Take me to church!

Jeg mødte op foran den smukke kirke i Ølstykke i øsende regnvejr, småluntede op til dørene og spottede hurtigt et par bandshirts. Da jeg trådte ind ad dørene, fandt jeg en skøn blanding af metalfolk, hr. og fru Danmark og så en hel del pensionister. Umiddelbart kunne jeg ikke lade være med at tænke, at i hvert fald sidstnævnte muligvis var gået forkert eller havde misforstået aftenens koncert. Men på den anden side, så kunne det jo også være de sortklædte metalhoveder og undertegnede, der trak i den ”forkerte” retning. Efter lidt venten udenfor selve salen blev vi lukket ind og fordelte os på de opstillede stole omkring instrumenterne i midten af rummet. Mens vi ventede på, at bandet meldte sin ankomst, overhørte jeg flere nævne, at de var spændte på aftenen. Min sidekammerat var eksempelvis blevet overtalt af sin mand til at tage med – uden overhovedet at have sat sig ind i, hvad aftenen indeholdt. Til gengæld slæbte hun ham troligt med til halbal med Kandis, så der ligesom var balance i det. Interessant!

Da koret satte i gang med 3 smukke mandevokaler, tiede publikum hurtigt, hvorefter først Lærke Krarup og derefter Ethereal Kingdoms indtog rummet med orgelspil i baggrunden. Sofia dirigerede koret igang, hvorefter guitar og trommer flænsede den andægtige stemning, koret havde skabt. Sofias skønne sopran kom endelig på banen, men da hun pludselig skiftede til sit effektive growl, gibbede det i en stor del af publikum. Stemningen i rummet var mildest talt anspændt, da nummeret endte – men heldigvis brød et par stykker endelig i begejstrede hyl, og klapsalverne kom frem. Bevares, nogle så ud til nærmest at gøre det per refleks, mens andre så mere oprigtige ud.

Under andet nummer så jeg en ældre kvinde foran mig holde sig for ørerne under et tungt stykke, og ikke længe efter forlod flere simpelthen rummet. Et par skændtes på vej ud: ”Hvad fanden er det, du har slæbt mig med til?!” kunne eksempelvis høres af de personer, der sad tættest på udgangen. Det var alligevel første gang, jeg har oplevet det! Det anfægtede dog ikke bandet, der fortsatte ufortrødent og kraftfuldt. Desværre druknede Sofias vokal ind imellem i musikken. Måske skyldtes det min placering i rummet, men pga. siddepladserne havde jeg ikke rigtigt mulighed for at tjekke det. På et tidspunkt undervejs så jeg koret synge – men jeg kunne bare slet ikke høre dem. Det er virkelig ærgerligt, for det, de leverede i starten, var fremragende. Om jeg bør skyde skylden på Ethereal Kingdoms eller kirkens lydmand, skal jeg ikke kunne sige, men det lagde helt naturligt en dæmper på stemningen, der KUNNE have været der.

Lyden vendte dog heldigvis tilbage, og både fløjte, kor og Sofia Schmidt gik tydeligt igennem de sidste par sange. Stemningen var fantastisk, og musikken medrivende og teatralsk – på både godt og ondt. Indimellem blev deres optræden meget, ja, dramatisk og lidt påtaget – i hvert fald til min smag. Musikken var dog så medrivende, at det sjældent tog for meget fokus. Tværfløjten især gav en virkelig yndefuld kontrast til de ellers så tunge toner fra bandet, og lysspillet på kirkerummets enorme vægge gav en smuk baggrund til bandets show. Vi fik også fornøjelsen af et par guitarsoli, der sad knivskarpt, og her kan alle heldigvis være med, og der blev nikket anerkendende i takt med musikken. Det kan godt være, at ikke al musikken var en udelt succes i det blandede publikum, men de fleste kunne tydeligvis sætte pris på en veludført solo.

Sidste nummer trådte en fra koret frem og sang en smuk og højtidelig duet med Sofia med fantastisk backup fra det imponerende orgel. Det var smukt, andægtigt og både kraftfuldt og fint på samme tid. Det her klædte virkelig kirkerummet, og min sidekammerat tørrede sig pludselig ivrigt i øjenkrogen. Det var mildest talt også ståpelsfremkaldende og nærmest filmisk i sin lyd. Da resten af bandet igen stemte i, og lydmuren ramte publikum, så gibbede publikum lige – igen. Ja, ja, vi skulle jo nødigt gå hen og glemme, at de (normalt) laver metal.

Amen!

Bandet, koret og fløjtesolisten forlod til slut salen med teatralske fagter og miner til publikums bifald, men de kom dog hurtigt tilbage, holdt hinanden i hånden og bukkede, mens applausen rungede. Sofia fik blomster, og det hele mindede mig igen mere om en tur i teatret end en traditionel koncert. Men de havde selvfølgelig heller aldrig lovet mig en traditionel koncert. De havde lovet os alle at blive overraskede og overvældede – og det levede de til fulde op til. De præsterede på magisk vis at få mig til at glemme, jeg var i kirke på en højhellig fredag aften, og det fortjener næsten en præmie. Desværre, så var lyden ikke i topklasse hele vejen igennem, og det trækker desværre ned på sådan en aften, hvor stemningen ellers burde være i højsædet. Noget helt andet, der også ødelagde stemningen, er naturligvis de gæster, der under brok forlod koncerten. Enten er koncerten solgt forkert, eller også så ser folk ikke videre end "gratis koncert i kirken!" - og begge dele er en skam.

7/10