Det er søndag. Eller ’Pantera-dag’, som de fleste i metalmiljøet nok vil kalde den. I Royal Arena er tusindvis samlet for at opleve koryfæerne med over fyrre år på bagen. Mens der i skyggen af denne event er koryfæer med over tredive år på bagen på besøg i Pumpehuset. Det er det svenske black metal-band Dark Funeral, der skal underholde masserne i indre København. Eller masserne er måske så meget sagt, for meget få mennesker er troppet op, og det er et noget pletskaldet gulv i kransalen. Alle er (formentlig) taget ud på Amager, men de få, der har taget turen til sort højmesse med Dark Funeral, får sig desværre en ret forglemmelig aften, hvor både opvarmning, lyd og sætliste svigter.
Grand Harvest
Grand Harvest står for opvarmningen, og de er en death/doom-kvintet fra Malmø. De har selv udtalt, at de har mistet troen på menneskeheden, og deres musikunivers er da også sortere end sort.
Grand Harvest entrer scenen til lyden af leer, som bliver slebet. Leer, der også kan ses på bandets logo, der hænger på væggen bag dem. Men den lyd, som bandet selv lægger ud med, er sløv og uskarp. Forsangeren, Dr. Häll, er iført lange mørke gevandter og hvid præstekrave. Han er kommet for at prædike den mørke fyrstes ord, men det er meget svært at høre, hvad han siger, for det hele drukner i den meget høje og distinkte guitarlyd.
Nye numre bliver dedikeret til ’misantroperne, der er dukket op på denne højhellige søndag’, men det sætter ikke rigtig skub i sagerne, for alle detaljerne fra instrumenter og kor mudrer. Det virker derfor nærmest som en panisk indskydelse, da Dr. Häll pludselig hiver et lille, rustent høstsegl frem og svinger det hen over hovederne på forreste række.
Da bandet skal fremføre titelnummeret fra deres nye EP, Till Förruttnelsen, varsler de, at det er allerførste gang, de spiller nummeret live. Og det kan desværre høres. Guitarintroen kikser og må tages om, mens Dr. Häll kommer med en vittig bemærkning, der nærmest virker som en malplaceret trussel på grund af hans onde stil. Da nummeret kommer i gang, så kan det både ses og høres, at aftalerne fra øvelokalet ikke bliver holdt. Trommen kommer for tidligt ind med sine fills, og da Dr. Häll hiver sit høstsegl frem igen, går bassisten ind i det og er ved at rive det ud af hånden på ham. Det uheldige band er i vildrede, og da de heller aldrig får lyden på plads, så er det desværre ikke den bedste opvarmning, nogen kan ønske sig.
Dark Funeral
Der er hundekoldt i Pumpehusets kransal, og efter en ærgerlig opvarmning skal Dark Funeral virkelig bappe den op fra istap. Lyset går ned, og en horrorstemme proklamerer: ’God is not here today!”. Man fornemmer bandets ikoniske omrids i mørket. De fem imposante mænd iført kulsort læder, giga nitter og skræmmende corpse paint stiller sig klar, og man bliver spændt og forventningsfuld. Men da de lægger ud med ”Nosferatu” fra deres seneste album, We Are The Apocalypse, så er lyden helt tynd. Der er ingen bund i den. Og det føles virkelig som et kæmpe antiklimaks.
Der bliver kæmpet med lyden, mens bandet spiller løs, stiller sig op i forskellige formationer på scenen, og forsangeren, Heljarmadr, råber: ’Danmark, för helvete!’. Det kan man sagtens høre, men det er også, fordi det er i en pause mellem numrene. Bandet får spillet sig varmere og varmere, men man skal fire numre ind i koncerten, før lyden på instrumenterne langsomt begynder at give mening. ”The Arrival of Satan’s Empire” er ’snabbare’, som Heljarmadr lover indledningsvis. Det går virkelig hurtigt, og scenelyset flimrer i takt med bandets bestialske buldren. Nu begynder den her koncert virkelig at kæmpe sig op ad bakken!
Man kan, med fryd, høre alle detaljerne på ”When I’m Gone” og ”As One We Shall Conquer”, der er fra det blændende comebackalbum Where Shadows Forever Reign. Især Jalomaahs trommespil skal fremhæves for sin elegante vekslen mellem det brutale og det fine. Og så kommer der for alvor gang i den tyndt besatte sal med ”Unchain My Soul”. Nu peaker koncerten virkelig!
Men lige så snart vi er på toppen, så kommer der et musikalsk intermezzo, hvor alle bandmedlemmer vælger at forlade scenen. Og da de kommer tilbage, er det med nogle lidt lumre sangvalg, hvor kun ”Open the Gates” giver lidt variation til sættet. Det går ned ad bakke igen, og da Heljarmadr fortæller, at det er tid til at trække sig tilbage, og at de nu vil spille deres sidste nummer, så er der ikke rigtig nogen i publikum, der siger ham imod. Forsangeren griber Dark Funeral-fanen og svinger den ud i rummet, men det er et forgæves forsøg på at pumpe liv i slutningen, for da er koncerten allerede gået ned med flaget.
Havde man sat næsen op efter en forrygende koncert med Sveriges mørkemænd, så fik opvarmningen, lyden og sætlisten det hele til at gå i sort. Det udviklede sig desværre til lidt af en frustrerende oplevelse og føltes som en meget lang aften i kulkælderen.