kill Talent
Den brasilianske kvintet var noget af et ukendt blad for de fleste i salen, og der var da også en slap stemning, da Jonathan Correa begyndte at synge. Han gjorde alligvel et bravt forsøg på at løsne publikum op, og få dem med på at danse og heppe på dem. Bandet er kendt for en musikalsk stoledans, hvor de skifter pladser gennem deres optræden. Med en trommeslager, der tidligere har straffet skind i Sepultura, er der en vis form for talent i bandet. Det kan drage direkte relation til bandets navn, som er et ordspil på ikke at blive for egocentreret, hvis du gerne vil udnytte dit talent, men fokuser på det hårde arbejde og det trofaste publikum.
Ego Kill Talent fandt frem til en god rytme efter et par numre, men desværre var der store problemer med lyden, som tydeligvis var sat op til at skulle passe til Shinedown. Vokalen var skæv og til tider skinger, instrumenterne passede ikke sammen. Og selvom musikken i sig selv var god, blev den ødelagt af den dårlige opsætning. De fem medlemmer prøvede ihærdigt og holdt stædigt fast i deres rokering mellem numrene, men jeg ender stadig med at give dem et syv kranier for deres præstation. Måske noget mere ihærdighed over for lydsektionen kunne have reddet denne del af aftenen.
Shinedown
For mig er Shinedown en oplevelse for både sind, men så sandelig også for øje. Med alle de bands jeg nu snart har oplevet live og set videoer med, der er trommeslager Barry Kerch fra Shinedown en af de mest energiske og entusiastiske mennesker, jeg længe har oplevet. Bevares, Flea hopper mere rundt på en scene end en strandloppe i kanten af vandet gør, og Mick Jagger bevæger sig så meget frem og tilbage, at man får hold i nakken af at følge med. Men Barry er så omfavnende og energisk bag sine trommer, at jeg er sikker på, at de bliver skiftet jævnligt.
Med dét og så Brent Smith som sanger er vi kørende for en underholdende aften. Og det var helt præcist, hvad vi fik. Mellem de to bands kunne man godt høre og mærke, at publikum efterhånden blev mere og mere utålmodige, og at der godt snart måtte komme noget nyt på scenen, der kunne underholde. Og det gjorde der. Lige fra start med ”Sound of Madness” var publikum med, Brents stemme var lige hvor den skulle være og Barry på trommerne satte tempoet for aftenen.
Med et par undtagelser var det, som om bandet havde været på Spotify, gennemgået de 10 flest spillede numre og så taget dem med på tour med lidt ekstra i godteposen. Publikum fik virkelig alle de sange, de ville have, og der blev råbt, skreget, sunget og galpet til den store guldmedalje. Vi fik numre fra hele repertoiret, lige fra sange som ”Brilliant”, der aldrig havde været spillet live før, til det voldsomt kendte cover af Lynyrd Skynyrds ”Simple Man”, hvor der virkelig blev givet gas både blandt publikum og band.
Som anmelder gælder det om at se en koncert objektivt og spotte de fejl, der nu engang måtte være. Samtidig er det svært ikke også at lade sig rive med af stemningen, når der er så meget gang i den, som der var denne aften. Nogle gange skal man observere både publikum og band, uden egentlig at blive en del af publikum. Men det var satme svært denne aften. Stemningen var eminent gennem hele koncerten, og selvom de kun spillede små fem kvarter, så var det en koncert godt bygget op af numre med fart og lidt mere stille numre.
End ikke lyden var der noget at sætte fingeren på, eller på den måde musikken flød gennem hele seancen. Bevares, det var live, og det skal lyde sådan. Der var en lyd, som var det live og ikke en studielyd. Men det gør ikke noget. Det skal lyde, som om det er live. Igen, som anmelder skal du objektivt kunne sætte dig ud over at være fan af et band og vurdere, om denne koncert kunne gøres bedre eller ej.
Der må jeg som anmelder sige: Nej, det kunne den ikke. Ej heller var der nogen fejl. Brent havde som forsanger en fænomenal forbindelse til publikum, og med Barry på trommerne til at styre showet, var der virkelig ikke noget at sætte fingre på. Jeg synes heller ikke der manglede noget, hverken af sange der skulle spilles, øl der kunne skaffes på rimelig kort tid, eller musik der skulle spilles anderledes. Med det i mente giver jeg hermed ni skrigende kranier for denne koncert. For dem af jer der ikke var med. Sucks!