Vanir

Sidst jeg var forbi Gimle, var i december 2019, hvor Rotting Christ og Moonspell spillede op til dans. Jeg huskede det som en fremragende aften med god lyd og god stemning – og håbede derfor på at gå derfra med samme følelse igen.

Aftenens første band og et band, jeg ikke kunne se, hvordan matchede ’symphonic extreme’-metal, men jeg var blevet garanteret, at de altså var langt mere symfoniske end sidst, jeg lyttede til Vanir.

Jovist, der var da en keyboardspiller til stede, men jeg tror kun, jeg bemærkede lyden derfra i enkelte sekunder på et enkelt nummer – dertil lignede herren bag en, der stod og sov eller hellere ville have været derhjemme. Da jeg snakkede med min kollega om netop dette, var hans eneste respons: ”Havde de et keyboard!?” – hvilket bekræfter min egen oplevelse.

Helt generelt kæmpede Vanir med lyden, der svingede fra dårlig til elendig. Konstant guitarfeedback, en superflad lyd fra trommerne, og så manglede der totalt en bundlinje. Det eneste, der virkeligt gik klart igennem, var vokalisten – især når han holdt taler mellem numrene. Her havde det ellers været for alles bedste, hvis det havde været der, hvor lyden forsvandt. Jeg er normalt ikke med på hele den der ’shut up and play’-bølge, men lige her var jeg decideret fortaler, for Vorherre til hest, hvor var alt, der kom ud af mandens mund, ultra-mega-super-duper bøvet. Først fik vi en brandtale om, hvordan de ser Dannebrog som et symbol på kærlighed og sammenhørighed, efterfulgt af en udstrakt langemand til de krigstrommespillende politikere – hvilket klingede ganske hult, når nu Dannebrog var et flag, vi ’fandt’, mens vi var på korstog. En ægte kærlighedserklæring! Derefter kom der en tale om at drille svenskerne – igen komisk, når nu Vanir i bund og grund spiller en genre opfundet af svensken, her, men det sjoveste var nu kombinationen af talen om den seje danske konge, der fik myrdet 10.000 bønder, og så støttetalen til Ukraine og deres kamp mod supermagter – ja, ironi er åbenbart ikke på Vanirs menukort.

Måske man havde kunnet se bort fra alle disse tåkrummende tirader, hvis musikken så havde siddet i skabet, eller bandet virkeligt havde leveret varen. Det var bare ikke tilfældet – overhovedet. Som tidligere nævnt så var lyden virkeligt ikke god, og den eneste af musikanterne, der virkede til at synes, det var fedt at spille musik, var bassisten – han var så også den eneste af musikanterne, der udviste bare en lille smule karisma den aften.

Med andre ord så kom Vanir, de så, og de gik igen. Tak, men nej tak til Vanir.

4/10

Lamentari

Det er absolut ingen hemmelighed, at jeg er svært glad for Lamentari – og generelt ønsker dem det bedste som band; det fortjener de virkeligt. At være opvarmning for Fleshgod Apocalypse er ligeså noget, jeg har ment, var på sin plads, lige siden jeg første gang hørte bandet gå amok på den underskønne EP Missa Pro Defunctis. Sidst jeg så dem, var til deres albumreleasekoncert på Hotel Cecil tilbage i maj 2024. I mellemtiden har de dog fået ny både bassist og trommeslager, og så vidt jeg kunne forstå, var denne aften deres ilddåb.

Det skulle dog, desværre, vise sig, at det ikke kun var Vanir, der led under problemer med lyden denne aften. Få sekunder efter bandet havde startet koncerten med nummeret ” Nihilitatis”, var leadguitaristen Emil Partsch nødt til at springe ned fra scenen for at løbe backstage, så han kunne få teknisk assistance til sin guitar – hvilket gentog sig kort tid efter. Ikke en god start.

Derudover kunne man ikke høre noget som helst udover trommer og keyboard på de første par numre, trods at jeg havde forsøgt at finde det perfekte sted ved vitterligt at gå fra den ene ende af Gimle til den anden – noget, jeg ellers kun har oplevet at skulle på Vega.

Bandet debuterede deres nye masker og kostumer, som mestendels mindede om en kombination af Behemoth og den maske, som den spedalske konge af Jerusalem, Balduin IV, bar i Ridley Scotts Kingdom of Heaven fra 2005. Med andre ord så så bandet storslåede ud. Både masker og kutter røg dog af efter relativt kort tid i et lille ritual, hvor de alle blev afmaskeret og velsignet af den dunkle ypperstepræst Daniel Lønberg. Helt generelt havde bandet inkorporeret disse små ritualistiske intermezzi, og dem var jeg fan af – det fungerede fremragende og vidner igen om Lamentaris teatralske ambitioner. Mere af det, tak!

Men ak, lyden blev bare aldrig bedstevenner med Lamentari denne aften, og personligt havde jeg foretrukket mere af deres ’gamle’ materiale fremfor det nye, da det – slet og ret – bare er bedre. Men selv på en dårlig dag er Lamentari bedre end de fleste andre danske bands – og så er det altid en fryd for en guitarnørd som mig at se Emil Partsch og Michael Møller stå side om side med deres hvide Flying V’s og bare flænse i strengene.

7/10

Fleshgod Apocalypse

Klassiske toner fra de gamle mestrer

Tænk sig, at det allerede er otte år siden, jeg sidst så Fleshgod Apocalypse på en scene, nemlig da de spillede på Loppen, af alle steder, i 2017. Dengang var det en afgjort 10 ud af 10-aften, så spørgsmålet var da derfor, om de kunne matche den aften.

Mens vi ventede på, at den italienske gruppe skulle gå på, kunne vi få lov at nyde et herligt mix af de store klassiske komponister som Vivaldi, Beethoven og Bach – hvilket helt grundlæggende var utroligt rart i stedet for det sædvanlige bånd med ”Heavy Metal Greatest Hits”, som man ellers altid bliver spist af med imellem koncerter.

Dans for helvede, dans!

Men så lige pludseligt slukkedes lyset, og der stod de, Fleshgod Apocalypse, og de var kommet for at danse – og slås! Hvor både Vanir og Lamentari havde kæmpet med lyden, så var den krystalklar til Fleshgod, hvilket stod klart allerede, da Veronica Bordacchini startede showet med sin fabelagtige vokal på intronummeret ”Ode to Art (De' Sepolcri)” fra bandets nyeste skive, Opera. Derfra blev vi tæsket igennem både nyt og semigammelt materiale fra bandets diskografi; det ældste nummer værende bandets ’evergreen’ ”The Violation”, men af åbenlyse årsager var fokus på sangene fra Opera.

Men det her var ikke ’bare’ en koncert; det var et show – og selvom bandet allerede havde vist mig, at de var topprofessionelle, så havde jeg ikke forventet så meget kærlighed og, ja, netop showmanship fra dem. Ligeså virkede de markant mere sammentømrede end i 2017. Alle kendte deres pladser og deres roller – om det så var, når Bordacchini skulle synge de dele, som tidligere blev fremført af den forhenværende bassist, Paolo Rossi, eller når pianisten Francesco Ferrini trådte ned fra sit podie for at brøle sine budskaber udover Gimle.

Koncertens højdepunkt må dog siges at være der, hvor man virkeligt mærkede det totale sammenstød mellem dansk og italiensk kultur, nemlig ved ”Morphine Waltz”. Her bad bandet os om at fange en makker og så bryde ud i den ondeste omgang vals nogensinde set. Her kunne man virkeligt mærke, at italienere er langt mere varmblodede end os øgler fra Nord, for hvem social interaktion med fremmede er lig med den totale sindssyge – men det til trods var det et dejligt underholdende moment, og selvom antallet af valsende folk på gulvet kunne tælles på én hånd, så sad ”Morphine Waltz” lige i skabet.

Veni, vidi, vici

Jeg skal da være helt ærlig: Jeg havde faktisk mine tvivl, om hvorvidt Fleshgod Apocalypse kunne matche den majestætiske omgang, de serverede tilbage på Loppen – især når nu de havde reduceret antallet af guitarer med 50 %. Men min tvivl blev gjort til skamme, for dét her var et band, der var kommet for at sejre – og sejre, dét gjorde de! Alt hvad de gjorde, blev serveret med lige dele charme, furore og flabethed som eksempelvis coverudgaven af Eifel 65’s infamøse rædselsnummer ”Blue (Da Ba Dee)” eller det Britney Spears-influerede vers i sangen ”No”.

Det var en fuldstændig fantastisk oplevelse fra start til slut, og den slags kan kun belønnes med den totale topkarakter, nemlig 10/10 – og hvad endnu bedre var, så lovede de, at de snart ville komme retur. Så må vi bare håbe, at ’snart’ betyder ’mindre end otte år’.

10/10