Today Forever

Today Forever

I anledning af seneste udgivelse, ”Relationshipwrecks”, fra det tyske hardcore band Today Forever, fik heavymetal.dk sig en kort snak med bassist Marco omkring blandt andet seneste album og det at blande politik og musik. Marco starter dog ud med kort at introducere Today Forever.

Marco: Today Forever blev dannet i 2002 i Kassel, Tyskland, og det nuværende line-up har vi haft siden 2005. Vi har udgivet en EP, 3 fuld-længde CDer, været på tour i USA og haft shows i hele Europa. Vores seneste album, "Relationshipwrecks" er lige udkommet d. 6. januar og i øjeblikket er vi i gang med at promovere vores nye "baby".

Hvordan vil du sige at "Relationshipwrecks" adskiller sig fra jeres tidligere udgivelser?

Marco: Jeg vil ikke sige at "Relationshipwrecks" er meget anderledes end vores andre album, selv om vi indspillede det på en anden måde end tidligere – vi sørgede for at ordne en stor del på egen hånd hjemmefra, så vi kunne bruge mere tid på at prøve nye ting, hvilket virkede fantastisk med vokalen og den lyder mere rå og direkte. Jeg vil hellere sige at det er en naturlig udvikling som band, om end det lyder lidt "cheesy"… Det nye materiale er stadig personligt og dybfølt og resultatet af hvad der sker når vi fem individer i bandet laver musik sammen.

Endnu en gang har I valgt at arbejde sammen med Kristian “Kohle" Kohlmannslehner på jeres album. Hvad er begrundelsen for at vælge ham igen? Og har I overvejet andre producere?

Marco: Da vi begyndte at lave den nye plade, talte vi om at indspille den et andet sted og med en anden producer, men da indspilningen kom tættere på, vidste at det skulle være "Kohle". Vi indspillede vores to andre albums med ham, og ved og kan lide hvordan han arbejder og han ved hvem vi er som band og hvordan vi gerne vil lyde. Udover det, er han en god ven af bandet og han bor og arbejder i dette lille svensk-udseende hus, hvor det er sjovt at være.

Hvad er det vigtigste du lærte som musiker under tilblivelsen af "Relationshipwrecks"?

Marco: Jeg kan ikke præcist fortælle hvad eller hvordan jeg lærte noget nyt, men jeg er ret sikker på at jeg gjorde – på samme måde som jeg fik erfaring i forbindelse med at lave de andre plader. Jeg trackede og indspillede hjemmefra med vores trommeslager, Tim, så dette var nyt og spændende. Jeg er ret sikker på at dette udviklede mig som musiker.

Hvad er dig standpunkt omkring at blande musik og politik?

Marco: Jeg tror at nogle af mine bandkammerater måske ser anderledes på det, men jeg synes at de to ting kan blandes fint og skal blandes sammen. Jeg kom ind i hardcore fra pumk-musik og kan stadig lide og hører stadig en masse af den slags. Musik er en måde at nå folk på og er på en måde universel, så hvorfor ikke prøve at nå ud og sige noget og tage stilling? Så længe man ikke glemmer man er en kunstner, så synes jeg bare man skal gøre noget ved det. Lyt og lær.

Hvordan er hardcore/punk scenen i Tyskland? Føler du at der er fællesskab (eller et hardcore/punk miljø) hvor bands støtter hinanden? Og hvis du gør, hvordan er det så at være en del af sådan et fællesskab og hvordan hjælper det jer til at sprede ordet om Today Forever?

Marco: Det er blevet en smule mere stille på hardcore/punk scenen her i Tyskland i forhold til hvordan det var for nogle år siden. Der er bestemt et fællesskab hvor bands hjælper hinanden. F.eks. med at booke og spille shows sammen og det er fedt at være en del af det – eksempelvis kommer gutterne fra Final Prayer og hænger ud sammen med os, når vi spiller i Berlin. Det er fedt at få og have venner, hvorend vi spiller.

I har allerede nogle få tourdatoer på plads i 2012 – er der planer om en større tour i forbindelse med promoveringen af "Relationshipwrecks"? Er der planer om shows i Danmark?

Marco: Lige nu planlægger vi hvordan og hvornår vi kan turnere og promovere den nye plade. Vi vil helt sikkert spille så mange jobs som vi kan få tid til. Selvfølgelig vil også gerne spille i Danmark – så hvis der er nogle promotere der læser dette, skal de være velkomne til at kontakte os.

Har du en sidste kommentar til heavymetal.dks læsere?

Tak for interviewet og forhåbentlig får vi muligheden for at se jer snarest.