Dobbelt op på tons
Jeg indfandt mig på KB18 med to venner, en regnvåd lørdag aften i årets første officielle forårsmåned med henblik på at høre noget tråd. Denne aften stod i releasens tegn, da det københavnske band CABAL havde udgivet deres EP The Purge et par dage i forvejen. De havde taget deres jyske venner med, bandet Unseen Faith, som jeg hverken havde hørt eller hørt om før. Det vil jeg vælge at se som en god ting, for forventninger skal man passe på med, især når man skal høre nogle live for første gang. Men selv hvis jeg havde haft nogle forventninger, var de blevet indfriet noget så gevaldigt. For hold da kæft hvor var der tryk på.
UNSEEN FAITH (support)
Det brummer i gulvet, kan du også mærke det?
Fra det første techfumleri var overstået, til den sidste tone var døet ud, var der ikke meget andet at sige end bravo boys. Der stod godt nok deathcore i eventet, men det yder slet ikke deres musik retfærdighed. Det var tungt nok til at matche Carnifex i brutalitet og samtidig både groovy og melodisk med masser af velplacerede og veludførte breakdowns og et band der spillede røven ud af bukserne. Jeg var enormt begejstret over at kunne høre bassen og forsanger Alexander har en vokal der er skabt til den her genre. Dog vil jeg gerne indrømme at jeg synes trommeslageren Klaus var aftenens højdepunkt, for selvom hele bandet havde en sindssygt god kemi og alle hver især var knivskarpe i deres disciplin, fremstod han som ham der holdt sammen på musikken. Typisk for deathcore, er der elementer af en række andre genrer iblandet og det kan være en udfordring at skifte stil og tempo så glidende, men manden fortrak ikke en mine og vekslede imponerende ubesværet mellem disse. At alt det her så bliver serveret af en flok mennesker der ganske tydeligt hygger sig, gør det hele endnu mere spiseligt. Der blev danset lidt på scenen, der var lidt fælleshop og især den ene guitarist ville aldrig komme med i Metallica, for hans brede smil fyldte næsten hele lokalet, i sådan en grad det næsten tog brodden af den aggressive lyd de lagde for dagen.
Keep the faith
Lyden på KB18 var forbløffende god, for selvom der er lavt til loftet, var koncertens eneste lydmæssige indsigelser, faktisk kun de feedback problemer starten af showet var præget af. Det lagde dog ikke en dæmper på festlighederne og publikum tog pænt imod dem – desværre fik de ikke den respons jeg synes de havde fortjent, for hvis alt det her skal koges ned til et minimum, så rullede musikken af scenen som en Sherman tank på steroider og jeg overgav mig uden brok, for de her drenge er sateme fede. Mere af jer, tak!
CABAL (release party)
Mere metal, tak
Efter en lille pause der gav de flere og flere fremmødte publikummer tid til at tanke op på alkohol, smalltalk og nikotin; var det tid til aftenens hovedattraktion, CABAL, som undertegnede tidligere har anmeldt og nu glædede sig til at se live.
Dun dun dun dun dun beow beow beow
Første nummer var pudsigt nok Innocent Blood som starter ganske karakteristisk med en luftsirene, men den kunstpause der efterfulgte blev pludselig lang og jeg havde knapt nået at tænke det godt nok var lidt antiklimatisk, før det lød lidt tørt fra scenen: ”der går nok lige fem minutter mere..” Det var desværre ikke de eneste teknikproblemer de oplevede den aften, for efter blot to strofer inde i andet forsøg, røg lyden til mikrofonen.. Til deres store ros, skal det siges at resten af bandet spillede ufortrødent videre og der gik heldigvis heller ikke længe, før Andreas’ rustne vokal rullede ud over det nu tætpakkede lokale. Fremmødet til denne del af aftenens program var lidt mere imponerende end til Unseen Faith og der var langt mere gang i publikum denne gang, der herskede ingen tvivl om hvem der var aftenens hovedattraktion. Og på trods af lidt startvanskeligheder, så var der smæk på fra start til slut. Vokalen gik klart igennem og havde faktisk bedre betingelser end forrige band, som ellers havde en god lyd. Deres take på metallen er mere straightforward, hvor Unseen Faith har lidt flere melodiske islæt, men det gik aldrig hen og blev kedeligt – noget den type metal godt kan blive i længden. Men når man spiller så tight og så tungt af jeg kan mærke bassen i min brystkasse, så er jeg egentlig ret ligeglad med hvor mange og hvor få soloer man kan finde plads til. Det var tungt, langsomt og ondt og fra min observationspost, kunne jeg se det gik rent ind hos de forreste rækker foran scenen.
Chilishots og tourplaner
Min eneste indsigelse er såmænd bare det der med at stille sig med ryggen til publikum. Det virker halvarrogant og efter at have vekslet et par ord med Andreas over et chilishot og nogle tourplaner, kan jeg fortælle det er langt fra sandheden. Jeg fangede Chris i KB18’s luksuriøse backstagelokale og i bedste forsanger stil slog han armene ud, venligt bød på chilishots som den gode vært han nu var og præsenterede sit band. Løseligt, da det jo var HANS band og HAM jeg skulle tale med – men nu mest fordi han kun havde fem minutter til at sludre, inden han skulle ud og slæbe grej med de andre.. Jeg nåede dog at få ud af ham at de her til foråret skal pakke de rødbedefarvede, for der venter dem en 10 dage lang tour rundt i Europa hvor de tager turen ned og hen og tilbage sammen med bl.a. DTHRNR - dog uden at tage hensyn til eventuelle danske fans der måtte sidde og føle sig snydt. Men CABAL er nogle flinke mennesker der godt kan lide at spille tung musik, så mon ikke de forbarmer sig over os og indtager en scene nær dig?