Tenside

Tyske Tenside har bragt metalcore til bordet siden 2007, og de har udgivet ikke mindre end 6 albums på de 12 år. De har dog ikke rigtigt formået at bryde ind på mainstreamscenen herhjemme (endnu), men det bliver interessant at se, om de mon ikke kan skaffe sig et par fans i løbet af denne aften.

This is what we die for

Okay, okay – de nåede lige knap på scenen, før deres måske bedste nummer ”This is What We Die For” buldrede ud over scenekanten. Det vækkede folk fra deres sniksnak og øldrikkeri, og arme fløj i vejret. Allerede på dette tidspunkt var der heldigvis dukket mange mennesker op – og på trods af den utaknemmelige tjans som første band på scenen, så ligner det i mistænkelig grad, at både publikum og band var klar på at give den gas.

På trods af de mange albums og den gode energiske start, så var der noget ved deres optræden, der alligevel ikke så suuuper rutineret ud. Det gode ved det var, at det heller ikke blev for øvet eller koreograferet. Meget af tiden var både Klingenberg på guitaren og Hölscher på bas relativt anonyme i deres optræden, men de spillede til gengæld godt – og det er trods alt det vigtigste. På et tidspunkt ville Jörg bag tønderne være med til at lege og spyttede vand (håber jeg) i luften i takt med nummerets beat. Det var dumt, men det virkede!

Tenside spiller metalcore, som vor mor elsker det. Der var masser af ørehængermateriale i de veludførte breaks, og deres omkvæd bød på masser af potentiale for skrål-med. Allerede på anden sang forsøgte de sig med åhhuåååh-stykker (I ved, hvad jeg mener!), som publikum skulle synge – og det lykkedes da også efter et par forsøg. Man kan nok ikke forvente meget mere, når publikum tilsyneladende ikke rigtigt kendte tyskernes bagkatalog.

Lyden var helt sikkert anstændig for musikken, men der var ikke meget styrke på backing-vokalerne, så vokalarbejdet blev leveret næsten eksklusivt – og på imponerende niveau – af Kuhlemann. På et tidspunkt fik bandet dog en ufrivillig pause pga. knas med lyden. Det stoppede dog ikke hverken band eller publikum fra at fortsætte festen, og nakker kom i den grad på overarbejde, da Tenside igen gik i gang med nummeret ”Unbreakable”.

De sluttede altså stærkt af, og beviste, at bare fordi man ikke er det band, folk betaler for at komme ind og se, så skal der underholdning på bordet alligevel. Folk var tydeligt glade for Tensides sæt, og de leverer en absolut fin afslutning på opvarmningen, hvorefter folk stiler mod baren, inden der er død på programmet.

7/10

Revocation

Revocation blev til i 2000, og er i mellemtiden blevet et stort navn inden for thrash og død. Deres musik er teknisk og af højt niveau – og oveni hatten, så har de været særdeles produktive, og deres plader bliver generelt godt modtaget hos anmelderne. Jeg har dog aldrig set dem live, så det er med stor spænding, at jeg afventer deres start på scenen efter Tenside.

We’re not in Kansas anymore…

Revocation startede klædeligt tungt og dystert ud. Der var faktisk ikke rigtigt noget at tage fejl af – vi var ikke på nogen måde til en core-koncert længere. En lydmur af teknisk død væltede udover publikum, der hurtigt vendte opmærksomheden på noget andet end deres fadøl.

Der var (modsat for vores kære core-bands denne aften) flere lange instrumentale sekvenser, der gav plads til at særligt guitaristen Dan Gargiulo virkelig rullede sig ud. Der lefledes ikke med syng-med-venlighed eller en masse snik-snak mellem numrene. Det var teknisk død. Det var ikke let og lækkert. Men det var godt – og de gjorde det forrygende. Det var derfor heller ikke et band, hvor forsangeren alene skulle bære slæbet. Af flere omgange headbanges på scenen i smuk synkron – men uden, at det blev FOR indøvet. Jeg har set det udført, hvor det var alt for kunstigt og påtaget – som om bandet var blevet påduttet at gøre ”noget” på scenen. Men her virkede det bare som et band, der kendte hinanden, havde et sublimt samspil, og som vidste præcist, hvad publikum kunne lide.

De tonstunge rytmer satte sig i den kollektive nakke, som Amager Bio nu bestod af, og salen omdannedes til et frådende monster af en circlepit. Folk kastede horn og kom med tilråb – ikke fordi de blev bedt om det – men fordi Revocation spillede røven ud af bukserne og på den måde påkrævede sig publikums tilbedelse.

Revocation er dygtige. Virkeligt dygtige faktisk. Men spørger du mig, og det lader vi lige, som om at du gør, så er matchet mellem Revocation og Killswitch Engage ret pudsig. Rejsen fra core til død og så tilbage til core igen er for lang. På trods af det, må jeg dog konstatere, at publikum på alle måder var klar på noget død i deres core-sandwich – og Revocation efterlod mig med en stærk følelse af, at hvis man er til død, så var det her i toppen af ligaen.

9/10

Killswitch Engage

Killswitch Engage har 20-års jubilæum i år, og i den anledning og på grund af deres nyeste album Atonement, får vi nu æren af at se dem igen på dansk jord. På de 20 år har de udgivet 8 albums og haft lidt udskiftning på centrale pladser i bandet. Her skal især pladsen ved mikrofonen fremhæves – for Jesse Leach sang de første 4 år og blev derefter erstattet af Howard Jones. Howard Jones stod ved roret indtil 2011, hvor Jesse Leach til gengæld kom tilbage igen. Som altid findes der fans, der mener, at kun Jesse er ”den rigtige” og omvendt – men de to har hver deres styrker, og jeg har glædet mig til at se Jesse og resten af slænget i storform denne aften.

Killswitch Engage trådte ind på scenen til lyden af ”The Final Countdown”, men gik hurtigt i gang med at vride koncertgængerne igennem ”Unleashed” fra det nye album. De leverede høj kvalitet fra starten, og Jesse sang som altid pissegodt live – det tegnede allerede her til at blive en god aften!

Kort inde i anden sang begyndte aftenens hidtil største moshpit, og enkelte trodsede da også spillestedets advarsler om ”Ingen crowdsurfing!”. Leach tog et veludført greb i publikum og beviste her, hvor vigtig erfaring er, når man gerne vil give sine fans en god oplevelse. Han sniksnakkede om det nye album, pingpongede lidt med Dutkiewicz, fik sendt en sviner afsted mod Trump (til stor jubel fra salen), kastede sig rundt på scenen, og hoppede endda på et tidspunkt ned i kameragraven for at komme helt up close and personal med de forreste fans. Efter min smag var der dog lige lovlig meget gak og løjer mellem sangene. Der blev både brugt tid på ”Gad vide, om Jesse kan teksten til denne sang?”-banter og ”this is a good night to get drunk” fra Dutkiewicz. Men det VAR jo også lørdag aften, og folk i lokalet tog det tydeligvis blot som en opfordring.

Killswitch Engage viste denne aften, at man altså godt kan være et 20 år gammelt band uden at give køb på spilleglæde eller at levere en sønderrivende koncert med masser af oomph! De havde masser af indbydende breaks, gode tekster, der inviterede lytteren til at synge med, og publikum besvarede det hele med at opføre sig som bissende gnuer, hvis fornemste opgave var at slide Amager Bio i bund.

De prøvede også kræfter med ”The Signal Fire”, der ellers på pladen er en duet med førnævnte Howard Jones. Det klarede Jesse naturligvis også med sin vokal, der spænder fra melodisk og sprød til arrige brøl – men jeg savnede nu alligevel kontrasten fra Jones’ dybe røst, der giver lige dette nummer en ekstra kant. Som modsætning hertil kom lidt senere også en enkelt mere stille sang, ”Always”, der lige vendte stemningen i rummet på hovedet. Og at se store stærke mænd i en circle pit stoppe op og med inderlighed brusende ud af vesten skråle ”I am with you… AAAALWAYS” – det var nu et smukt syn! ”My Curse” fik dog hurtigt circlepitten tilbage, og selvom nummeret snart er 15 år gammelt, så holder det stadig lidt mere end 100%. Sættet var da også skruet dygtigt sammen – man var konstant under angreb, og det var svært ikke bare at smide blok og kuglepen over skulderen og kaste sig med i circlepitten.

Greatest hits and then some!

På mange måder var denne koncert fuldstændigt som ventet. De var et meget sammentømret band, de spillede sindssygt godt, Leach’s vokal var stadig i top, og så ved de, hvordan de skal få publikum med og leverede dermed et sikkert men langt fra kedeligt show. Kontrasten imellem et ungt sind med masser af spilleglæde og rutinen er dog slående, når man f.eks. ser Adam Dutkiewicz springe rundt bærende et knæbind. Det lod han sig dog ikke ligefrem mærke med, og resten af bandet fakede utroligt godt, hvis de var trætte af deres karrierevalg. Publikum lød på alle måder tilfredse med alt denne aften, og de bidrog i den grad til den gode oplevelse af aftenens underholdning. Så til alle jer, der næsten ikke kunne vente med at kaste jer i pitten og moshe – I salute you!

8/10