De gav det til os, baby
The Offspring var en fast følgesvend i mine unge, letpåvirkelige år. "Smash", "Ixnay on the Hombre" og "Americana" var i en periode i fast rotation, indtil de, som så mange andre, blev erstattet af mere ekstreme bands. Derfor var der heller ingen tvivl om, at jeg måtte ned for at se giraffen. Selvom jeg stoppede med at høre dem efter i slutningen af 90’erne, har stadig de et nostalgisk greb om mit aldrende millennial-hjerte.
Tillykke med fødselsdagen
Og det er vist ikke helt ved siden af at konstatere, at jeg fik indfriet de forventninger, jeg ellers prøvede hårdt på ikke at have. For solen skinnede, de spillede mere eller mindre de sange, jeg ville høre, og efter alt at dømme på sådan cirka alles respons var jeg ikke den eneste, der havde en gevaldig fest foran Helviti. Hvor end jeg kiggede hen, blev der sunget, danset og drukket bajere, som var det anbefalet af Beredskabsstyrelsen.
Det giver også alverdens mening, for The Offspring, som i øvrigt fejrer deres 40-års jubilæum i år – hvilket gør os jævnaldrende – leverede et forrygende show. At åbne med “Come Out And Play” var et udmærket valg, for samtlige koncertgængere brød ud i jubel og hæmningsløs luftguitar. Fra start var lyden god, selvom guitaren lå en smule for langt fremme i det samlede lydbillede. Men hvad betyder det, når ingen snakker over musikken, fordi de har for travlt med at synge med på nærmest alt, der kom i deres retning?
En sludder for en sladder
Apropos snak. Det er smadderhyggeligt, når et band vil “tale med” publikum. Det løfter et liveshow til nye højder, når kunstneren lader til at være glad for at være på arbejde. Det smitter af på de fremmødte, og Dexter Holland spillede os som en billig ukulele. Vi var de klogeste, de smukkeste, I kender rutinen. Det gør mig ikke det store, han er en showman, men det, der gør mig noget, er, når HAN SELV taler ind over musikken.
Der går for meget host, americana, host i den, når man vælger at afbryde et nummer for at stå og bullshitte i sådan en grad, at jeg troede, de havde amputeret “Staring at the Sun”. Det gentog sig et par gange, og så kan man skyde med nok så meget konfetti, det skjuler ikke det faktum, at nogle bands er rigtig glade for at høre sig selv tale. Jeg synes ofte, det er et amerikansk fænomen, men det bliver nu heller ikke mere amerikansk end Orange County, Californien. Alle lagde sig i selen, og det blev bemærket blandt mine nærmeste, at nok er de gamle mænd efterhånden, men de spiller stadig, som var det 1994. Energien smittede af, musikken var et friskt pust på en festival, der spiller vred musik, og Dexter Holland bemærkede da også, at det var en sjov fornemmelse at spille på en metalfestival.
Tak gud for Cali-punk
Om det var derfor, de gjorde sig så umage, skal jeg ikke kunne sige. Men jeg er da glad på deres vegne over deres nye og forbedrede booker-team. Jeg sender derfor min dybeste medfølelse til de fire mennesker, der ikke var til stede, især dem, der forlod koncerten inden ekstranumrene. “You’re Gonna Go Far, Kid” pustede til ilden med hoppefest, men den evigt relaterbare “Self-Esteem” brændte hele lortet ned og var det sidste søm i den kiste, min stemme nu er stedt til hvile i.
For mit vedkommende var det en optimal første date efter 25 års kurtisering. Jeg lod mig fortælle af andre, der har set dem før, at det var The Offsprings bedste koncert til dato, og det er rart at få eksperterne til at validere sine egne empiriske undersøgelser. For kan man sætte Edvard Griegs “I Bjergkongens Hal” til bords med The Ramones’ “Blitzkrieg Bop”, uden at det udvikler sig til håndgemæng, og få granvoksne mænd til at skråle “Give it to me, baby!”, ved man, hvad man laver.
Sætliste:
1. Come Out And Play
2. All I Want
3. Want You Bad
4. Staring at the Sun
5. Make It All Right
6. In the Hall of the Mountain King (Edvard Grieg cover)
7. Blitzkrieg Bop (Ramones cover)
8. Hit That
9. Million Miles Away
10. Bad Habit
11. Gotta Get Away
12. Why Don't You Get a Job?
13. (Can't Get My) Head Around You
14. Pretty Fly (for a White Guy)
15. The Kids Aren't Alright
Encore:
16. You're Gonna Go Far, Kid
17. Self Esteem
