På en kold onsdag aften i november var det blevet tid til at få varmen med noget beskidt prog fra Mastodon. Bandet har spillet i Danmark ganske mange gange de sidste år, men de havde alligevel revanche til gode efter lydproblemer på Roskilde Festival for to år siden.
Russian Circles
Først var vi dog indlagt til en meget stemningsfyldt oplevelse fra Russian Circles. Bandet blander atmosfæriske elementer fra black metal med lyden fra sludge og stoner, tilsat en smule prog. De to første numre var dog mere stemningsfyldte end medrivende. Der var for mange lag af lyd fra bandets guitarist og for lidt fokus på de gode riff. Bandet fik dog rådet bod på det med de to sidste numre, som blandede stemning med catchiness, og bandet har formentlig fået flere danske fans, end da aftenen begyndte.
Red Fang
Det er ikke kun Mastodon, som har spillet meget i Danmark de seneste år; også Red Fang har været forbi en hel del gange de sidste fem år. Bandet plejer at levere en stabil arbejdsindsats, og denne onsdag aften var ingen undtagelse. Bandet er ofte blevet nævnt i samme sætning som Mastodon, men denne aften blev det ret tydeligt, at der var forskel på målgrupperne. Red Fang plejer at levere en kæmpe fest med moshpit fra start til slut og en hoppen uden lige, men det var de fremmødte ikke helt med på. Nuvel, der blev moshet en smule, men det er første gang, at undertegnede har været til en Red Fang-koncert, hvor publikum forholdt sig så meget i ro. Folk stod i stedet og nød musikken og headbangede løs. Derfor lettede taget aldrig helt, som bandet ellers har potentiale til at forårsage. Dog blev klassikerne ”Wires” og ”Prehistoric Dog” modtaget med stor entusiasme.
Mastodon
Har du ikke hørt det? Vi har udgivet ny plade
To minutter i ti, og nu var det de store og tunge drenges tur. De åbnede med ”The Last Baron”, og sikke en start. Bandet omtaler selv nummeret som en af deres bedste sange, og det er ikke svært at høre hvorfor. Der var stemning, teknisk snilde og tyngde. Alt det, som vi håbede på at få mere af resten af aftenen. Derefter fik vi ”Sultan’s Curse” som det første af hele otte numre fra den nye plade. Bandet har formentlig ønsket at variere sætlisten af hensyn til deres mange fans fra de forrige års europaturné, men otte numre fra den nye plade var nok lige i overkanten - specielt fordi vi kun fik ét nummer fra både Remission og Blood Mountain samt to fra Leviathan. Der var altså ikke meget at hente for de gamle fans i sætlisten.
Blændende levering
Til gengæld var bandet utroligt velspillende denne aften. Brann har formentlig aldrig sunget bedre på dansk grund, end han gjorde onsdag - og så gør det altså ikke noget, at han forsimpler et enkelt drum fill eller to. Det har ellers været kendt i en del år, at bandet ikke har leveret de store vokalpræstationer live, men det havde de så sandelig fået rettet op på. Både Troy Sanders og Brann Dailor havde tydeligvis forbedret deres sangtekniske kunnen på den nye plade, og det fik vi heldigvis også med i Store Vega. Lyden var også ganske udmærket, Mastodons komplicerede lydbillede taget i betragtning. Det gav anledning til en del fællessang med ”Oblivion” og en hel del sange med stærke omkvæd fra den nye plade. Her tænkes der især på ”Steambreather”, ”Show Yourself”, ”Roots Remain” og ”Precious Stones”.
Fornemt besøg
Efter 13 numre med de velkendte gutter på scenen fik vi også fornemt besøg af Scott Kelly fra Neurosis, som har medvirket på de seneste seks Mastodon-album. Sammen med ham spillede bandet alle seks numre, som Scott har medvirket på. En fed idé, som bandet også tydeligvis brændte for. Dog var der igen noget med sætlisten. Bandet sluttede af med ”Diamond in the Witch House”, der er et ganske habilt nummer, men ikke stærkt nok som afslutning, når bandet nu havde valgt at droppe den klassiske ”Blood and Thunder”. Aftenen kulminerede nemlig nogle numre tidligere med en helt igennem suveræn levering af ”Crack the Skye”, som var tung, intens og rørende på samme tid.
Det var egentligt meget symptomatisk for aftenen. Bandet leverede en blændende indsats, men medmindre man er stor fan af bandets helt nye lyd, gik det hele bare ikke op i den berømte højere enhed. Bandet skuffede dog på ingen måde, og de fleste kunne da gå glade hjem - formentlig med lysten til at høre bandet igen, i håb om at høre lige præcis deres yndlingsnummer.
