Rotting Christ og Carach Angren

Pumpehuset, København V

Svart Crown

Svart Crown

Kort før koncerten blev det annonceret, at showet ville starte kl. 19.30 i stedet for kl. 20.00, som først annonceret, hvilket fik mig til at frygte, at, de for mig ukendte, Svart Crown ville spille foran få mennesker. Dette var dog ikke tilfældet, og de mange fremmødte blev beriget med en solid fransk forret fra veloplagte Svart Crown, der gik på ikke et sekund efter 19.30. Der var fra starten selvtillid og god energi fra bandet, som hurtigt smittede af på et forbavsende oplagt publikum for sådan en trist mandag. Desværre virkede det som om, de med deres tre plader ikke havde den store variation i deres musik. Det betød, at dele af publikum - mig selv inklusive - mistede noget af interessen for dem efter et par numre, til trods for at de spillede hurtigt, ufortrødent og gjorde deres bedste for at nå ud over scenekanten. Noget af dette skal, i mit tilfælde, tilskrives det sære lysshow, der i starten var nogle få, røde lamper med sporadisk stroboskopeffekt; mens de røde lys halvvejs gennem settet blev udskiftet med et, tematisk set, særdeles upassende almindeligt hvidt lys, som fjernede noget af udtrykket fra deres tunge lyd.

Angående lyd og stil er jeg forvirret, over hvad de er. De spillede sange fra flere af deres plader, hvilket betød, at vi fik et indblik i et band, der udvikler sig, men som stadigvæk ikke ved, om de er black, death eller core. For mig betød det en usammenhængende oplevelse; selvom de sådan set udførte alle dele anstændigt nok, var det uden at imponere. Stilforvirringen, det sære lysshow og de til tider ensformige numre betød, at noget af luften fes ud af ballonen halvvejs gennem deres 40 minutters set.

6/10

Carach Angren

Carach Angren

Hollandske Carach Angren har - deres fjollede navn til trods - de seneste år imponeret fans af symfonisk black metal med et talent for uhyggelige ørehængere, hvorfor vi her på redaktionen da også tildelte deres sidste plade, Dance and Laugh Among the Rotten, en 10/10. Der var derfor en vis form for forventning, om at se deres dunkle univers udspille sig i en mere visuel konstellation. Genren fungerer normalt bedre for mig i en sammenhæng, hvor flere sanser end min hørelse bliver stimuleret.

Lad mig starte med at få den negative del af deres koncert af vejen: Der var ingen bassist. En fantastisk lydmand fik smukt kompenseret langt hen ad vejen, men der var tider, hvor jeg følte, at der manglede noget tyngde, som for mig er meget vigtigt live. Herfra er der dog kun ros til Carach Angren, der imponerede fra start: Med dramatisk intromusik trådte bandet på scenen i fuld uniform, som selvfølgelig inkluderede moderigtigt black metal tøj og corpsepaint.

Da første nummer sparkede showet i gang, fornemmede man straks, at bandet havde antaget en slags personaer på scenen, hvor særligt sanger Seregor havde smidt guitaren, for angiveligt at kunne give sig fuldt ud til tjansen som frontmand. Med sin tynde, knoglede fysik, flakkende intense øjne, skiftende, uhyggelige masker og  en stiv og skæv mimik udgjorde han en skikkelse på scenen, der var et show i sig selv. For et band der trives i uhyggelige temaer, solgte han varen til et gammeldags 13-tal. Lejlighedsvis introducerede han sangenes temaer kort, ved f.eks. at sige "forestil jer en 12-årigs krop ligge og flyde i vandet" med en satans uhyggelig stemme. Stemningen var sat. De øvrige medlemmer var energiske, tændte og særdeles velspillende. Ligeledes var lysshowet i denne omgang passende til bandets tema, og fungerede i sammenhæng med bandet særdeles godt på den intime, lille scene i Pumpehuset. Det var uden tvivl én af de mest gennemførte black metal koncerter, jeg nogensinde har oplevet, hvilket det lod til at et hujende og tændt publikum kunne bekræfte - også selvom de ikke ville give ham den circle pit, som han noget ude af karakter bad om i slutningen af deres time på scenen.

9/10

Rotting Christ

Rotting Christ

Rotting Christ er unægteligt et af metallens mest unikke og spændende bands i dag. Ikke alene kommer de fra Grækenland, som i sig selv er en irregularitet, black metal betegnelsen taget i betragtning, men deres stil siden de gæve halvfemsere har været under konstant udvikling i en mørkere og mere atmosfærisk retning – med munkekor og andre dystre virkemidler. Jeg er dog opvokset på en solid kost af de tidligste plader fra bandet, men mine forventninger lå realistisk set på en setliste domineret af senere produktioner. Håbet om et par gamle barndomsklassikere levede dog, og jeg mærkede da også en let kildren i maven, da bandet, efter lidt forsinkelse, i lys, røg og damp gik på scenen, for nu kunne jeg endelig krydse Rotting Christ af på min bucket list.

Grækerne tøvede ikke mange sekunder med at tage halsgreb på et åbenlyst forventningsfuldt publikum. Efter det obligatoriske intronummer kom en perlerække af deres bedste numre fra deres nyere plader. For mig var det ikoniske riff i ”Demonon Vrosis” og den efterfølgende ”Elthe Kyrie” koncertens absolutte højdepunkter, og som betragter af Rotting Christ, begyndte man at anse sig selv som en helot for sin græske overherre. Desværre mistede Rotting Christ lidt af sit momentum ved at have små inaktive pauser i settet, der så blev sat i gang igen med et langsommere nummer, som ”Devadevam”. Det virkede sært at have et mandagspublikum på kogepunktet og så spille et nummer, der satte en så pludselig dæmper på stemningen.

Selvom det var forventeligt, var jeg skuffet, da de ved sidste nummer før ekstranumrene, i min mening ikke havde spillet noget ordentligt af det ældre, men jeg håbede på en kavalkade af halvfemser hits, når de kom tilbage. Jeg fik mit ønske indfriet, men kun med spidsen. De kom tilbage til et råbende publikum, og udbrød så "Non Fucking Serviam". Jeg havde håbet på nogle flere og nogle andre af de gamle. Desværre forblev det en enlig svale, og showet sluttede derefter. Jeg bevægede mig dog tilbage ud i kulden og blæsten, med følelsen af at have været fantastisk underholdt af et veloplagt, velspillende og særdeles unikt band, hvor show, lyd og musik var i top for størstedelen af showet.

8/10

Fotograf: Jimmi Brandt fra Jimmi Brandt Fotos 
https://www.facebook.com/jimmibrandtfotos/