En ny tid for gamle traditioner
Søndag den 30. december 2018 … så langt skal vi tilbage for at finde stuepigernes seneste visit på spillestedet ved indkørslen til Øresundsvej. Det var dengang, vi dyrkede Kingmaker som sidste skrig, og det til trods for at albummet faktisk var udkommet to år forinden. Dernæst fulgte, som historien forskriver, seks års fravær af personlige årsager. Stor var derfor glæden, da vi blev bekendtgjort med nyheden om, at Hammer, Atkins & Co. over to dage atter stod klar til at synge julen ind i Amager Bio. Ja, mere end det, så viste det sig at blive en tur ned ad mindernes allé i enhver tænkelig forstand. Københavnergruppen Superloader var således igen at finde på gæstelisten, nøjagtig som de havde været det i 2018. Samtidig havde Pretty Maids proklameret, at koncerterne den 5. og 6. december ville markere 40-årsjubilæet for debutalbummet Red, Hot and Heavy. Og for at det ikke skal være løgn, hvilket nummer tror I så, horsensianerne spillede som det uigenkaldeligt sidste i 2018? Lige præcis … ”Red, Hot and Heavy”! De røde lamper var da også blevet tændt, til hvad der for mig blev en rørende afsked med livescenen anno 2024.
Superloader
”Non, je ne regrette rien” … Som introen af Edith Piaf sivede ud af salens højtalere, steg også forventningerne om en optræden af en vis kaliber. Ulykkeligvis stod det ganske hurtigt klart, at tonerne fra den franske sangspurv var omtrent det mest musikalsk berigende, vi ville blive præsenteret for i løbet af de følgende 30 minutter. Det var såmænd ikke, fordi kvartetten spillede dårligt. Det virkede bare repetitivt og indifferent. For at vække den tenderende melatoninbedøvede folkemasse blev bandets spritnye single, ”My Reckless Heart”, sat i scene som sættets tredje nummer. Jeg må blankt tilstå, at jeg ikke ved, hvad jeg fandt mest træls … de banale riffs eller den middelmådige livevokal, som Bjørn ’Billy’ Poulsen diskede op med. Tænk, her kunne jeg næsten ærgre mig over, at jeg ikke i stedet havde skrevet mig op til morgendagens ekstrakoncert og dermed for tredje gang havde fået fornøjelsen af de ukuelige stenbrosrockere i Bloody Dice.
Ret skal dog være ret, og i takt med at salen så småt begyndte at blive tættere pakket, kom der efterhånden liv i kludene hos TV2 Charlie-segmentet, der lidet overraskende udgjorde majoriteten af aftenens fremmøde. De kunne så sammen med os andre vinke ”Another Ship” forbi, inden ”Please Don’t Dance” klædeligt animerede til det stik modsatte med riffreminiscenser, der klingede lidt i retning af Faith No More og ”Epic”. Så skulle man tro, at Superloader ville forsøge at tage stikket hjem i god ro og orden samt værdigheden nogenlunde i behold. Det skete så ikke. I stedet valgte man at negligere en af kunstens vigtigste kardinaldyder – bevar illusionen mellem scene og publikum – og, om end lettere spøgefuldt, beklage sig over, at alle andre husker Pretty Maids, og vi derfor skulle sørge for at huske dem. En anmodning, langt størstedelen af os formentlig vil have umådelig svært ved at efterkomme.
Sætliste:
Intro (”Non, je ne regrette rien” af Edith Piaf)
1. A Restless Soul
2. Leaving You, Leaving Me
3. My Reckless Heart
4. Another Ship
5. Please Don’t Dance
6. Yeah, Yeah, Yeah
7. Other Side
Pretty Maids
Med kollektive klap og tilråb kunne vi byde det folkekære ensemble et varmt og dybfølt ’velkommen hjem’, bedst som klokken havde passeret de 21. Den obligatoriske åbner, ”Mother of All Lies”, blev dog efter min smag eksekveret med lige lovlig flad vokal samt en tilsvarende insisterede bas. Heldigvis skulle vi kun lige forbi ”Kingmaker”, førend dette syntes kalibreret. Sværvægterne ”Back to Back” (præcederet af ouverturen ”Fortuna Imperatix Mundi” fra Carl Orff’s Carmina Burana) og det jubilerende titelnummer blev således afviklet med fuld appel. Jævnfør ovenstående klagesang, så er netop den delikate balance mellem de klassiske toner og Atkins’ gestikulerende evner til at holde salen i sine hule hånd, nøjagtig hvorfor vi husker Pretty Maids! Og når vi nu taler om hukommelse og minder, blev dette et tilbagevendende tema. Først i form af klenodiet ”Shelly the Maid”, kvintettens allerførste indspillede nummer fra 1983, og sidenhen mere uforvarende, da Atkins blev ramt af ’Grewes syndrom’ og tilsyneladende glemte sætlistens rækkefølge. Med lidt tør humor om kongruensen mellem alder og svigtende hukommelse, stod det mere end klart, at forsangeren oprigtigt havde set frem til at spille henholdsvis ”Will You Still Kiss Me …” og ”Serpentine” fra gruppens seneste album, Undress Your Madness, for bioens gæster.
I husker nok, hvem der fortrinsvis udgjorde klientellet denne aften, ikke sandt? Det lod den gode Atkins i hvert fald til at have opsnappet. De vandede vitser om den nye skjorte rekvireret af Birthe Kjær og danglish-udgaven af ’meat-easter-pearls’ nærmede sig dog det tåkrummende, bedst som han, grundet knas med teknikken, måtte træde vande forud for publikumsfavoritten ”Yellow Rain”. Hvis vi elsker 90’erne, ja, så forguder vi vel nærmest 80’erne, og klassikeren fra Future World høstede dermed det største callback siden ”Back to Back” og ”Red, Hot and Heavy”. Jeg ville gerne have givet Pretty Maids ubetinget anerkendelse for at ryste posen og drysse diverse deepcuts fra sangkataloget ud over aftenens program. Desværre virkede disse i stedet til at dræne det opbyggede momentum, hvilket Atkins subtilt italesatte ved at love noget ’rigtig hævi’ med mere gang i’. Og heavy? Det fik vi! Om ikke direkte gennem ”Pandemonium” og ”I.N.V.U.”, så ved det faktum, at Allan Tschicaja simpelthen havde slået fingrene til blods som følge af anstrengelserne. Det bliver sgu ikke meget mere heavy end det!
Om det var i sympati for den sårede trommekriger, eller fordi vi nu var nået ind i den fase, hvor de store numre faldt som perler på en snor, må stå hen i det uvisse. Uanset årsag, så kunne hverken enerverede feedback i mikrofonen eller småforlorne anekdoter om den danske arbejdstitel på ”Rodeo” forhindre festen i at bryde ud i lys lue: fællessang i unison harmoni under ” Little Drops of Heaven”. Buldrende applaus og viftende ’jazzhands’ i hobevis som respons på ”Please Don’t Leave Me”. Og minsandten om ikke en heldig kartoffel fik en souvenir med hjem i form af den trommestik, Tschicaja kastede ud på bagkant af ’rodehoved’ … ahem … ”Rodeo”. Det kan så godt være, at man valgte at oversælge klichéen om aftenens sidste nummer i forbindelse med afviklingen af ”Queen of Dreams”, navnlig i en tid hvor alle og enhver har fri adgang til tidligere sætlister. At en del af magien forsvinder, når vi ikke længere kalder encore, men i stedet smider mønter jukeboxen og selv bestiller ”Future World” som ekstranummer. Og at 2 timer og 21 numre måske lige var til den friske side. At se og ikke mindst høre Ronnie Atkins genoplive et af de kæreste juleminder fra hvad vi troede, var en svunden tid, reducerede alle disse anker til simple bagateller. Sikke en fornøjelse det var igen at opleve Pretty Maids på netop den scene. Af hjertet tak, og velkommen hjem, gutter!
Sætliste:
1. Mother of All Lies
2. Kingmaker
3. Back to Back
4. Red, Hot and Heavy
5. Shelly the Maid
6. In Santa’s Claws
7. Will You Still Kiss Me (If I See You in Heaven)
8. Serpentine
9. Yellow Rain
10. Nightmare in the Neighborhood
11. Walk Away
12. Pandemonium
13. I.N.V.U.
14. Bull’s Eye
15. Little Drops of Heaven
16. Please Don’t Leave Me
17. Rodeo
18. Queen of Dreams
ENCORE:
19. Future World
20. Love Games
21. A Merry Jingle
