Oni

At dømme efter de livlige samtaler i køen foran Train var én ting sikker: Kun de hardcore koncertnørder kendte til aftenens første band, canadiske Oni. Undertegnede var da også kun bekendt med dem, fordi de høstede imponerende 8/10 Heavymetal.dk-kranier for deres debutalbum, Ironshore. Med en så stærk plade i bagagen var forventningerne høje, og jeg var spændt på at se, om drengene kunne levere varen live. Et par minutter over kl. 20.00 blev lyset slukket, et halvfyldt Train summede af spænding, og Oni slog de første toner an. Der var ingen præsentation eller andre dikkedarer – bare hårdtslående musik fra første sekund. Bandet havde en god energi, og i selskab med de seks herrer blev vi ført gennem en halv times growlende djent-prog, hvor især bas- og guitargalskaben vakte glæde. Mest karakteristisk for bandets lyd er uden tvivl den mærkværdige xylosynth, der bedst kan beskrives som en krydsning mellem et keyboard og en xylofon. I det store hele fungerede dette element godt – hvis man da lige ser bort fra de 20 cm høje svedstråler, der fløj af sted, hver gang Johnny DeAngelis hamrede på en tangent. Yikes! På papiret er Oni noget nær det perfekte match til Gojira, men i praksis havde de problemer: Modsat de franske økoflippere formåede Oni ikke at holde hverken kadencen eller publikums interesse i meget mere end to numre. Musikken blev en kende triviel, publikum var ikke med på legen, og der var udfordringer på vokalfronten – specielt i de rene sangpassager. Selvom forsanger Jake proklamerede, at skønsangen var ”for all the ladies in the house tonight”, tør jeg godt sige, at vi ikke var voldsomt imponerede. Efter en god håndfuld numre blev der sagt tak, og i løbet af ca. fem sekunder var hele bandet forsvundet fra scenen – lige så pludseligt, som de kom derop. Alt i alt leverede djent-drengene en ok opvarmning, men helt op i gear kom vi aldrig.

6/10

Gojira

Med forrygende koncertanmeldelser og et imponerende bagkatalog kunne forventningerne til aftenens hovednavn næppe have været højere. Mange delte tydeligvis min begejstring, for koncerten var meldt udsolgt – hvilket det faktiske fremmøde da også bekræftede; Train var fyldt til randen. Da klokken nærmede sig 21.00 steg intensiteten, og publikums mange tilråb blev besvaret af dæmpet lys og en båndet intro. Trommemester Mario hamrede løs, og kort efter fulgte resten af bandet trop til tonerne af ”Only Pain”. Sikke en start! Forreste række blev næsten blæst omkuld af konfetti- og røgkanoner, moshpitten var allerede i gang, og de arme security-folk sendte opgivende blikke til hinanden. Samspillet i Gojira er simpelthen eminent, og det var tydeligt fra første sekund, at bandet var mindst lige så tændte som publikum! Sætlisten var en rejse gennem ”best of Gojira”, men med stor vægt på sidste års mesterlige udgivelse, Magma – faktisk blev det til hele seks skæringer fra denne skive. Især hittede ”Silvera” og ”Stranded”, der begge affødte utallige crowdsurfings og fik publikum til at agere, som stod de midt i en bisværm. De franske fætre havde selvfølgelig også gjort plads til klassikere som ”The Heaviest Matter of the Universe”, ”Flying Whales” og ”L’enfant Sauvage”, der mødte stor jubel og intens energi fra de fremmødte. Samtlige numre blev udført i overbevisende stil, og det eneste kritikpunkt er, at aftenens sæt var næsten identisk med, hvad de diskede op med i Vega for bare fire måneder siden. Nuvel.

Lyden under aftenens festligheder var fantastisk indstillet, og franskmændenes små finesser gik klart igennem. Dette førte bl.a. til en nærmest hypnotiserende seance under ”The Cell”. Til lyden af bandets – for en gangs skyld – dæmpede og blide toner bad Joe Duplantier folk forbinde sig med nuet og glemme alt andet… og det gjorde vi så. Messen fik dog en brat ende under ”Backbone”, da Joe med et smil på læben spurgte, om vi sov. Gæt selv svaret – jeg tror, det kunne høres på Sjælland.

Selvom Gojira tydeligvis blev modtaget som helte, udviste de ydmyghed og nærvær. Distancen mellem scene og gulv virkede umådelig lille, og jeg tror, de fire herrer var oprigtigt glade for at være hos os denne aften. Den uhøjtidelige attitude blev da også demonstreret på humoristisk vis, da Joe og Mario – ret ubesværet – skiftede roller, og lillebror Mario parodisk growlede et minuts uforståeligt dødsmetal.

Efter halvanden times sveddrivende koncert takkede Gojira af med en perfekt udført ”Pray”, og publikum kvitterede med endeløse tilråb og knyttede næver. Faktisk var jublen så stærk, at jeg et kort øjeblik blev i tvivl, om fansene nogensinde ville lade heltene gå af scenen.

Sætliste

1. Only Pain
2. The Heaviest Matter of the Universe
3. Silvera
4. Stranded
5. Flying Whales
6. The Cell
7. Backbone/Remembrance
8. Terra Incognita
9. L’enfant Sauvage
10. Mario-solo
11. The Shooting Star
12. Toxic Garbage Island
13. Jam
14. Oroborus
15. Vacuity
16. Pray

9/10