En forbandet aften
Der var lagt op til noget af en tirsdagskoncert i Pumpehuset, som nok ville få sine eftervirkninger om onsdagen. Ikke grundet de alkoholiske flydende muligheder, baren bød på, men nærmere fordi der på papiret ville komme smæk på! Der var linet op til en deathcoreaften i selskab med hovednavnet Paleface Swiss kombineret med lidt hardcore og beatdown leveret af opvarmningsbandene Desolated og The Acacia Strain – selv om de blege gutter fra Schweiz ikke længere kan prale af at være rendyrket deathcore efter deres sidste udspil, CURSED. Men ikke desto mindre så var der lagt brænde i kakkelovnen til, at det skulle blive en varm, vild og vanvittig aften.
Desolated
Desolated fra Storbritannien spiller en kombination af hardcore, punk, groove metal og beatdown. De kan beskrives som en lidt ringere version af Knocked Loose, især da stemmerne fra de to forsangere minder meget om hinanden. Det var, desværre, generelt en undervældende koncert, der blev leveret af gruppen. Om det skyldtes det tidlige tidspunkt kl. 19 på en tirsdag og deraf et uoplagt publikum, eller om det var bandet, der ikke havde energien denne aften, er svært at sige. Synergien mellem aktørerne og tilskuerne udeblev i hvert fald koncerten igennem. Hele oplevelsen blev ikke forbedret af dårlig lyd på vokalen i starten samt den lettere livløse hvide, gule og blå lysproduktion, der var valgt.
Bandet spillede godt rent teknisk, men virkede langtfra tændte. Det var stort set kun frontmand Paul Williams, der sporadisk halvhjertet forsøgte at piske en stemning op, uden det bar frugt. Vokalen var svær at høre, og trods enkelte opfordringer til at skabe mere liv foran scenen blev der ikke for alvor fulgt op på det. Og det var da også tydeligt, at Williams ikke selv troede på projektet, hvilket afspejlede sig i opfordringen, eller nærmere spørgsmålet, ”Circlepit, maybe, I don’t know?”. Williams fortalte dog undervejs, at holdet havde haft en rigtig udfordrende tur: blandt andet indrejseproblemer ved den schweiziske grænse og en bil, der brød sammen undervejs. Hvilket muligvis har påvirket deres engagement og lyst til at spille resten af turens shows.
Det var først mod slutningen af sættet, at nogle enkelte forsøgte sig med lidt karate i pitten, men ellers var der ikke meget bevægelse i salen. Mest gang i den var der under sidste nummer, ”Death by My Side”, hvor publikum fik stukket mikrofonen ned og kunne skråle med. Dette benyttede forsangeren fra Cabal, Andreas Bjulver Paarup, sig af, hvilket næsten var koncertens højdepunkt. Alt i alt en skuffende præstation fra briterne i Desolated, der ikke efterlod et større indtryk.
The Acacia Strain
Til forskel fra første band så lagde newyorkbaserede The Acacia Strain hårdt ud med solid energi fra første sekund. Med deres blanding af death- og hardcore blev de taget godt imod. Publikum blev hurtigt inddraget i showet, og frontmand Vincent Bennett sørgede for at få folk godt med. Der blev for eksempel opfordret til at række fuck til gruppens guitarist, Big Slime aka Devin Shidaker. En både sjov og spøjs gestus, der blev taget godt imod af publikum, der troligt rakte langemanden i vejret. Generelt blev mikrofonen ofte delt med folk på de forreste rækker, som ivrigt skrålede med.
Der blev ret tidligt stagedivet, moshet og sat gang i flere circle pits. Stemningen fra hardcoreshows, hvor folk gerne hopper op på senen, var også til stede denne aften. Et højdepunkt var, da en fyr uplanlagt hoppede op på scenen og greb mikrofonen fra Bennett og leverede et par linjer. Bennett, nu arbejdsløs for et kort øjeblik, smuttede hen og bankede lidt på trommeslageren Matt Guglielmos tønder. En uventet og grineren situation, der viste bandets humor og afslappende tilgang til musikken.
Generelt var bandet meget smilende og engageret, hvilket skabte en positiv og livlig følelse i salen. Midtvejs i sættet holdt Bennett en lille lettere politisk tale om, hvordan det står til i verden i øjeblikket. Dét kombineret med, hvor hårdt livet kan være, synes han netop, viser, hvor vigtigt det er, at de er på landevejen og spiller musik for folk. Samt hvordan musik og koncerter kan give en følelse af mening og fællesskab. Et tankevækkende, men ikke for tungt moment, som blev leveret med tydelig sårbarhed og ægthed.
Den stærke start på gruppens sæt blev hæmmet af en mærkelig effekt på vokalen, som virkede komprimeret og lav, muligvis på grund af generel dårlig lyd. Det rettede sig heldigvis, som koncerten skred frem, men det var stadig et minus, især når man ved, hvor tungt og brutalt bandet normalt lyder. Selvom der var godt gang i pitten foran scenen, var det tydeligt, at størstedelen af publikum ventede på Paleface Swiss og derfor ikke gik helt så meget amok, som man kunne have håbet. Men The Acacia Strain leverede stadig en solid optræden med en stærk energi og en god balance mellem tung brutalitet og god humor.
Paleface Swiss
Fra natklub til noget helt andet
Inden aftenens hovednavn gik på scenen, var stemningen i salen god. Publikum summede af forventning, og der var fyldt godt op i Pumpehusets store sal. Især i betragtning af, at det var en tirsdag. Baggrundsmusikken, der var valgt, var i en noget anden kategori end aftenens opvarmningsbands. Der var sat en hardcore omgang drum’n’bass/rave-musik på, som skabte en god optakt til, hvilket energiniveau man kunne forvente. Scenografien, der nu stod tydeligt frem på scenen, var dog til diskussion blandt mine venner og mig: en kæmpestor galge med reb hængende over trommerne og kæder på mikrofonstativerne. Nogle fandt det stemningsskabende, mens andre mente, det var en unødvendig gimmick. Men selviscenesættende, det må man sige, at de fire gutter fra Schweitz er!
Schweizisk smadder og sceneshow med attitude
Scenen var badet i rødt lys, og ”un pobre niño murió” bragede ud af højtalerne, hvorpå bandet kom frem på scenen. Fra første nummer ”Hatred” blev der leveret en stærk optræden, hvor der ikke var tvivl om, hvem der var hovednavnet denne aften. Hvilket da også blev italesat flere gange, når folk hoppede op på scenen for at stagedive: ”Get the fuck down, it’s not your show”, sagde forsanger Marc ’Zelli’ Zellweger med et smil på læben. Og lyttede man ikke, som tilfældet var for en ung fyr, så fik man et spark bagi, så man røg ned af scenen med ordene ”I fucking told you”. En lidt aparte reaktion, efter der nærmest blev opfordret til at komme op på scenen under The Acacia Strain. Det blev heldigvis leveret med et smil på læben og med en vis form for charme, men budskabet var klart: Det er os, der ejer denne scene.
Zellwegers vokal stod skarpt i lydbilledet, og de lynhurtige, nærmest hiphopspyttende linjer gik klart igennem. Allerede ved andet nummer, ”Suppressing Times”, blev der opfordret til en circle pit, og publikum lystrede med det samme. Lyset var imponerende – de røde nuancer skabte intensitet, mens grønne og røgfyldte effekter ved “And With All Hope” tilføjede dramatik. Bandet virkede oprigtigt begejstrede over at spille deres første koncert i Danmark, hvilket smittede af på stemningen i salen. Der var dog øjeblikke, hvor Zellweger ønskede mere respons bagfra i salen, og selvom han fik skubbet gang i publikum, var det tydeligt, at energien ikke var ligeligt fordelt fra forrest til bagerst.
Takkerunden trak tempoet ned
Halvdelen af sætlisten bestod af sange fra deres 2025-udgivelse, CURSED, men var ellers fint balanceret, selv om der godt måtte have været lidt mere blanding af de hurtige og langsommere numre. Særligt “Rivers of Sorrows” gav et tiltrængt pusterum efter mange hurtige numre i træk og måtte godt have ligget tidligere i sættet. Her blev tilskuerne opfordret til at tage telefonlygterne frem, hvilket skabte en smuk stemning. Dog trak den lange takkerunde, som bandet lige måtte igennem, tempoet helt ud af koncerten. Det var en fin gestus at takke folkene bag sådan en tour, og det var da også folk lige fra manager, merchsælgerne til holders chauffør, der fik en tak. Men det blev godt nok lige en tand for langt og måske et indslag, der burde have ligget tidligere i sættet for at skabe et pusterum tidligere fremfor til sidst på aftenen.
Afslutningen med sidste ekstranummer, “Love Burns”, rundede aftenen fint af, selvom energien var dalende. Alt i alt var det en stærk koncert – ikke overvældende, men solid. Undertegnede fik præcis det, jeg havde regnet med, men heller ikke mere end det eller nogen overraskelser undervejs. Med en bedre forbindelse til de bagerste rækker, en optimeret sætliste med små omrokeringer og en kortere takketale kunne oplevelsen have løftet sig til et endnu højere niveau.
Sætliste:
”un pobre niño murió”
”Hatred”
”Suppressing Times”
”My Blood On Your Hands”
”Youth Decay”
”...and with hope you'll be damned”
”Nail to the Tooth”
”The Gallow”
”Enough?”
”Don't You Ever Stop”
”River of Sorrows”
”Please End Me”
Ekstranumre:
”666”
”Pain”
”Love Burns”
