Baest

‘Godaften. Vi er Baest fra Aarhus, og vi er aftenens hårde indslag’. Således fik den allestedsnærværende frontmand Simon Olsen introduceret sit orkester i den gamle hal på Frederiksberg. Og ja, de var en for nogen særdeles hård pille at sluge. Ansigterne hos nogle af de ældre fremmødte, der nok udelukkende var kommet på grund af hovednavnet, lå ikke ligefrem i begejstrede folder i den halve times tid, landets mest populære death metal-navn stod på scenen. Men Baest var ganske ligeglade, og man kommer ikke udenom, at den charmerende og gennemført folkelige appel er noget, de to bands har tilfælles. Derudover lød den bedagede arena, der er berømt og berygtet for sin til tider tvivlsomme lyd, slet ikke værst, og når man på så overbevisende familievenlig facon, som det var tilfældet, kan komme udover scenekanten med numre som det brutale “Necro Sapiens”, så er det sgu godkendt support fra denne anmelder. Mon ikke også der var en del, der, trods alt, fik mod på mere Baest? Det tænker jeg. Når det nu engang er sådan, at D-A-D selv har peget på de iltre aarhusianere som opvarmningsband og endda også smider Jesper Binzer på scenen med dem til en duet på ”King of the Sun”, så kan man ikke rigtig gøre mere for at bygge bro.

7/10

D-A-D

Præcis kl. 21 gik det snart 41 år gamle orkester på scenen til vild jubel fra salen. Med en effektiv tretrinsraket i form af “God Prays To Man”, “Burning Star” og “Evil Twin” blev festen skudt i gang i flot stil, og den veloplagte Jesper Binzer kunne så proklamere, at de var kommet for at spille både publikums og deres egne favoritter. Skønt – så var der lagt op til en forrygende aften.

Kvartetten fortsatte ufortrødent med “Helpyourselfish” og den altid medrivende “Nineteenhundredandyesterday”. Vi fik også en veloplagt udgave af “Everything Glows”, dog med lidt guitarbommerter fra Cobber og en rusten stemme fra frontmand Binzer, der desværre skulle vise sig at drille ham resten af aftenen. Alt i alt en fed start på en koncert, der dog faldt en anelse i kadence i den midterste tredjedel. Når man har et nyt album ude – og når hele turnéen bærer samme navn som pladen – skal man selvfølgelig spille noget fra den. Den præmis må alle acceptere, men det gør alligevel noget ved flowet. “Speed of Darkness” og “The Ghost” er i og for sig rigtig fede numre, men langt størstedelen af publikum havde en alder, der signalerede, at de gamle numre måtte være at foretrække. Og der kom da også en masse fra det forrige århundrede. Det helt gamle var repræsenteret ved “Riding With Sue”, der dog var lidt halvhjertet og ikke tog kegler, hvilket resulterede i en del koncertgæsters march mod baren for at tanke op. Et andet ikke helt nyt nummer fulgte efter, men her stod bandet knivskarpt, og folket skyndte sig tilbage; legendariske “Grow or Pay” lød aldeles fremragende, og så var vi ellers i gang igen. Skønne “Crazy Wings” fulgte op på fornem vis, og så var der ikke et øje tørt under “Laugh ’n’ a 1/2”, hvilket medførte vanvittig energi i salen. Herfra så bandet sig ikke tilbage. “Monster Philosophy”, “Jihad” og “Bad Craziness” blæste folket omkuld. Især under sidstnævnte, der fungerede som sidste indslag inden ekstranumrene, lettede taget næsten, som da den danske sabotageorganisation Holger Danske blæste den gamle hal i spåner i august 1943. Av for katten, en magtdemonstration. Sådan giver man folket, hvad de fortjener og ikke mindst har til gode, når billetten koster lidt over 600 kr. Godt nok skuffer D-A-D aldrig rigtigt – dertil er bundniveauet simpelthen for højt – men i denne afsluttende fase overgik de sig selv. Det var mageløst!

Det obligatoriske ‘tak for i aften’, som reelt betyder ‘vi ses til lidt ekstranumre om to minutter’, kom som et tiltrængt lille åndehul. Her søgte mange mod udgangene for at undgå det værste mylder i metroen, mens de, der blev bag de sorte gardiner i Forum, kunne nyde tidløse klassikere som “Sleeping My Day Away” samt den sædvanlige afslutter, “It’s After Dark”. Små to timer i selskab med Dannevangs mest elskede rockband var hverken for lidt eller for meget. Det var en forrygende velproportioneret fest, hvor alle var velkomne og hyggede sig gevaldigt, men helt uden skønhedsfejl var den ikke. En grødet stemme hos Jesper Binzer kan man leve med. Men syv numre fra den nye plade, og dermed halvdelen af albummet, var lige i overkanten og brød af og til den stabile og medrivende ekstase, som kun få andre end D-A-D kan levere. “The Ghost”, “Crazy Wings” og “Keep That Mother Down” stod stærkest, men som det så ofte går, var det ikke de nye numre, der høstede de allerstørste klapsalver. Syv numre fra Speed of Darkness var mindst et par stykker for meget, men lad os bare tilgive det uden yderligere kritik. Det er jo D-A-D, og dem kan man kun knuselske.

8/10