Satanic Assault Division

Spil den med Satan!

Aftenens første indslag var de modbydelige Satanic Assault Division direkte fra helvede. De er nu danske, men i helvede ender de nok, hvis de højere magter – som man i den kristne tro kalder for Gud og Jesus – havde noget at skulle have sagt. For på scenen var der to store bannere, som hadprædikede ”Kill Christ And Piss On God”. Så var stilen ligesom lagt, og det var lige, som det skulle være. De formåede at vække vreden og det onde i folk, inden de var troppet op på scenen, og tak for det. For nu befandt man sig i den helt rigtige stemning og var klar på, hvad helvede denne satans aften havde at byde på.

De marcherede på scenen klokken 19.30 til en klassisk black metal-intro – dyster og med nogle kvinder, der synger i meget høj og messende frekvens. Forsangeren Thomas Haxen går frem på scenen, badet i det røde lys, der var på scenen, med to øl løftet over hovedet, selvfølgelig imens han laver devil horns, og så bryder helvede løs. Folk havde desværre lidt svært ved at finde frem til scenen ved starten, men sådan er det jo typisk, men det ændrede sig heldigvis. Der var godt gang i bandets sæt, og folk begyndte at indfinde sig. Fremmødet endte faktisk med at være særdeles godkendt taget i betragtning af, at dette band kom på plakaten to dage forinden på et afbud fra Deserted Fear. De skal også have stor fortjeneste i at kunne få folk væk fra baren, for de spillede fandeme fedt. Der var godt smæk på intensiteten og vildskaben, og de bevægede sig rundt på scenen og headbangede for fuld udblæsning. Nok kan man spille metal med kort hår, men hold nu kæft, hvor det altså bare dur, når de står der og svinger håret.

Det er næsten et årti siden, jeg sidst har været til et rigtig black metal-arrangement, så jeg havde virkelig noget rust, der skulle bankes af, og det formåede de virkelig at gøre. Deres musik var overraskende nok varieret i sin lyd og var på visse områder ret groovy, hvis jeg må være så fræk. Jeg nød deres sjov og fik virkelig blod på black metal-tanden. En rigtig god oplevelse, selvom showet tabte lidt af den intensitet, som de havde lagt ud med. De kom ud over scenen og integrerede med det fremmødte publikum, så særdeles godkendt koncert! Jeg vil på det kraftigste anbefale, at man tjekker de her djævle ud, for de kan virkelig spille den med Satan!

7/10

Krisiun

Spil den med Lemmy!

Efter en lovende start på aftenen var det nu tid til at blive rystet endnu mere igennem. Det skulle brasilianske Krisiun stå for, og den tunge dødsmetaltrio virkede som de helt rigtige til denne opgave. Det virkede allerede inden deres optræden som et rigtig godt valg at blande de to genrer og på den måde give lidt alsidighed til det i forvejen tunge program. Det røde lys dominerede stadig scenen, da de tre tunge mænd gik på scenen og tæskede showet i gang. Fremmødet var vokset en smule i forhold til aftenens første show og var rigtig flot. Der var som forventet smæk på lige fra start, men de formåede ikke at slippe helt godt af sted med det fra begyndelsen. De bed ikke rigtig fra sig, og det var til at fornemme på salen, som alt andet end kogte over i begejstring.

Vi skulle 15 minutter hen i deres sæt, før de for alvor fik ordentlig fat på folk, som herefter begyndte at røre på sig. Måske det var fordi, at vi for første gang denne aften blev budt andet end rødt lys på scenen, for nu fik det hele lige en dimension af blåt lys, og hvor tamt det end kan lyde, så gjorde det altså noget for selve oplevelsen. Det var helt befriende, og showet begyndte også at tage til i styrke. Forsanger og bassist Alex Camargo var også rigtig god til at tale til sit publikum og takkede for fremmødet flere gange undervejs. Jeg bed også mærke i, at hans hæse, dybe vokal bare var pissefed denne aften – den sad sgu lige i skabet. Der var sådan set ikke en finger at sætte på de tre herrers evner på deres instrumenter, for det kunne de sgu også finde ud af, og det var en fornøjelse at se på.

Alligevel tabte showet atter en gang energi, og det gik hen og døde lidt hen på den sidste del af bandets sæt. Der var dog en gruppe af folk, som gjorde deres til at give koncerten lidt energi igen med systematisk headbanging. Rigtig godt og lige det, som sådan en koncert havde brug for. Desværre stod denne flok bare sammen i den venstre side af salen, hvor den højre side stod helt stille. Det var meget mærkeligt, og man følte helt, man var en del af en mislykket flashmob. Desværre noterede jeg mig også, at det gode fremmøde, som var der ved koncertens start, var forsvundet en smule hen mod slutningen. Ærgerligt, men hvad fanden gør man så? Der blev proklameret en hyldest til en afdød metallegende, nemlig Lemmy fra Motörhead, og hvordan hylder man Lemmy? Man spiller ”Ace Of Spades”. Det resulterede i aftenens største klimaks, selvom det ikke er den bedste fremførelse, jeg har hørt af det nummer, da mange bands har gjort dem kunsten efter. De kunne takke Lemmy for det spar es, for det gav lidt liv til deres show, men desværre var det ikke helt nok.

6/10

Dark Funeral

Walk With Me In Hell!

Efter et langt frikvarter på hele 45 minutter slog kirkeklokkerne nu til messe. Krigsmalingen var malet i ansigterne, og rustningerne var fundet frem hos svenske Dark Funeral, da de i rolig stil indtog scenen. De andre bands trommesæt og instrumenter var naturligvis fjernet, og scenen var klar med bandets flotte og stemningsskabende scenografi. Man fristes til at råbe ”Det er fandeme uhyggeligt, du!”, men det var nu ret hyggeligt, for man var klar til den helt store black metal-dåb.

Og stemningen blev ikke mindre god, da de åbnede med nummeret ”Unchain My Soul” fra deres nyeste, fabelagtige album, Where Shadows Forever Reign, som vi belønnede med 9 kranier. Et album, som igen formåede at give mig lysten til black metal tilbage, og derfor havde jeg også fundet vej til denne koncert. Det var svært at se på fremmødet, at det var en almindelig onsdag aften, da der nu var godt pakket med mennesker. Langt fra udsolgt, men det var yderst acceptabelt. Ligesom med Krisiun så var folk noget tilbageholdende i starten, og vi skulle lidt hen i bandets sæt, før der rigtig skete noget. Bandet spillede ufortrødent videre i sindssygt tempo, især trommeslageren gjorde det fantastisk, og man forstår så udmærket godt, han går under sit alias Dominator. Der syntes også at gå lidt tid, før forsanger Heljarmadr rigtig fandt energien. Selvom fremtoningen under en black metal-koncert tit er meget overvågende og tilbageholdende, så virkede han ikke helt i stødet den første del af koncerten, men det kom han så sandelig efter. Der blev i hvert fald fundet en nihalet pisk frem, og han gav sig selv nogle blide slag over ryggen, og et par stykke blandt publikum fik et par små slag over håndryggen. Meget afstraffelse var der ikke i det, men det hjalp da på showet.

Nail Them To The Cross!

Som sagt tidligere så finder jeg deres seneste udgivelse enestående, og vi blev heldigvis forkælet med en del fra dette album. Desværre blev koncerten saboteret af en elendig lyd. Det var simpelthen umenneskeligt højt under bandets show, og det gjorde det i forvejen meget ensformige lydbillede endnu mere ensformigt, da det var svært at skille tonerne fra hinanden. Jeg er fan af, at metal skal spilles højt, men jeg vil sgu gerne have alle nuancerne med, ellers kan de jo for den sags skyld spille hvad som helst. Jeg anerkender den fede musik, de laver, og vil gerne have det hele med. Dog var der visse numre, hvor det virkede godt, men det var sgu til tider en unødig pinsel, og jeg prøvede at stille mig flere forskellige steder i lokalet. Nuvel, det er nok ikke alle, der er enige i det. Ikke nok med det så var der heller ikke meget gang i publikummet; man kunne godt have ønsket sig lidt mere indlevelse fra den kant af. Da bandet for eksempel gik af scenen, var der ikke ret mange, der var klar på ekstranummer, men gudskelov (undskyld ordvalget), så gik de på scenen igen. Jeg noterede mig, at der af en eller anden uforklarlig årsag bredte sig en brændt lugt i lokalet. Jeg blev enig med mig selv om, at Satan havde forladt svovlet og helvedesilden for at overvære sidste del af aftenens show. Og det var han uden tvivl blevet glad for. For aftenen blev totalt reddet i den sidste fase, som bød på tre ekstranumre i form af ”Nail Them To The Cross”, ”Atrum Regina” og ”Where Shadows Forever Reign”. De tre numre blev fremført til perfektion, og hele aftenen peakede totalt på dette tidspunkt, men desværre alt for sent. Det var alligevel en godkendt start på bandets turne, som helt sikkert har en masse godt at byde på, så længe de ikke begynder at lege russisk roulette med folks trommehinder.

7/10