Copenhell 2023 - Guns'n'Roses

Refshalen, København

17. juni 2023

• Headliner: Guns N' Roses

Officiel vurdering: 5/10

Inden denne anmeldelse begynder, må vi desværre beklage, at vi ikke kan vise billeder.
Bandet ønskede ikke fotografer til deres koncert - hverken fra fotograven eller fra pladsen blandt publikum.

Forventningens glæde eller urealistiske høje forventninger?

Dette er givetvis en anmeldelse, der vil dele vandene, alt afhængig af hvilke forventninger, man har til det, engang vilde band, Guns N´ Roses.
Bandet, der udgav deres debutalbum ”Appetite for Destruction” i 1987, var kendte for at være rebelske, fandenivoldske, rå og uforfalsket.
Der er siden løbet rigtig meget vand under broen, og skruer vi tiden tilbage til lørdag d. 17.juni 2023, må vi desværre konstatere, at Guns N´ Roses´ frontmand Axl Rose blot er en skygge af sig selv.
Hvis man forventede, at Axl Rose ville synge på nøjagtig samme niveau, som han gjorde i storhedstiden, så blev man skuffet. Hvis man derimod vendte næsen mod Helviti for at se og opleve Guns N ´Roses uden at have alt for høje forventninger, så fik man på sin vis en hæderlig, men alt for lang en koncert at se, hvor Slash var aftenens stjerne.

"It´s so easy"

Guns N´Roses er notorisk kendte for at have nykker og at gøre, hvad der passer dem.
Denne aften startede med lettere uvejr og snakken gik på, om de kunne finde på at aflyse pga. vejret.

Scenen og bakken foran Helviti var under alle omstændigheder spækket med folk, der bare måtte have en bid af de gamle veteraner, og snakken blandt folk var let og lystig. Efter et kvarters forsinkelse begyndte grafikken på storskærmene at røre på sig, og vi fik snart de engang så populære amerikanere at se. Til en kæmpe applaus gik de på scenen og første nummer, ”It´s So Easy” åbnede ballet.
Det kan godt være, at det var ”easy”, men Axl lød, som om han havde glemt at opvarme stemmen, for det lød desværre mildest talt ikke særlig godt.

Lyden var nu heller ikke noget at råbe hurra for, men med enkelte småjusteringer kom dette til at fungere fint.

Axl Rose virkede ellers til at være i hopla, og de næste par sange, ”Bad Obsession” og ”Live and Let Die” forløb egentlig ganske smertefrit, men så begyndte det at blive lidt trægt.
En lang myriade af numre, kendte som mindre kendte, blev kørt igennem maskinen, og flere gange snublede Axls stemme, når han prøvede at ramme de høje toner.
Slash derimod agerede som den evige hjælper, der tog over, når Axl ikke formåede at føre et nummer til fordums tids højder.
Hvad Axl ikke mere kan præstere med stemmen, det kan Slash til gengæld klare på strengene. Og hvor Axl tidligere har været den klare frontfigur, var han nu degraderet til en skygge af sig selv.

Igennem hele aftenen, oplevede vi en sanger, der konstant løb ud af scenen for at skifte t-shirt, jakke, solbriller eller påføre sig forskellige smykker. Hvorfor, og hvad det skulle gøre godt for, kan vi kun gisne om. Faktum er, at han havde en fest, og blev gladere og gladere som aftenen skred frem.

I hans fravær tog bandet, og i særdeleshed Slash over, og gav publikum mange gode bidder af den rette Guns N´Roses-ånd, lige nøjagtig som vi kender den. I det hele taget var bandet meget mere på, end de plejer. Slash har igennem tiden altid fået plads til at give os en masse god guitar-lir og en masse lækre guitarsoli men det var, som om der var sket et tronskifte i bandet. Ja, folk klappede ad Axl Roses præstationer, men Slashs sublime guitarspil gik i hjertet på folk, og afstedkom masser af klapsalver, som var fuldt ud fortjent.

Med sig på scenen havde de også Duff McKagan på bas, som også fik mulighed for at synge et enkelt nummer nemlig ”T.V. Eye”, der i tidernes morgen er lavet af The Stooges. Det klarede han sådan set på en fin og hæderlig måde.
Richard Fortus, bandets anden guitarist, er også helt fænomenal. Hans evner på guitar fik vi også mange smagsprøver på, men slet ikke i samme målestok som fra Slash.
I den mere anonyme afdeling består Guns N´ Roses af Dizzy Reed på keyboard, Frank Ferrer på trommer og ikke mindst Melissa Reese, der synger kor og styrer de elektroniske lyde for bandet. Hun formåede også at løfte niveauet af vokalerne gevaldigt. Hvor Axl svigtede, gik hun ind og lagde en god bund til Axl.

Axl er stadig fyldt med karisma og energi. Den ros skal han have, og han var god til at komme med små bemærkninger til publikum, men hans mange løb, som han ellers er kendt for at mestre samtidig med, at han synger, bliver han nødt til at holde op med. Han har ganske simpelt ikke luft til det, og det kommer til at lyde forkrampet og forpustet.
Hvad Axls stemme ikke kunne bære, kunne publikums. Der blev skrålet og sunget med på de store klassikere såsom ”Sweet Child o´Mine” og ”November Rain”. Sidstnævnte var med Axl Rose på flygel, og det må siges at være det mest hæderlige nummer fra hans side denne aften. Det var snublende tæt på, at man i momentet mærkede nostalgien fra en svunden tid.

The Artist Formerly Known as Axl Rose

Axl Rose var sangmæssigt kun en skygge af sig selv, og det var for det meste en pinsel for ørerne, når han forsøgte at synge sig op i det høje register. Desværre!

Men hvad der trods alt hev koncerten op på et hæderligt niveau, var bandet, og især Slashs sublime guitarspil.
Det er ikke fair at sammenligne Guns N´Roses med, hvad de var engang, for det er så længe siden. Kunsten ville blot have været, hvis de havde skabt et show, hvor Axl Rose kunne følge med, og ikke konstant sang asynkront med resten af bandet.
En koncert der varer 3 timer og 10 minutter er simpelthen selvmord, og mange begyndte ca. halvvejs at udvandre.
Det er heller ikke i orden at starte 15 minutter for sent, når der stadig er koncerter, der skal afvikles på de andre scener, som så må vente pga. dette.

Guns N´Roses lavede musikalsk et fantastisk stykke arbejde og leverede en flot præstation, men for Axls vedkommende er det vist ved at være tid at takke af fremfor at blive udskammet.

Sætliste:

1. It's So Easy
2. Bad Obsession
3. Live and Let Die (Wings cover)
4. Chinese Democracy
5. Pretty Tied Up
6. Slither (Velvet Revolver cover)
7. Coma (Tour debut)
8. Double Talkin' Jive
9. Welcome to the Jungle
10. Mr. Brownstone
11. Hard Skool
12. Reckless Life
13. Absurd
14. Estranged
15. Down on the Farm (UK Subs cover)
16. Rocket Queen
17. You Could Be Mine
18. T.V. Eye (The Stooges cover)
19. Anything Goes
20. Civil War
21. Slash Guitar Solo
22. Sweet Child o' Mine
23. November Rain
24. Knockin' on Heaven's Door (Bob Dylan cover) (with Only Women Bleed intro)
25. Nightrain

    Encore:
     

26. Prostitute
27. Happy Birthday to You (Mildred J. Hill & Patty Hill cover) (to Dizzy Reed)
28. Patience
29. Paradise City