En snak om krig, ungdom og panzersokker

Joakim Brodén

Lige fra begyndelsen Når man er fan af et band er det ikke uden en hvis nervøsitet, når man skal interviewe deres frontfigur. Men efter ganske få sekunder i røret med Joakim Brodén er man ikke i tvivl om, at man taler med en helt igennem nede-på-jorden mand, som gør sit for, at det hele spiller. En god portion latter (men ikke det hele) er derfor streget væk fra interviewet!

Carsten: For det første; I har lige udsendt jeres nyeste skive “The Last Stand”, har du et favorit nummer derpå?

Joakim: Det ændrer sig simpelthen minut for minut. Hele skiven klinger bare godt i mine ører! Nogen dage er det 'Winged Hussars', den næste kan det være 'Sparta' eller 'Shiroyama'! Så jeg har ingen idé om, hvilket skulle være det bedste.

Carsten: Det er jo, som regel, rimeligt nemt at se hvad, der er jeres inspirationskilde til sangenes temaer!

Joakim: Netop. Blomster og bier

Carsten: Solskin og glæde, lige præcis. Hvordan starter Sabaton sin sangskrivning? Hvad er første spadestik?

Joakim: Normalt starter det med musikken. Nogen gange kommer jeg med et guitar-riff eller noget på keyboard - en enkelt gang endda lidt trommespil - og så arbejder vi derudfra. Men jeg er så også den eneste af os, som skriver alene.

Carsten: Så du spiller alle instrumenter?

Joakim: Nah, tjoh. Jeg startede egentlig med at spille orgel. Men det lokale band manglede en bassist, og så matte jeg jo lære dét. Og sådan var historien faktisk med de fleste af de instrumenter, jeg kan spille på. Det nederen er så selvfølgelig, at jeg aldrig er blevet god til nogen af dem! Hahaha.

Carsten: Hvor meget arbejde går der i at lave et Sabaton-show?

Joakim: Åh, pffff. Altså de store shows, som på Wacken og den slags, kræver megen snak om henholdsvis tv-optagelser, og pyroteknikerene har altid noget ekstra og sådan noget. Men den størrelse af shows har vi sædvanligvis kun et par gange om året.

Carsten: Hvad gør I så, inden I skal på scenen?

Joakim: Altså fordi vi altid spiller ret sent, står jeg som regel først op omkring middag. Så er der lidt tid inden lydprøve, dernæst er der signeringer, interviews og så er det som regel tid til at varme op inden showstart. Jeg strækker ud og laver fysiske øvelser for at sørge for, min krop ikke kramper på scenen.

Carsten: Så I har ikke nogen ritualer, I skal igennem, inden I går på? Jeg ved, at Slipknot går ind i sådan en metafysisk trance-ting, Red Hot Chili Peppers beder, Coldplay strikker og Rammstein drikker tequila. Har I sådan noget?

Joakim: Nej, ikke rigtigt. Vi drikker aldrig inden shows! Folk har ikke betalt penge for at se på fulderikker.

Carsten: Du drikker kun imens?

Joakim: Haha ja, det er rigtigt. Men det er hovedsagligt i Tyskland, folk messer, at jeg skal drikke øl. Det hænder da også, der ryger et par stykker ned på den måde, men jeg er heldigvis en stor fyr, så det slår mig ikke ud!

Carsten:  Du har jo en meget karakteristisk og let genkendelig vokal. Hvordan besluttede du dig for at synge på den måde?

Joakim: Det var faktisk aldrig planen, at jeg skulle være sanger! Jeg mødtes med et band, som ingen sanger havde, og de hørte, at jeg skrev. Egentlig skulle jeg bare skrive og spille lidt keyboard, men så bad de mig om at synge noget, og så begyndte jeg bare at skrige i mikrofonen. Efter noget tid ville de ud og spille, og jeg sagde ”Øh, drenge, vi mangler lidt en sanger?” og de sagde ”Nej-nej, du synger bare,” og jeg havde det fint nok med det. Så ville de indspille og jeg sagde ”vi mangler en sanger!” igen. Hvad gjorde de? De hyrede en keyboardspiller, de røvhuller!

Carsten: I har jo haft et par udskiftninger gennem tiden. Nogle har været store, andre små. Er det nemt nok at finde folk at spille med?

Joakim: Altså, der er jo så utroligt mange dygtige musikere derude. Rigtig mange af dem har de tekniske færdigheder til at spille det, vi spiller. Rigtig mange kan også lægge hjertet i det. Men at finde nogen, man kan holde ud til at bruge tiden sammen med i et årti eller to, dét er den svære del.

Carsten: I har jo nogle rimeligt intense tours bag jer, hvilken har været den bedste?

Joakim: Den næste! Altid den næste! Jeg prøver altid at se frem ad, og hype den næste tur helt vildt. På den måde er den tour, jeg er på, altid den fedeste nogensinde.

Carsten: På sådanne tours sker der vel nogle spændende ting. Har du nogen gode backstage-historier, du vil dele?

Joakim: Ha! Jeg har masser, men de, som er egnet til at fortælle er ikke en skid sjove. De historier, som vil være fede at høre egner sig bestemt ikke til at blive hørt.

Carsten: Vi har ellers nogle rimeligt hårdhudede læsere!

Joakim: Haha, det er jeg ikke i tvivl om.

Carsten: Nå, nu bliver det alvorligt! Du er jo en ret populær mand, men vidste du, at der findes en Facebook-side for dine sokker?

Joakim:.......Hvad?

Carsten: Det er sandt; Joakim Brodén’s Panzer Socks.

Joakim: Hahahaha, det vidste jeg ikke. Det er fandme sjovt. Selvom det betyder, at hvis de fokuserer på sokkerne, så må resten af mig være rimeligt elendig.

Carsten: Den har godt 500 likes.

Joakim: Det er 499 for mange.

Carsten: Er det da kun dig, der bør gå op i dem?

Joakim: Nej, ham klovnen, der har lavet siden må godt! Haha.

Carsten: Nævn tre bands, du gerne vil på en stor turné med - døde eller levende.

Joakim: Hmm - Queen, Rainbow og Accept. Nej, vent, Accept har vi turneret med, og det skal vi igen. Metallica! Det ville være rigtig fedt!

Carsten: Sidst, men ikke mindst, hvis du skulle vælge, hvad ville du så helst have: Zebrahove og -striber eller hummerklør som hænder?

Joakim: Helt sikkert zebrahove! Med de klør kunne jeg jo ikke lave musik; jeg ville bare ødelægge mikrofonen. Hove, helt sikkert!

Carsten: Et hurtigt shoutout til de danske fans?

Joakim: Tusind mange tak for alt jeres støtte! Tusind tusind tak!