Porcupine Tree

Porcupine Tree udsendte i september deres med spænding ventede dobbeltalbum The Incident, en dyster og krævende lytteoplevelse, som imidlertid ikke synes at skræmme bandets stadigt voksende fanskare væk. Vi mødte bandets centrale figur, Steven Wilson i Store VEGA ca.5 timer før bandets koncert samme sted.

Jeg tænkte, jeg ville starte med at stille nogle spørgsmål om det nye album. Jeg selv og mange af mine venner har syntes, at det er meget anderledes end jeres tidligere udgivelser på den måde, at det ikke er lige så umiddelbart "catchy" som de foregående. Det kræver måske 4-5 gennemlytninger, før det fænger. Har du arbejdet på en ny måde med musikken denne gang, eller…?

Ja. Jeg tror, at den største forskel denne gang var, at der ikke var lagt så meget vægt på de enkelte sange som på det at lave et sammenhængende flow af musik. Hele disc 1 er ét 55 minutter langt, sammenhængende flow af musik, ideer og fragmenter, hvor det ikke er meningen at de enkelte brudstykker skal kunne tages ud af konteksten. Så… Den måde at skrive musik på, som et sammenhængende flow, eller "eventyr" eller "rejse" er… meget intens. Og det tager nok lidt længere tid sammen med musikken før man fuldt ud kan værdsætte en sådan musikalsk rejse. Det er ikke som på de tidligere albums, hvor man måske kunne komme ind i en enkelt sang og lære at værdsætte dén og derefter gå videre til en anden sang osv.… Man er nødt til at gå til disc 1 som en helhed. Det er et meget langt stykke musik. Det er meget involverende. Der sker en masse. Jeg tror, man er nødt til at engagere sig i albummet på en lidt mere intens måde. Men jeg har altid syntes, at de album, der er mest tidløse og kraftfulde er dem, der ikke nødvendigvis gør et indtryk første gang man hører dem. Nogle af mine yndlingsplader kunne jeg decideret ikke lide første gang, jeg hørte dem. Men der var noget ved dem, der gjorde mig interesseret i at vende tilbage. Og så pludselig, efter op til 5 gennemlytninger "klikker" det…. Så ja, der er bestemt en meget anderledes tilgang til skriveprocessen denne gang. Næsten som at skrive en roman i modsætning til at skrive en novellesamling? Det her var som at skrive en roman fra start til slut.

Så du har mere tænkt på "The Incident"-disc’en som et helt album fra begyndelsen?

Ja, helt sikkert. Og jeg skrev det, som hvis det havde været en roman, så jeg begyndte med begyndelsen og arbejdede mig hen mod slutningen, så en fortælling gradvist udviklede sig. Så det var skrevet på en meget lineær måde i modsætning til før, hvor du skrev en bunke sange og så til sidst overvejede, hvad der ville være den rette rækkefølge at sætte dem sammen i. Sådan var det ikke her. Det var "start fra begyndelsen" og så ellers skrive, næsten som at arbejde på en roman eller et filmmanuskript, hvor historien, plottet og figurerne og alting ligesom kunne udvikle sig på den rette, tilfredsstillende måde. Hvilket er svært! Det er svært at få det helt på plads.

På "Time Flies" fra det nye album refererer du til "Sgt. Pepper" og "Are You Experienced?" ["I was born in ’67 / The Year of Sgt. Pepper / and Are You Experienced?"] Er det blot tænkt som en slags historisk markør i relation til dit eget liv, eller ønsker du at positionere "The Incident" i forhold til klassiske albums som disse?

Åh, jeg ville bestemt ikke være så arrogant, at jeg ville sammenligne det her album med… Mit svar er snarere midt i mellem: Det handler lidt om, at jeg føler, at mit fødselsår har en slags romantisk betydning, lidt på samme måde som nogle folk tror, at ens stjernetegn påvirker ens liv og ens personlighed. Jeg vil argumentere for, at 1967 er det væsentligste år i rockens historie på den måde, at det her var året, hvor rock gik fra at være en populær kunstform til at være en kunstform, der var populær, hvis du forstår, hvad jeg mener.... Her havde du albummets "fødsel" som kunstform. Jeg mener, før ’67 handlede popmusik mere om singler. Samlet på albums somme tider, men mere om singler. Og pludselig havde man Sgt. Pepper, man havde det første Hendrix-album, det første Doors-album, det første Pink Floyd-album, man havde "The Summer of Love", Montreux pop-festivallen, man havde The Who’s Sell Out, man havde alle de her fantastiske plader, der ligesom tog fat i ideen om et album som netop mere et musikalsk kontinuum eller en musikalsk fortælling og løftede det til et højere niveau som kunstform. Jeg mener, at før det havde popmusik generelt været en anelse triviel i forhold til f.eks. litteratur, film eller kunstverdenen i det hele taget, men pludselig var popmusik helt deroppe. Og jeg har altid haft den let romantiske idé, at fordi jeg var født det år, har det påvirket den musik, jeg laver. Altså, jeg har selvfølgelig ikke lyttet opmærksomt til Beatles, da jeg var et spædbarn, men jeg tror, at noget ved det år, jeg er født i, har påvirket mit liv og min personlighed, både musikalsk og i det hele taget. Og der er masser af referencer på albummet, ikke kun i teksterne, men også musikalske referencer til ting, jeg lyttede til, da jeg voksede op, musik, der har været min første påvirkning.

Når jeg lytter til den vignet-agtige karakter af små stykker som "Great Expectations" og "Your Unpleasant Family" får jeg associationer til et album som Beatles’ "Abbey Road"…

Ja, helt sikkert. "Abbey Road" er et godt eksempel. "Thick as a Brick" af Jethro Tull var også absolut i mine tanker som et stykke musik af den type, der varer et helt album… Der er alle mulige påvirkninger… Jeg tror, vi på det her stadium i bandets karriere er blevet mere trygge ved… jeg er i hvert fald blevet mere tryg ved at referere til ting i min "musikalske DNA" uden at føle mig så selvbevidst omkring det. Jeg vil tro, at vi er blevet så tilstrækkeligt selvsikre, at vi er klar over, at uanset hvad vi laver, vil det lyde ligesom Porcupine Tree alligevel. Så vi kan lave "homages" til hvad som helst, og det vil stadig lyde som os i sidste ende. Men selvfølgelig kan man høre referencerne – jeg vil mene, de er forholdsvis tydelige.

Et spørgsmål angående teksterne på "The Incident": Du har andetsteds fortalt om, at "The Incident" i høj grad handler om, hvordan medierne distancerer sig fra ofte forfærdelige begivenheder ved at referere til dem som "incidents". Jeg har imidlertid også bemærket, at der synes at være et mysticisme-tema på albummet, særligt i titelnummeret ["dead souls in the rear view mirror…"], "The Seance" [om en åndemanersession à la "ånden i glasset"] og også i en del af Lasse Hoiles coverillustrationer. Kan du fortælle lidt om motivationen for…

Ja, du har ret, men det tema er ikke bare et, der løber igennem dette album, det løber faktisk gennem hele min karriere. Da jeg var meget ung, var jeg meget optaget af spøgelser og ånde-fotografier. Jeg har også lavet et album med et af mine andre projekter, Bass Communion om EVP, "Electronic Voice Phenomena", det at man hører stemmer på et [ellers blankt] bånd. Jeg er fascineret af den slags. Jeg er ikke sikker på, om det er noget, jeg tror på, men det er interessant, at noget af den kunst, der er kommet ud af eller har været inspireret af det felt, er noget af den kunst, jeg holder mest af. Jeg tror, når alt kommer til alt, at grunden til min fascination er, at jeg er fascineret af de her ideer om "forfald" og ideen om fortiden, der bryder igennem til nutiden. F.eks. vil du på mange af vores plader kunne høre lyden af gamle knitrende vinylplader. Det nye album er ingen undtagelse – der er pladeknitren igennem hele et af numrene i "The Incident"-suiten. Lasse [Hoile] og jeg deler en fascination af spøgelser og ting fra fortiden i det hele taget som et synonym for forfald, som et synonym for nostalgi, fortiden, nogle gange din egen fortid… Der er noget ved ting, der lyder gammelt – de har nærmest et gyldent skær over sig. Hvis du lægger mærke til det, er der også mange af de keyboardlyde, vi bruger – mellotrons, hammondorgel…

Moog-agtige lyde…

…Moog-agtige, ja, ting der lyder gammelt, men samtidig klassisk og har en slags grynet karakter eller tekstur… Den type "forfald" er en del af lyden. Og du har ret, det præger også teksterne, denne her fascination… Der er andre sange som "The Yellow Window of the Evening Train", der er en meget nostalgisk sang om fortiden, og "Time Flies" er i sig selv en sang om spøgelser, ikke i bogstavelig forstand, men spøgelser fra min egen fortid, spøgelser fra min barndom… Det er et tema, der også strækker sig ud over f.eks. "The Seance", som igen handler om noget fra min barndom – jeg havde faktisk en sådan "seance" med nogle venner, og det var meget uhyggeligt. Ikke fordi jeg tror, der faktisk skete noget, men fordi du ved, når du samler fire børn, der er meget overspændte og høje af adrenalin, så vil man helt naturligt gensidigt forstærke hinandens frygt, så man føler, at noget faktisk sker, selv om det ikke gør. Så den fascination… Jeg købte for nylig en bog om åndefotografier fra slutningen af 1800-tallet, og fotografierne er virkelig smukke. De er åbenlyst svindel, men de er SÅ smukke… Sepia-toner… Følelsen af, at noget fra så lang tid siden taler til en, er en meget stærk følelse for mig.

For at snakke om noget lidt andet: du sagde tidligere, at disc 1 af "The Incident" er et sammenhængende hele. Hvordan vil du relatere disc 2 til disc 1? Er det lidt som forholdet mellem "Nil Recurring"-EP’en og "Fear of a Blank Planet"?

Ja, på en måde. Måske er den bedste måde at udtrykke det på, hvis man bliver i de litterære analogier. Hvis du tænker på disc 1 som en roman, så er disc 2 en samling af noveller, der behandler nogle af de samme temaer, men alligevel står for sig selv. En af grundene til, at vi har gjort det på denne måde, er lidt på grund af Nil Recurring. Jeg tror lidt, vi begik en fejl med Nil Recurring... Virkeligheden er sådan, at når du udgiver et album, så er al promotion, turneer, presseomtale etc. fokuseret omkring albummet. Så hvis du senere udgiver en håndfuld numre, du også er meget stolt af, så falder de lidt uden for søgelyset. Fans’ne kender selvfølgelig til dem, men generelt får numrene ikke lige så meget opmærksomhed. Og jeg tror, vi følte, at de fire sange, vi havde denne gang, som ikke rigtig passede ind i selve "The Incident", på deres egen måde var lige så stærke, vi var lige så stolte af dem. Og vi ville ikke have, at det samme skulle ske igen. Så vi tog den beslutning at kombinere de to discs… så du har romanen og novellesamlingen! To forskellige lytteoplevelser til to forskellige dage eller måneder, eller hvornår det måtte være. Og det ser ud til at fungere.

Okay, jeg har også nogle spørgsmål om det at spille live... Først skulle jeg måske lige spørge, hvordan touren er forløbet indtil nu?

Den er gået fantastisk godt...

Hvordan har det nye materiale fungeret live?

Det bliver bedre og bedre for hver gang. Det er meget kompliceret at udføre... Vi spiller hele den første cd i sin helhed som første halvdel af showet. Det tog os et par shows at få det helt på plads. Jeg synes, vi er blevet meget trygge ved det nu. Det fungerer glimrende, og vores fans lader til virkelig at kunne lide det. Turen er gået fantastisk godt. Jeg er ikke helt sikker på, hvad der er sket mellem det foregående album og dette album, men et eller andet er der sket, for der kommer dobbelt så mange og hører os i denne omgang. Det er fantastisk. Jeg ved ikke hvorfor, men der synes virkelig at være en appetit efter det, vi laver. Så det er gået virkelig godt indtil videre.

Jeg så et interview med dig andetsteds, hvor du sagde, at du fandt selve skriveprocessen mere stimulerende end den ofte ret langsommelige, trættende proces med at indspille et album. Hvordan har du det med at spille materialet live? Jeg mener mht. at øve og skulle gentage tingene mange gange osv.?

Jo, øvere kan være ret hårdt arbejde nogle gange, men jeg kan nu godt lide at spille live.... Forskellen mellem det at indspille og at spille live er, at når du indspiller, forsøger du at skabe en definitiv udgave af musikken. Og dér kan det godt blive lidt langsommeligt, fordi du kan blive besat af meget små detaljer, idet du ved, at det her kommer til at blive hængende for eftertiden. Du kommer til at sidde og lytte efter ting som "er den der lilletromme høj nok?" "Stemmer den guitar?" "Måske skulle den dér linje synges på en lidt anden måde?" Det bliver meget trættende, fordi du holder op med at forholde dig til musikken som musik. Du begynder at forholde dig til den mere som en slags teknisk øvelse. Det er ikke tilfældet med at spille live. Hver aften er det en ny fortolkning, og der vil blive lavet fejl, men når du har lavet en fejl, er den allerede fortid. Og... bortset fra de piratoptagelser, folk laver, selvfølgelig... så bliver det ikke bevaret for eftertiden. Det er lige meget, det er allerede historie. Så jeg tror, der mere er en fornemmelse af glæde over at opføre musikken live... at genskabe musikken, om du vil. Men selvfølgelig kan der være trættende sider af det også. Du ved, Joni Mitchell er berømt for at sige, at det at tage ud at spille live er som en maler, der maler det samme maleri hver aften hele sit liv. Som hvis Picasso skulle male "Guernica" hver eneste aften, i en ny by hver aften. Det ville en maler aldrig gøre...

Undtagen hvis de var impressionister eller noget...

Ja, måske - der er selvfølgelig nogle malere, der maler det samme billede igen og igen. Francis Bacon malede "The Screaming Pope" ca. 8 gange, men under alle omstændigheder forstår du min pointe. Det er en bizar idé at flytte fra by til by og male det samme billede hver aften. Men det er det, vi gør! Og jeg tror, forskellen er, at alle publikum er forskellige og spillestederne er forskellige, rummene har forskellige atmosfærer og akustik, og øhm... Jeg keder mig ikke endnu. Spørg mig igen om en måned, når jeg har spillet 20 jobs mere, så... Jo, nogle aftener er arbejde, og nogle aftener er fornøjelse. Forhåbentlig lægger publikum aldrig mærke til forskellen, men nogle gange er det bare arbejde, jo.

Et andet spørgsmål ang. turneen. Katatonia varmer op for jer. Vælger I selv jeres opvarmningsband...

Ja, selvfølgelig.

Kan du fortælle lidt om valget af Katatonia?

Vi har 5 forskellige kunstnere til at åbne for os på denne turné.... Det kan være ret svært for bands nu om dage at tage ud og være med på en lang turné, hvor man varmer op for et andet band - for det koster mange penge. Nogle bands er faktisk nødt til at betale for at komme med på en turné. Sådan arbejder vi ikke - vi betaler de bands, der varmer op for os, omend vi selvfølgelig ikke kan betale dem så meget - men ellers skal bandet næsten altid ud at finde penge til det, og i øjeblikket giver pladeselskaberne ikke meget støtte til bands, der vil ud at turnere. Så i stedet for at have ét opvarmningsband på hele den 2 ½ måned lange turné har vi inviteret forskellige bands, vi rigtig godt kan lide. Vi havde Robert Fripp på de første shows, så Katatonia, vi har Rose Kemp, vi har et band, der hedder Demians, fra Frankrig, vi har The Stickmen... Alle sammen glimrende bands, og alle bands, vi enten er venner med, har arbejdet sammen med eller beundrer. Katatonia er absolut et band, jeg er gode venner med og beundrer, og jeg synes de er et fantastisk band, og... en af tingene med Katatonia er, at indtil nu er de stort set kun blevet præsenteret for metalfans. Og jeg synes, deres lyd for længst har transcenderet "metal". Men desværre er de ikke rigtig nået ud til et publikum uden for metal-fanbasen endnu. Så jeg synes, en tour som denne er god for dem, for vores fans er mest fra progressiv og art-rock-lejren og kender sandsynligvis ikke Katatonia. Men jeg synes absolut Katatonia har potentialet til at appellere til folk, der kan lide den slags musik også. Så det virker som en god kombination.

Det er ikke særlig lang tid siden, du udsendte dit soloalbum, "Insurgentes" - fantastisk plade i øvrigt...

Tak!

Er der nogen chance for at høre det materiale live, eller reserverer du det til solo-jobs, eller?

Jeg tror ikke, jeg ville spille noget af det med Porcupine Tree - og de ville heller ikke have lyst til at spille det under alle omstændigheder, men øh... Min plan på længere sigt er at lave en soloplade nr.2 og så turnere med repertoiret fra begge albums. Jeg tror, det ville have været hårdt at tage på turné med bare den ene plade, også selv om jeg faktisk skrev en hel del musik til den... Jeg vil gerne lave en plade nr.2 og så sammensætte et nyt band, der bare skal spille min solomusik. Jeg har ikke rigtig lyst til at blande de to ting [= solo og Porcupine Tree] sammen.

Så når du skriver materiale til Porcupine Tree, har du det bands medlemmer i tankerne?

Ja, naturligvis.... Det er ikke, fordi jeg føler mig meget bundet af det, men samtidig ved jeg instinktivt, at der et særligt sted, hvor vi alle sammen kan "mødes", nogle ting, vi er enige om, at vi alle sammen kan lide at spille. For at sige det helt enkelt: Solopladen er den musik, jeg ville lave, hvis jeg kun var mig selv. Den musik, jeg skriver til Porcupine Tree, er den musik, jeg ved, vi alle samen vil være enige om, at vi gerne vil spille. Der er bestemte ting, jeg ikke ville bede bandet om at spille, ting, som de ikke ville kunne relatere til, og det er den slags ting, der er flydt meget over i mit soloprojekt.

Mens vi taler om fremtidige projekter, hørte jeg for nogle år siden et rygte om, at du, Mike Portnoy og Mikael Åkerfeldt ville lave et projekt sammen. Hvad er status på det?

Jeg tror ikke, det bliver til noget. Jeg tror, Mikael Åkerfeldt og jeg vil arbejde sammen igen på et eller andet, men desværre.... Første gang jeg mødte Mikael for mange år siden, ni år siden eller noget, talte vi om at lave et eller andet sammen. Oprindeligt var ideen at lave et eller andet ved siden af vore respektive bands, men i stedet endte jeg med at arbejde sammen med Opeth på nogle få plader, hvilket var rigtig sjovt. Vi har altid haft intentionen om at lave noget igen sammen. På et eller andet tidspunkt dukkede denne her "super-group"-idé op... Jeg synes bare... Jeg synes, og jeg tror Mikael er enig med mig, at på det her stadium ville der være alt for høje forventninger og... Jeg tror, tiden er løbet fra det. Jeg er dog sikker på, at Mikael og jeg vil lave et eller andet sammen. Han er en af mine bedste venner.

På en måde leder det her mig hen til mit næste spørgsmål, nemlig angående den indflydelse, metalscenen har haft på dig. Fra "In Absentia" og frem (der er selvfølgelig enkelte hints af metal på "Signify" også) kommer der mere og mere metal ind i musikken. Tror du, at din øgede interesse for metalscenen har været symptomatisk på en ændring i din måde at skrive på, eller har metalscenen haft indflydelse på din sangskrivning?

Bestemt det sidste. Jeg mener... Det første musik, jeg kunne lide, da jeg var barn, var "New Wave of British Heavy Metal". De første bands, jeg dyrkede, var bands som Diamond Head, Iron Maiden og den slags. I mange år havde jeg mistet kontakten med det. På en måde troede jeg, at metalmusik var noget, jeg havde efterladt i mine teenage-år. mine år som teenager. Og så, i år 2000 eller 2001 introducerede en af min franske venner mig til en lang række af de her ekstraordinære bands, der lavede metal lige omkring årtusindskiftet. Måske vigtigst af alt spillede han Meshuggah for mig. Som blæste mig omkuld. Jeg tænkte, "okay, det er her de virkelig interessante musikere er på vej hen nu om dage. De er ikke inden for indie-musik, de er ikke inden for progressiv rock - de laver ekstrem metal." Og jeg hørte Opeth, som - igen - blæste mig omkuld. Og nogle andre bands. Ikke så mange. Jeg er nødt til at sige at 99% af de metalbands, jeg hørte, havde meget samme almene fællesnævner og var ikke særlig interessante. Men 1% af de bands, jeg hørte, forandrede... Lad os bare sige at de inspirerede mig til igen at indarbejde metal i mit musikalske ordforråd. Det blev en del af udtrykket, og en meget stærk del. Lidt mindre på The Incident. Det afspejler måske, at jeg ikke rigtig har været så interesseret i metal de sidste par år, fordi jeg ikke har hørt noget, der rigtig har begejstret mig. Undtagen Opeths seneste album, som jeg synes, var fantastisk. Men de er igen et band, der har transcenderet metal. De er bare Opeth nu. Det er ikke så meget metal-aspektet af dem, der inspirerer mig nu, som det er hele den lydverden, de har skabt. Jeg har ikke hørt det endnu, men efter sigende skulle det nye Katatonia-album være fantastisk. Det glæder jeg mig til at høre. Jeg brød mig ikke så meget om det sidste Meshuggah-album. Jeg synes, det var meget "almindeligt" for dem.... Du ved, som for så mange andre, er mit output meget et produkt af mit input. Så hvad der end foregår i mit liv, den musik, jeg hører, de film, jeg ser, de bøger, jeg læser, de oplevelser, jeg har, mine venner og families oplevelser, det påvirker alt sammen helt naturligt mit output. Så på In Absentia kunne man høre forbindelsen til metalmusik. Nu er det begyndt at fortage sig lidt, men du ved... det kommer måske tilbage! Det kræver bare ét band, der blæser mig omkuld, og så vil du formentlig høre det hele vende tilbage igen.

Mens vi taler om påvirkninger: I har medlemmer af King Crimson og Rush med på de to forrige albums. Er der andre af dine helte, du godt kunne tænke dig at arbejde sammen med i fremtiden?

Ikke nødvendigvis "helte", men der er mange folk, jeg ville elske at arbejde sammen med. Sidste måned opdagede jeg et fantastisk band fra Texas, der hedder Shearwater. Ved ikke, om du har hørt om dem...

Nej.

… de har lavet et album sidste år, der hedder Rook, og det er uden tvivl mit yndlingsalbum fra de sidste 12 måneder. Og jeg fik kontakt til hovedmanden i Shearwater, Jonathan Meiburg, og vi vil lave et eller andet sammen. Jeg tror, der er to ting, jeg godt kan lide for tiden... Der er det her med at arbejde med folk, du er vokset op med, hvilket er fantastisk, du ved - Sir Robert [Fripp] og Alex Lifeson f.eks - på en måde slutter man en cirkel. De folk, du lyttede til, da du voksede op, er nu folk, du arbejder sammen med. Men så er den anden ting, der bare handler om gensidig respekt, og Opeth ville være et godt eksempel på det. Folk, hvis musik du er vild med, og som er vilde med din musik - det er fedt at finde sammen med den slags mennesker.... Så svaret er: Ja, men der er for mange at nævne. Bogstavelig talt tusinder af folk, jeg gerne vil arbejde sammen med. Og forhåbentlig vil jeg arbejde sammen med nogle af dem i løbet af de næste par år.

Blot et enkelt spørgsmål mere...

Jep.

Jeg husker, at I optog en DVD i Tilburg sidste år...

Det er rigtigt.

Bliver den udgivelse stadig til noget, og hvornår kan vi i så fald forvente at se den?

Den bliver absolut til noget. Det er bare et spørgsmål om tid. Vi har indlysende nok valgt at prioritere det nye album højest i år. Vi kunne have færdiggjort DVD'en i år, men det ville have betydet, at det her album skulle have ventet til næste år. Jeg tror, det bare er et spørgsmål om at komme tilbage til redigeringen og mixingen... Det er vi selvfølgelig allerede begyndt på... Jeg tror at foråret 2010 vil være et realistisk udgivelsestidspunkt.

Heldigvis behøver jeg ikke at vente så længe med at høre jeg live, idet jeg også anmelder koncerten i aften, så... tak for dette interview.

Min fornøjelse. Mange tak. Hyggeligt at møde dig og håber, at du vil nyde koncerten!

Tak!