Alcest af Rolf Meldgaard · Se flere billeder i galleriet
En fortryllende aften i intime rammer.
Sidst Alcest ramte Danmark, var det i et udsolgt Pumpehuset med Birds In Row og Kælan Mikla som opvarmning. En aften vi husker tilbage på med glæde her på sitet. Franskmændene kunne i 2020 fejre ti års jubilæum på deres album, Écailles de lune, som har en vis kultstatus. Det har været en af de helt store tonegivende værker for fjerdebølgen af black metal. Altså et album som er blevet en stor inspiration for mange nyere bands som Møl og Deafheaven. Det skulle selvfølgelig fejres med en turné, hvor albummet blev spillet fra start til slut. Her var der desværre en pandemi, som ville det lidt anderledes. Heldigvis fordrev pandemien, og Alcest kunne i år stævne ud i verden og få fejret Écailles de lune med lidt forsinkelse. Med sig som support havde de taget The Devil’s Trade. Et band jeg kun havde hørt om ved navn på grund af, at de lavet et værk sammen med danske John Cxnnor, som de fremførte eksklusivt på Roadburn Festival. Det var med stor spænding, at jeg havde set frem til denne aften med de franske legender i de intime rammer i Lille Vega.
The Devil’s Trade
Jeg gik ind til denne koncert med et ret åben sind. Som nævnt i indledningen, så er The Devil’s Trade kun et band, jeg kendte af navn, fordi de har lavet værk med John Cxnnor. Et værk jeg fejlagtigt ikke havde fået lyttet til endnu. Derfor var mit forhåndskendskab med det dark-folk doominspirerede projekt etableret af David Makó yderst begrænset. Jeg kunne læse inden koncerten, at The Devil’s Trade har været et soloprojekt af ungarske Makó indtil hans nyeste plade Vidékek vannak idebenn. Live udgøres bandet af en trio, en på keyboard/synth, en på trommer og Makó selv på vokal og guitar. Et yderst spændende valg af Alcest at tage dem med som support, men det vidste sig ret hurtigt, hvorfor de havde valgt ungarerne. De åbnede med de langsomme dystre og doom-lignende toner til ”Három Ávra”. Der var total mørkt undtaget et rødt lys fra Makó’s udstyr, der meget effektfuldt kun oplyste hans ansigt. Efter en lang melodisk intro bragede Makó gennem lydbarrieren med en storladen dyb og sørgmodig vokal. Jeg tror mange, ligesom mig, fik lidt af opvågning, for sikke en stemme med masser af nerve og ægthed. Hans mimik fulgte også helt med stemmen, hvor det blev leveret med stor åben mund, og han vippede hovedet ekstra langt tilbage med smertefulde sammenklemte øjne, mens de ungarske strofer væltede ud. Selvom jeg ikke fattede et ord af, hvad han sang, så var jeg slet ikke i tvivl om, at han mente dem.
Lysshowet blev da en smule vildere, da de spillede deres næste sang ”Liminal” fra deres nyeste værk. Der blev brugt baggrundsbelysning med skiftende spots, som stod som kraftige lysstråler mellem trioen. Ordene blev også mere velkendte, da sangen er med engelsk lyrik. Selvom det var utrolige simple virkemidler, så var det simpelthen så effektfuld, da musikken blev leveret med så meget nerve og intensitet, at man bare lod sig opsluge i det sorgfulde univers. Publikum var utroligt stille, hvilket er sjælden i Danmark, og der var stor applaus efter ethvert afsluttet nummer. Bandet interagerede ikke med publikum i starten, men pludselig, mens Makó tunede guitaren, fortalte han, at han havde et råd til andre sangere. Rådet var, at det var en dårlig idé at tage på Christiania, før man skulle spille koncert, sagde han smågrinende, hvilket publikum også grinede med på. En lille seance, der viste, at på trods af alt alvoren i musikken, var det en glad spillemand, som var glad for, hvordan hans musik blev taget imod. Han fortalte også inden sidste nummer, at dette var en meget bedre oplevelse, end sidst han var i København. Her stod en kvinde i, hvad der lignede en brudekjole, og nærmest brød ud i samleje foran ham, med hvem han antog var hendes ægtemand. Dette var, mens han optrådte med musikken. Så han takkede publikum for ikke gøre dette denne aften og for have lyttet godt med. Små skønne humoristiske indslag fra de ellers gravalvorlige ungarere, der formåede at tryllebinde et udsolgt Lille Vega før Alcest, og dette de sproglige hindringer til trods. Jeg kunne nærmest ikke forestille mig en mere perfekt opvarmning til Alcest end et band som The Devil’s Trade, der på mange måder rammer nogle af de samme tangenter som Alcest.
Alcest
Selvom sætlisten egentligt var ret givet, da Écailles de lune ville blive spillet i fuld længde plus formentligt lidt ekstra godter, så var det alligevel med stor forventningsglæde, at jeg stod klar på forreste række. I baggrunden på scenen var der en aftagende halvmåne badet i blå farve på banneret. Mens alle i salen ventede spændingsfyldt på, at franskmændene skulle gå på, så sluttede DJ-musikken pludseligt, lyset i salen blev slukket og et skarpt blåt lys skinnede fra scenen. Dette mens, der kørte noget, der lød som kirkekorsintro til en film. Her tænkte alle nok det samme som mig, at det var showtime, men ak nej. For denne tomgang foregik rigtig længe. Faktisk forfærdeligt længe. Det nummer med kirkekoret ramte ikke meget over et minut, og så kørte det på repeat ufatteligt mange gange. Faktisk så mange gange, at da gentagelsen ramte 10’ende gang, så gad jeg ikke tælle mere. For en der har set ufattelig mange liveshows, så er det alligevel første gang, at jeg har oplevet en så absurd opstartsseance. Hvis man kan snakke om den ultimative koncert blue balls, så blev den da leveret her. Man gik fra at være spændt til at virkelig stå og røvkede sig. Nogen burde få en baghåndslussing for den del af afviklingen. Nuvel, på scenen kom Alcest med Neige i midten, og månens faser kunne begynde at udspille sig live med ”Écailles de lune, Pt.1” og ”Écailles de lune, Pt.2”. De var selvfølgelig badet i blåt lys til at starte med, og det var de egentligt under meget af opførslen af Écailles de lune. Trods bandets sædvanlige indadvendthed på scenen, så rakte musikken hurtigt udover scenekanten. Især da Neige og Pierre Corson begyndte at synge. Deres vokaler var simpelthen knivskarpe og supplerede hinanden med stor elegance i det flotte og atmosfæriske univers.
Desværre, og det er et ret stort desværre, så var trommerne skruet lidt for højt op denne aften, hvor resten ellers var perfekt i lydbilledet. Så på den ellers flotte ”Solar Song”, hvor en stor del af den smukke atmosfære bæres af vokalerne, blev de druknet lidt i af trommespillet, øv! Heldigvis fungerede det rigtigt godt i de sange, hvor intensiteten blev skruet op, og Neige tager black-metal-skrig-hatten på som ”Percées de lumière”. Dette var også aftenens første store højdepunkt. Publikum vippede med på hoveder, og bandet fik efterfølgende stor applaus. En af aftenens andre helt store højdepunkter var, da de spillede albumlukkeren ”Sur l'océan couleur de fer”, hvilket også er en personlig favorit. Det kunne ellers godt frygtes, at den stille, melankolske og yderst smukke 8 minutter sang ville drukne i klassisk fulde danskeres knævren om ligegyldige forstadsproblemer. Her overraskede publikum i Vega dog positivt! Jeg havde selv bevæget mig til baren i bagenden af salen på dette tidspunkt, og der var musestille under hele nummeret. Folk var fortryllet af Alcest, og nogle stod med blanke våde øjne og andre omfavnede hinanden, mens de vippede med til musikken med et stort smil på læberne. Et storslået moment af de store franske blackgaze mestre! Merci! Det var den helt perfekte afslutning til Écailles de lune-delen af sættet.
Herefter skiftede showet selvfølgelig karakter, hvor lysspektrummet blev noget anderledes, hvor der var masser af kold og varm hvid, grøn, lilla og så videre. Bandet opførte sange fra deres nyeste album, deres ældste og Kodama før de trådte af scenen. Herefter begyndte en ret jævn folkeudvandring, selvom der var lagt op til en encore. Men folk måtte åbenbart have travlt med at skulle ramme køjen denne tirsdag aften inden midnat. Alcest trådte ganske rigtigt på scenen, og tonerne blev spillet an til den yderst genkendelige ”Autre Temps”, som med gode grunde er lidt en fanfavorit. Det var til stor jubel, da folk genkendte tonerne, og et vennepar på bageste gelænder hoppede af glæde. Dette var klart aftenens tredje og sidste højdepunkt. Sættet burde faktisk have sluttet her, hvilket en del andre åbenbart også tænkte, da de smuttede ned ad Lille Vegas trapper straks efter klapsalverne. Men den 10 minutter lange ”Délivrance” fra Shelter, skulle også med, så der kunne sættes et kryds ved, at der var spillet mindst et nummer fra alle albummer.
Få kan skabe ægte magi som Alcest
Både The Devil’s Trade og Alcest skabte ægte magi via deres musik denne aften på Vesterbro i København. Den største fortryllelse, de udførte, var at få en stor forsamling af ølglade danskere til at klappe kaje og faktisk nyde musikken i en udsolgt koncertsal. Det er der i sandhed ikke mange bands, som kan mestre. Og slet ikke når så meget af musikken foregår på et sprog, en forsvindende lille procentdel i koncertsalen kan forstå. Dette skyldes, musikken var udført med stor indlevelse fra alle musikerne på scenen. Dette samtidigt med at de skabte spændende soniske landskaber, hvor man virkelig blev draget af alle følelser og ordene, der lå bag. Alcest levede stort set op til mine store forventninger, kun minimalt ødelagt af trommerne og den lidt absurde åbningsseance, og de folk som udvandrede lidt for tidligt. Ungarske The Devil’s Trade tog virkelig fusen på mig, og formentligt en del andre, for der blev stille fremmanet nogle ”Wow” i salen efter deres sæt. Sjældent har en tirsdag aften været så god og magisk som denne i Lille Vega.