Fears Unfolding

Klokken 20.30 sharp lørdag aften gjorde de aalborgensiske heavy-hoveder i Fears Unfolding indmarch på scenen, og på et splitsekund blev Platform 4’s sparsomme rammer forvandlet til en magisk tidsmaskine, hvor publikum pludselig landede i 1980’erne – dengang, Dio og Rainbow herskede. Fra første tone leveret af de lokale herrer var energien umanerlig god, og deres miks af klassisk heavy og en skvis mere moderne metal formåede virkelig at få folk op på dupperne. Der blev lagt ud med en forholdsvis lang og – på den fede måde – møgbeskidt instrumentalintro, der fastlog, at dette ikke var for sarte sjæle, og at publikums nakkemuskler bestemt ikke skulle slappe af. Faktisk fyldte de instrumentale passager overraskende meget i gutternes sæt, men dette var ingenlunde et minus, for bandet beherskede sine instrumenter med stor overbevisning og kreativitet. Det er en håndfuld dygtige musikere, og de formår at variere deres lyd i en sådan grad, at intet føles som unødigt fyld. På den vokale front fungerede det også ganske udmærket – intet skilte sig ud som hverken særligt godt eller særligt skidt.

Udover at spille en gang habil heavy formåede de nordjyske metal makers også at praktisere en prangende publikumskontakt. Med de hyppige sing-along-elementer og ”Oi! Oi!”-tilråb skulle der ikke gå meget mere end to minutter, før halvdelen af salen både klappede og hævede en brandfarlig blanding af øl og næver i vejret. Denne entusiasme sås også tydeligt på forreste række, hvor et par hardcore fans virkelig fik luftet lokkerne fra start til slut!

Det var dog ikke lutter lagkage, for lydkvaliteten var generelt i den triste ende. Dette resulterede i, at meget af leadguitaren simpelthen forsvandt og blev opslugt af den til tider grødede lydmasse. Ligeledes forekom trommernes bækkener en anelse skingre. Om mine ører efterhånden blev vant til lyden, skal jeg ikke kunne sige, men jeg synes dog, kvaliteten steg gevaldigt henimod sidste halvdel af sættet. 

Under alle omstændigheder nød jeg min musikalske tidsrejse i selskab med Fears Unfolding, der emmede af spilleglæde og bare manglede det sidste skud tryllestøv for at få rummet til at eksplodere. 

(Skrevet af Emilie Dybdal)

7/10

Meridian

Tilbage i nutiden havde de melodiske metalmusikere i Meridian fundet vej til scenen, hvor de efter en kort lydprøve var klar til at gøre Fears Unfolding kunsten efter. Med mærkbar slagkraft blev festen skudt i gang med nummeret ”Hero Forever”, og de arme publikummer, der havde forvildet sig udenfor i rygepausen, fik hurtigt varmen igen, idet energiniveauet var helt oppe på maks. Der spredte sig en summende stemning blandt de fremmødte, og det var tydeligt, at mange havde glædet sig til esbjergensernes nordjyske visit. Efter dette stærke åbningsnummer fulgte endnu to solide spillere, og især tredje nummer, ”City Of Holy War”, var et højdepunkt i aftenens musikalske udskejelser. Generelt var sætlisten sat godt sammen – spækket med hits og domineret af drengenes nye – og aldeles anstændige – plade, Breaking The Surface. Numrene blev alle fremført med høj energi, og selvom forsanger Lars Märker så sig nødsaget til en kort ølpause hist og her, forblev koncerten en kontinuerlig, glædelig oplevelse. Gutterne spillede som en sammentømret enhed, og selvom gæstetrommeslager Sigurd Jøhnk-Jensen havde forskanset sig bag gryderne, da Meridians egen trommetæsker desværre var forhindret i at komme, var der ikke en finger at sætte på de musikalske evner.

Hvad, der dog haltede en anelse, var publikums engagement. Selvom de fremmødte var opstemte under første nummer, gik luften hurtigt af ballonen, og kort inde i sættet udviklede der sig en form for sceneskræk blandt publikum, der af uforklarlige årsager holdt en sikkerhedsafstand på omtrent 2 meter fra scenen. Selvom forsanger Märker flere gange bad menneskemængden træde tættere på, skulle vi helt hen til sjette nummer, før der virkelig skete noget. Med den lidt hårdere ”Pure Celebration” fik folk løsnet op, og der var både fællessang og knyttede næver alle vegne.

Ift. lydkvaliteten er min eneste anke, at Märkers vokal i de første par minutter var så skinger, at han mest af alt lød som en hidsig smølf – noget, der efterfølgende blev rettet op på, så det faktisk lød hæderligt. På den instrumentale side var lyden også ok, og det var glædeligt, at leadguitaren rent faktisk var hørbar.

Undervejs blev vi lovet noget, vi kunne synge med på, og det fik vi så sandelig i koncertens allersidste del, hvor gutterne fyrede den af til en coverversion af Iron Maidens ”The Trooper”. Dette førte til sand ekstase, og Platform 4 eksploderede kortvarigt i fællessang og guitarblær. Dog fremstod dette – for undertegnede, i hvert fald – mest af alt som et billigt trick; man ved, at en klassiker som denne vil få folk med på legen.

Til trods for dette var aftenens optræden bestemt godkendt, og lokalet sydede af glædelig forventning til næste hold på scenen: Defecto.

(Skrevet af Emilie Dybdal)

7/10

Defecto

Efter to gode koncerter var stemningen høj, da københavnske Defecto gik på som aftenens sidste band. Her steg temperaturen hurtigt i lokalet, da første track fra debutalbummet, Excluded, der sjovt nok også hedder “Excluded”, bragede ud over scenen. Herefter kørte Defecto den sikkert hjem med et show, som hamrede derudad og formåede at fange det fremmødte publikum på Platform 4. Frontmand Nicklas Sonne virkede til at have en fest, hvor han leverede et væld af humoristiske kommentarer og generelt havde en god interaktion med publikummet. Desuden formåede både bassisten Thomas Bartholin og trommeslageren Lars Jensen at vise, hvor dygtige og tekniske musikere de er, men den, som for mig skilte sig mest ud, var Frederik Møller, der brillerer på guitaren med soloer og guitarriffs.

Blandt sætlistens højdepunkter var numrene “Rage”, der lå forholdsvis tidligt i sættet, samt Defectos afsluttende nummer, “Sovereign” (det med den sjove musikvideo), for da disse numre blev spillet, blev der headbanget og sunget med til den helt store guldmedalje. Et lidt mere overraskende element var, da Defecto efter flere tilråb om Frozen spillede Disney-hittet “Let It Go” i en mere metallet udgave. Dette var med til at holde stemningen høj igennem resten af sættet, der ellers kørte derudad med 120 km i timen.

Defecto var i top, publikummet var i top, lyden var desværre endnu en gang et mindre problem, hvor Defecto rent faktisk havde en dårligere lyd end Meridian i det famøse Platform 4-lokale, der er skabt til DJ’s og mindre larmende koncerter. Defecto får 8½ kranie og den sidste halve for det selvironiske Disney-indslag.

(Skrevet af Christian Nabe-Nielsen)

9/10