eXcm

Stemningen var høj, vejret var lunt, øllene kolde, og den store scene var gjort klar til første band, eXcm. Good ol’ eXcm, der ikke har spillet sammen i 15 år, blev præsenteret som første band på scenen og fik en rigtig fin modtagelse. Det seks mand store orkester lagde sikkert fra land og leverede et solidt stykke håndværk. eXcm, der med egne ord spiller hårdtslående, groovy hardcore metal, hylder dansk metals guldalder og har en fed, afbalanceret lyd. Det var tydeligt at mærke, om end de ikke har spillet sammen i en del år, at de havde en vis pondus og erfaring i rygsækken at trække på, for de lød velsammenspillet. De spillede ultrahurtigt, havde en rå, upoleret lyd og på trommerne blev der lavet et dobbeltpedal-arbejde, der sparkede røv, og gav den garvede koncertgænger et flashback til fordums tid.

Nuvel, det fornemmes, at det var første band på scenen, for publikum var ikke mødt helt talstærkt op endnu, men de fremmødte havde en fest, hvor håret blev luftet udi svedig headbanging. På scenen blev der imellem numrene delt ud af små anekdoter fra fortiden til publikums begejstring, og når musikken rullede igen, svedte bandet sig igennem et velspillet repertoire, hvor forsangeren flere gange var helt i knæ, fordi han gav den maksimal skrue i et heftigt tempo.

Alt i alt et velspillet comeback fra veteranerne i eXcm.

 

7/10

Henret

Andet band på scenen var Henret, der spillede deres første show i Odense, og der var fuld knald på deathcore-kvartetten. Det var en tung og hård lyd, der nådesløst blev gennemtrommet, hvor dobbeltpedalerne var rødglødende, og hvor den onde bas lå og pumpede pulserende og understøttende. Det var brutalitet i høj fart med en masse breakdowns og tonstunge riffs, der næsten fik gulvet til at skælve under Posten og muligvis gav udslag på Richterskalaen. Med en forsanger, der havde en energi som er de færreste forundt, og en stemme der består af primalskrig og dybe brøl, blev vi rusket godt og grundigt igennem og præsenteret for numrene fra EP’en Abandon Hope, der blev udgivet i februar 2023. En EP der absolut er et lyt værd.

Henret formåede at give os en koncertoplevelse, hvor det føltes, som om de gav os alle et kontrolleret cirkelspark lige midt i ansigtet. Det ramte plet! Henret var gode til at bygge numrene op med tyngde og intensitet, og til at rive det hele ned igen. Det her er et band, der fortjener en af de helt store scener, så de tiltænkte lydflader fra musikken for alvor kan komme til sin ret og gerne efter mørkets frembrud, så det fremstår dunkelt og dystert.

Henret spillede på et højt niveau, og som koncertgæst gik man ikke skuffet fra denne oplevelse.

 

9/10

Czar

Tredje band på denne aften var københavnske Czar, som spillede hårdt, vildt og vanvittig hardcore i et tempo, der kunne få den mest veltrænede marathonløber til at falde omkuld af udmattelse. Czar fløj ud af starthullerne og fór direkte i ansigtet på publikum, imens der blev skreget, sunget og råbt i turbofart, som havde man tændt en nedbrydningshammer og gået i gang med at rive væggene ned.

Der var en masse smæk og tyngde i denne optræden fra dette band der allerede, inden de havde entreret scenen, havde smidt trøjerne, hvilket i dén grad skulle ses som en fornuftig disponering, da scenen hurtigt kom i kog, og luften føltes som en finsk sauna. Der var fuld fart fremad på samtlige instrumenter, omend det ikke var til at finde hoved eller hale i det kaotiske lydbillede, men hey. Sådan skal det jo lyde. Det er meningen at det skal være råt, støjende og vildt, og forsanger Martin Nielskov havde i den grad givet den maksimal gas på scenen, da han ved showets slutning sank sammen, for at rejse sig igen og sammen med bandet spille sig selv af scenen i et turboladet tempo. Respekt!

 

8/10

Crown The Beast

Crown the Beast, der til trods for et par medlemmer bosiddende i Jylland, betegner sig som et fynsk band, var i dagens anledning på hjemmebane, og det kunne mærkes. Der var tryk på, da Crown the Beast spillede op til fest. Frontbrøleren Jason Campbell så skarp ud, som han stod dér i høje person og leverede gutterale lækkerier. Bandet leverede groovy melodier, blastbeats, flot og flænsende guitarspil krydret med habil shredding og fede riffs

Publikum var i den grad mødt talstærkt frem og virkede begejstrede for at se Crown the Beast, der leverede et brag af et show. Med den forventede fandenivoldskhed fik publikum en optræden, der var fuld af saft og kraft. Crown the Beast fik en massiv opbakning fra publikum i salen og der gik ikke længe før en opfordring til Wall of death røg ud i salen. En opfordring folk tog til sig, og gav den gas til bandets store begejstring

Det var et vanvittigt flot og velorkestreret show, hvor bandet så ud til at have en fest, og hvor der hverken var sparet på lys eller røgkanoner. Publikum gjorde alt, hvad de kunne for at sende deres kærlighed i retning mod scenen, og den kom også retur. Lidt malurt i bægeret er, at jeg beklageligvis synes scenen var for lille til dette band. Når man har at gøre med et band, der spiller så godt og velorkestreret, er det synd at smide dem ind på Posten, som mest af alt fungerer som en lukket kasse. Det skaber simpelthen ikke den rigtige bundklang, og Crown the Beast fortjener mere og større, for de kan bære det. De har bevist, at de kan åbne Copenhell, så for at udfolde hele potentialet bør de fremadrettet spille på scener af den kaliber.

Ingen kritik af hverken Musikhuset Posten eller Crown the Beast, men de passer bare ikke sammen, men leverer fremragende hver for sig.

 

9/10

DETHRXNER

DETHRXNER kommer direkte fra den københavnske undergrund. Der var knald på energien, tunge tunes, megatunge beatdowns og growl, da de fyrede op under deres hardcore musik, som havde fået en indsprøjtning nu-metal.

De havde den rå energi fra den tunge hardcore og en flabet attitude fra rappen. Lyden var aggressiv og kæk, og det hele blev serveret i et hæsblæsende tempo, hvor de fræsede igennem lydbilledet. Endnu vildere blev det, da forsanger Anders Iversen fra Henret kom på scenen og gav et nap med på et af numrene. En turboladet omgang ganget med to, og havde man ikke allerede en puls, der var oppe i farezonen, så kom den derop. DETHRXNER leverede en sikker præstation uden for mange omveje, og forsanger Neema Rad formåede at nå ud til publikum og interagerede rigtig fint med dem under hele koncerten.

 

7/10

Strychnos

Strychnos spillede deres første koncert på Posten i 18 år, og man fornemmede hurtigt, at det var et glædeligt gensyn for både bandet og publikum. De trådte ind på scenen til dunkle, messende toner og meget lav belysning. Folk hujede, klappede og bød dem velkommen på denne hjemmevante scene. Nok er det kun forsanger Martin Leth, der oprindelig er fynbo, men det gjorde ikke publikums begejstring mindre. Man skulle tro, at de havde hele baglandet med til koncert, for der var en god stemning, hvor kendte ansigter (kendte for bandet) interagerede med bandet, der til tider havde svært ved at holde masken overfor folks skøre og indforståede tilråb. Dette var på ingen måder noget, der påvirkede musikken, men det gav en snas charme. Strychnos formåede på fornemmeste vis at lukke os ind i deres dystre univers, hvor de iført blod, med kranier på scenen og dunkel belysning fik sat aftens sidste optræden i gang. Vi fik dybe growl og sang understøttet af stærkt forvrænget og nedstemt guitar, dyb bas og et heftigt godstog, der kom buldrende fra trommerne. Dette bands musik kan sagtens stå alene, men at opleve dem live understøttede tekstuniverset, som er et grumt og ekstremt et af slagsen.

De spillede selvsikkert og scenevant, og nu skulle man tro, at de spillede på rutinen, men det er ingensteds korrekt. De havde, hvor absurd det end måtte lyde, og til trods for blod og ødelæggelse en charme med sig på scenen, hvor de formåede at fange publikum, også selvom de var sidste band, og folk var trætte i nakkemusklerne og fødderne tunge som blyklodser af mange timers musik.

 

9/10