Efter en rekordvarm sommer var det en lettelse at opleve Dirty Days Of Summer fra et mindre modermærkekræftfremkaldende perspektiv, men selvom vejret udendørs var en mere gennemsnitlig dansk sommerdag, end vi har set hidtil, forholdt det sig anderledes indendørs. Der blev spillet brandvarm metal i et brandvarmt lokale, og fredagens koncerter holdt det samme høje niveau som afspejlede 67 dages kviksølv på overarbejde.
Deadnate
Dead who? Who Nate? Who who?
Første band på programmet denne aften var Deadnate. Jeg havde forud for koncerten kun stiftet ganske kort bekendtskab med dem via mit trofaste Spotify, og de gjorde mig nysgerrige på, hvordan de formidlede deres selvbetitlede prog metal live. Jeg springer direkte til konklusionen for de utålmodiges skyld og informerer om, at man skal holde øje med de drenge. Deres tempofyldte og intense musik byder på rigtig mange lækre detaljer, og de mange skift bliver udført med en overlegen rutine. Stilforvirringen kunne let have været et forstyrrende element, men heldigvis går de alle godt i spænd med hinanden, og de to vokaler er nøje afstemt. Karakteren afspejler i lige så høj grad, hvad de spiller, som hvordan de spiller, selvom de fysiske rammer for musikken ikke altid gjorde deres musik ære.
Hvornår må vi klappe?
Koncerten blev afviklet i et lokale, der var så varmt, at hvis det havde været en normal arbejdsplads, så havde vi alle fået varmefri. Det, sammen med det faktum, at det var lige midt i spisetiden for almindelige mennesker, gjorde, at de fremmødte ikke deltog specielt aktivt i løjerne. Der var en stor genert halvcirkel foran scenen, og selvom der blev nikket med, var der ikke ret meget interaktion publikum og band i mellem. Der blev hverken sagt buh eller bæh fra scenen, og det medførte temmelig meget usikkerhed på, hvornår det ene nummer sluttede og det næste startede. De clean vocals druknede en smule i lydbilledet, men jeg var på intet tidspunkt i tvivl om kvaliteten af deres musik eller den tekniske kunnen, der blev lagt for dagen. Jeg kan på det varmeste anbefale, at man giver Deadnate et lyt, hvis man er fan af listig prog og tung metal, for der er masser af potentiale i drengene, og jeg ser frem til at høre mere fra dem.
Baest
Det bidske baest
Baest mig her, Baest mig der, Baest mig allevegne. De er, med rette, i søgelyset, for deres effektive dødsmetal. Jeg har for nylig anmeldt dem til en høj karakter, og rost dem for deres uprætentiøse formidling af en genre, der let kan gå hen og blive selvhøjtidelig, men der var intet spor af den selvfedme til koncerten, der tit er en følgesygdom til succes. Med en velmodtaget EP i rygsækken og en længe ventet fuldlænge i horisonten, er der naturligvis også visse forventninger til bandets indsats i live regi og endnu engang tillader jeg mig at spole frem til afgørelsen. Baest er muligvis et af Danmarks bedste live bands.
Entertainere af satans nåde
Det allerførste jeg bed mærke i, var Sebastians anstrengelser bag trommerne. Ikke blot har han timing som ind i helvede, han har også det bredeste smil i gamet. Det var en fornøjelse at se ham arbejde, for der blev lagt nok energi i til at forsyne en mellemstor landsby med strøm i en måned, uden der blev givet køb på teknikken. Forbrøler Simon havde udskiftet sin sommerskjorte med lædervest og bar mave, og lignede en, der bedst kunne lide sin Fernet i litermål, men stod på intet tidspunkt tilbage for resten af bandets anstrengelser. En selvsikker attitude krydret med en… udtryksfuld mimik gav gæsterne noget at se på, og han snoede os om sin lillefinger. Det er ikke nok bare at stille sig op og spille noget tråd, personlighed og udstråling bidrager i høj grad til den samlede oplevelse, og jeg noterede mig med tilfredshed, at det ikke kun var mig, der lod mig rive med. Lokalet var proppet med mennesker og en skov af arme afslørede, at Baest ikke blot formår at spille tung metal, men er dybt professionelle på en scene. Professionalismen gav dog stadig plads til kække bemærkninger om Svends underbukser, den bedste jyske udtale af ”satanic” jeg nogensinde har hørt, og jeg sætter et stort fedt hak ud for Baest på listen over bands, jeg anbefaler folk at se live.
Firespawn
Skål i skivet
Sidst jeg så Petrov på en scene var sidste år, da han med Entombed A.D forsøgte at spille en koncert på drukkens flydende højborg: Oslofærgen. Det gik som det nu gjorde, det var mere gøgl end koncert, men vi skød samstemmigt skylden på det oprørte hav og ikke det faktum hele bandet var, ja… svenskerfulde. Nu var vi så med fast grund under fødderne, men det forhindrede hverken ham eller resten af de absurd store mænd på scenen i stadig at fremstå en smule søsyge. Men selvom koncerten bar præg af, at det ikke kun er vand, der bliver drukket i varmen, vil jeg alligevel vove at påstå, at selvom de måske ikke spiller stramt og strømlinet, vinder de alligevel på charme og selvironi
Store mænd, lille scene
Lad mig sige det med det samme: tager man til en koncert, hvor Petrov er en del af line-uppet, kan du godt regne med, at det eneste der bliver taget seriøst, det er musikken. Som en stiv hyggeonkel førte han os ind i sit univers, der består af dødsmetal som, efter hans eget ønske, er hårdere og hurtigere end noget andet dødsmetal – og så en masse sludder på svensk. Om det er hårdere end så meget andet, skal jeg ikke kunne sige. Hurtigere er det i hvert fald ikke, og da slet ikke live. Jeg bed mærke i undervejs, at trommerne ikke altid holdt takten, og desværre var lydbilledet ind i mellem domineret af en alt for påtrængende stortromme. Det er efterhånden blevet forventeligt, at der er mere fest end fræs i hans bands, selvom sidstnævnte ikke på nogen måde træder i baggrunden. Man kan tale for lidt med sit publikum, man kan tale for meget til publikum, men når man er god damn L.G. Petrov kunne han for min skyld lave et akustisk set a la Niels Hausgaard, og jeg ville stadig løse billet. Hans rustne vokal, hans tendens til at slå kløerne i dygtige musikere, og så det vanvittige gummifjæs er altid garanti for et godt show, hvor det at more sig, er i højsædet.