Gojira by Claus Ljørring
Gojira by Claus Ljørring

Gojira

Store Vega, København V

Officiel vurdering: 9/10

Code Orange

Code Orange by Claus Ljørring

Så blev det tid til den amerikanske kvartet Code Orange, som i januar udgav albummet Forever igennem Roadrunner Records. Albummet er, uden tvivl, et af de mest interessante og aggressive albums i 2017 og har høstet store roser fra både anmeldere og fans. Deres karriere har for alvor taget fart efter denne udgivelse, og det skulle blive interessant at se, om de kan bevare den energiske, og til tider dyriske, vildskab, som de har formået at fremmane på albummet. Bandets eksperimenterende hardcore ville uden tvivl gøre sig godt på en mindre og lidt mere jordnær scene, men nu skal de vise, om de kan nå ud til alle i salen på Vegas store scene. Det havde de usædvanligt svært ved, da de i 2015 spillede på Copenhell. Det var på mange måder en fiasko, men med det nye album i bagagen burde det næsten ikke kunne gå galt.   

Med en fuldstændig uovertruffen og uudtømmelig energi startede Code Orange deres obskure maskineri. Med krumspring, spark ud imod publikum og instrumenter, som fløj rundt i luften, forsøgte Code Orange at underholde et særdeles trægt publikum. Normalt er den vildskab, bandet har på scenen, noget, som også bliver fulgt til dørs af bandets fans, som er med til at skabe en intens og aggressiv stemning. Oftest er det på den fede måde, men en fan ved navn Emilie Hoffman måtte d. 21. januar forlade showet på den rigtig ufede måde. Hun tog et cirkelspark til kæben med en sikkerhedssko, som resulterede i, at kæben brækkede to steder i hver sin side samt indre blødninger. Sådan nogle ting sker heldigvis yderst sjældent, for ikke at sige aldrig, men denne aften var der dog ingen fare for, at det skulle komme så vidt. Der var intet moshpit, men derimod næsten helt roligt blandt publikum. Først hen imod slutningen af sætlisten begyndte enkelte (talte fire) personer at hoppe. Det var også det vildeste udfald fra de fremmødte. Bevares, der blev headbanget og kastet horn, men den gnist og stærke appel til publikum, bandet havde, blev på ingen måde modtaget. Det var som at danse standarddans til Slayer – det hang bare ikke sammen.

Lyden var heller ikke lige i skabet. Især vokalen var mudret hos alle tre sangere – ja, i Code Orange synger trommeslageren, keyboardspilleren og guitaristen.

Bandet gjorde, hvad de kunne, men det virkede til, at folk blot ville have, de gik af scenen igen, så Gojira kunne indtage scenen.

6/10

Gojira

Gojira by Claus Ljørring

Når man taler om Frankrig, kan man nævne rigtig mange gode ting som vin, god mad, behageligt klima og mange flere ting, men man kommer heller ikke udenom det franske tech metal-band Gojira. Bandet, der har udgivet seks albums og har været nomineret til flere Grammy Awards for blandt andet bedste rockalbum, Magma, og bedste metalperformance for deres single ”Silvera”, er blevet et af de førende bands indenfor deres genre, og det er med god grund. For Gojira leverer altid varen; om det er på deres albums eller live, så kan man være sikker på en helt igennem professionel levering, og denne onsdag aften, i et helt udsolgt Store Vega, var ingen undtagelse.

Bandet gik på scenen lidt senere end ellers annonceret, og de var ventet med længsel af det fremmødte publikum, som kvitterede med et brøl, da Mario Duplantier satte sig bag trommesættet. Bandet lagde ud med nummeret ”Only Pain” fra deres seneste album, Magma, og det var netop dette album, der blev lagt mest fokus på under aftenens koncert. Seks numre blev det til fra den nye skive, og de viste sig alle at holde 100% live. Lyden i Vegas store sal var i en klasse for sig selv, og det var en ren fornøjelse at lytte til de skærende riffs fra et band som Gojira, når lyden var så klar, som det var tilfældet denne aften. Dog virkede mikrofonen til at drille lidt de første par numre, men det blev hurtigt rettet ind, og under resten af koncerten var det som ren honning, der flød ud af højtalerene.

Værd at fremhæve fra denne aften er det sublime trommespil fra Mario Duplantier, som vel aldrig har været bedre, end han er i dette øjeblik. Med faste hænder hamrede han igennem det ene nummer efter det andet i så overbevisende stil, at man blev helt stakåndet af at lytte til det.

Efter aftenens koncert må jeg endnu en gang sige, at der ikke er mange metalbands, der kan hamle op med Gojiras kvaliteter, og selvom koncerten denne aften ikke var den bedste, jeg har oplevet med dem, så er intensiteten og kvaliteten i måden, de fremfører deres musik på, bare i en helt anden liga end de fleste andre bands i verden – ja, det er store ord, men hold da fest, hvor er dette band bare fedt live.

Aftenens bedste nummer var uden tvivl ”Flying Whales”, som blev fremført på en blid og samtidig hamrende brutal måde. Den sad lige i skabet og var med til, at salen i Vega nærmest eksploderede i en blanding af moshpits og headbangende mennesker. Værd at nævne er også nummeret ”The Shooting Star” fra deres nyeste album, som blev fremført i overbevisende stil. Eneste lille minus var en trommesolo, der måske godt kunne have været forbigået. Den var lidt malplaceret og nok også spillet en smule for stille i forhold til resten af sætlisten.

Gojira får 9 kranier.

 

Sætliste:

1. Only Pain

2. The Heaviest Matter of the Universe

3. Silvera

4. Stranded

5. Flying Whales

6. The Cell

7. Backbone

8. Terra Inc.

9. L'Enfant Sauvage

10. The Shooting Star

11. Toxic Garbage Island

12. Pray

13. Oroborus

14. Vacuity

9/10

Kommentarer (1)

UMUR

UMUR

Indlæg: 93

Code Orange på Copenhell

Vedrørende din kommentar omkring Code Orange på Copenhell, så afhænger det vist af ørerne, der hører. Jeg synes personligt, det var en rigtig fed koncert, med masser af rå energy og et velspillende band.