Ånd og ånder var til stede denne aften i Amager Bio. Saxon tog 80’er-ånden med, da de havde lovet at komme forbi og spille hele Wheels of Steel-albummet fra 1980. Bandet holdt, hvad de lovede, men de forkælede også publikum med andre hits fra det årti, der gav os neonfarver og kartoffelkur. Som opvarmning havde Saxon taget Girlschool og Grand Slam med, der også rockede og rullede nede i fattigfirserne. Og det var lige før, man kunne mærke deres gamle venner Lemmy Kilmister og Phil Lynott sidde på hver deres røgsky i himlen og feste igennem med alle dem, der var mødt frem til denne festlige tur i tidsmaskinen.
Grand Slam
Grand Slam gik på scenen som de første og spillede numre fra både fortid og nutid. Men de fleste kendte nok bedst de gamle sager fra dengang, Phil Lynott var en del af bandet. Det var nemlig efter bruddet med Thin Lizzy i 1983, at Phil Lynott dannede Grand Slam sammen med blandt andre guitaristen Laurence Archer. Desværre fik bandet ikke så meget tid på musikscenen, da Phil Lynott stillede bassen fra sig for evigt i 1985.
Grand Slam forsvandt herefter fra radaren, men vendte tilbage i 2016 og har været aktive siden med Laurence Archer som den eneste fra den oprindelige bandbesætning. Og han fik da også vist sig frem med sit blærede guitarspil på numre som klassikeren ”Military Man” og ”Spitfire”, der var inkluderet på Grand Slams seneste albumudspil fra 2024.
Forsanger Mike Dyer gjorde sig i den grad umage for at få publikums kærlighed og sendte serenader op mod Amager Bios balkon, mimede ting fra teksterne og sang højtideligt mod himlen på ”Sisters of Mercy”. Men stemningen løftede sig ikke rigtig i salen. Det skyldtes måske Benjy Reids trommespil, der var så langt fremme i lydbilledet, at hvert eneste slag på den opstrammede lilletromme punkterede både oplevelsen og trommehinderne.
Men da Grand Slam sluttede af med ”Whisky in the Jar”, kom der godt gang i pub-stemningen, og salen sang med i en fin hyldest til den gamle rockgud oppe i heavyhimlen.
Girlschool
Girlschool kan smykke sig med at være det længst eksisterende kvindeband. I mere end fyrre år har de spillet en slags punk-inficeret metal med masser af fængende fællessang. Nede i firserne blev de især kendt for deres samarbejde med mægtige Motörhead på EP’en St. Valentine’s Day Massacre. Men sidenhen blev der længere og længere mellem bandets albumudgivelser, og da deres karismatiske forsanger, Kelly Johnson, døde af cancer, svandt Girlschools succes ind. Men i 2023 smed de albummet WTFortyfive? på gaden og har turneret lige siden.
Forsangeren, Kim McAuliffe, og trommeslageren, Dennis Dufort,er de eneste oprindelige bandmedlemmer, der stadig tager rundt i verden med kvartetten Girlschool. Men da bandet dukkede op på scenen i Amager Bio, var det uden Dennis Dufort. Hun var blevet erstattet med en mandlig trommeslager. Og det var desværre også trommeslageren, der stjal lydbilledet, for der var stadig ikke kommet styr på niveauerne i salens højttalere. ”Demolition Boys” og ”Hit and Run” blev derfor smadret af et trommespil, der fremstod højt og overgearet.
Heldigvis blev den musikalske misere opvejet af de cool og charmerende kvinder i Girlschool, der bællede bajere og jokede fra scenekanten. Den 65-årige Kim McAuliffe kunne ikke se sætlisten, for hun havde glemt sine læsebriller … Men hun kunne stadig huske! Så de satte gang i en tung udgave af ”It Is What It Is”, og da de fortsatte med Motörhead-klassikeren ”Bomber”, var det gjort med sådan en spilleglæde, at man tilgav lyden og lod sig forføre af de tre seje kvinder i front.
Saxon
I røg og damp entrede Saxon scenen i Amager Bio. En scene, der nærmest kan kaldes for deres hjemmebane. For det er godt nok mange gange, Saxon har optrådt her gennem årene. Men i aften stod menuen primært på numre fra deres historiske 80’er-album Wheels of Steel. Dog lagde de ud med ”Hell, Fire And Damnation” og ”Dogs of War” fra henholdsvis 2024 og 1995. Men man bemærkede straks noget under disse numre … Lyden var helt i top. Og det var bandets spillehumør også.
Koryfæet Biff Byford på vokalen slentrede roligt rundt på scenen og fik langsomt fanget hele salens fokus. Med kæmpe sikkerhed førte han publikum frem og tilbage i tiden med skarpe fremførsler af ”Madame Guillotine” og ”Backs to the Wall”. Foran en mur af Marshall-forstærkere støttede og komplementerede guitaristerne, Doug Scarratt og Brian Tatler (Diamond Head), med stærke passager på deres guitarer. Nigel Glockler spillede klokkeklart på trommerne, mens bassisten, Tim ”Nibbs” Carter, lagde en frisk og fyrig bund.
Musik og lyd gik op i en fantastisk enhed, og da bandet endelig ramte ”Motorcycle Man” og ”747 (Strangers in the Night)” fra Wheels of Steel, fløj taget af Amager Bio, og publikum brød ud i en kæmpefest, der gik fra den allerbageste række på balkonen og ned til scenen, hvor Girlschool stod på siden og festede med. Der var smil og sang på alles læber. Og man ville bare ikke hjem.
Heldigvis havde Saxon ikke i sinde at stoppe, og de fortsatte den forrygende tur ned ad mindernes allé med ”Wheels of Steel” og ”Suzie Hold On” (hvor den ikke fik for lidt med scenelys i neongrønne og pink farver), og ”Machine Gun” sluttede hele koncerten af med et kæmpe brag, bogstaveligt talt. Og så blev der mørkt, og Saxon gik af …
Men flere ville have mere, og det feststemte publikum råbte taktfast på aftenens koncerthelte. Man kunne fornemme, at bandet stod og konfererede bag de mange Marshall-forstærkere, og snart kom de frem fra deres skjul og gav det stærkeste sæt af ekstranumre, man har hørt længe: ”Crusader”, ”Heavy Metal Thunder” og ”Denim and Leather”! En kavalkade af metalbangere, der begejstrede alle i salen, og som må ærgre dem, der ikke var til stede i Amager Bio. Men da klokken slog 23.30, måtte Biff Byford pointere, at de var nogle ældre herrer i bandet, som skulle hjem og sove, så de lukkede og slukkede med ”Princess of the Night”. Sikke en fed afslutning at blive sendt ud i natten på!
Selvom opvarmningen prøvede at hive publikum tilbage til 80’erne, så hang de selv fast i nogle svære lydudfordringer på scenen i 2025. Saxon derimod, de skuffede ingen med deres veloplagte nostalgitrip i tidsmaskinen. De gav en vanvittigt vellydende koncert, hvor man var så godt underholdt, at man ønskede, at tiden kunne stå stille.