King Diamond

Med nyt album i støbeskeen, samt en massiv Europa tour lige rundt om hjørnet, var det passende at få en snak med Danmarks metal monark nr. 1, King Diamond.

Sædvanen tro var han i topform med snakketøjet, og blandt de mange emner, kom vi blandt andet et smut forbi Uriah Heep, barndommens monstre under sengen, amerikansk mentalitet og de famøse Muhammed tegninger. Da King Diamond påbegynder indspilningen af det næste album her i begyndelsen af marts, lægger jeg ud med at spørge om han kan løfte lidt af sløret for hvad det er for nogle modbydeligheder vi kan vente os denne gang.

Ja, se det vil jeg ikke fortælle noget om endnu, for jeg er slet ikke nået så langt med historien at jeg vil begynde at fortælle hemmelighederne. Det er et lidt tidligt stadie, men vi har skrevet al musikken på demobasis og coveret har vi også, og det har inspireret meget af den følelse jeg har indvendig. Der ligger en hel masse idéer og følelser deri (coveret) og i musikken. Jeg fik først Andy’s musik for en uges tid siden, så det er meget nyt. Vi indspiller lidt anderledes denne gang, så når Andy kommer over til mig, starter vi med at lave guitarerne og keyboards. Når det så er lavet, går vi i studiet hvor Matt ligger trommer på de helt rigtige guitarer og keyboard stykker, i det helt rigtige tempo. Så han skal ikke sidde og spille trommer til en eller anden cue-guitar, det er som regel lidt sløset når man spiller på den måde. Når Matt så er færdig kommer Hasse og ligger bas på, og han kan godt lide at køre en masse forskellige basgange. Nogen gange er det trommerne han læner sig op af, og andre gange er det så guitarerne. Han laver gerne tre forskellige versioner, og så finder vi den basgang der passer, til når jeg senere hen laver vokalerne. Det er det bedste materiale jeg har skrevet nogensinde, men du kan helt klart høre at det er King Diamond, så det er ikke fordi vi har ændret stil. Men der sker meget i musikken denne gang. Så medmindre vi selv totalt ødelægger det, så bliver det her klart det bedste King Diamond album nogensinde – det er jeg overhovedet ikke i tvivl om. På det stade hvor vi er nu, med de færdige demoer, er det langt bedre end "Puppet Master", som jeg ellers var meget godt tilfreds med. Jeg tror virkelig folk får et chok over hvor fedt det bliver, og det er ikke kun os selv der siger det. Brian Slagel så også coveret da han var her, og det første han sagde; ’Vi får nogle problemer her’, hehe...

Vi er selvfølgelig mange som glæder os til at høre det færdige resultat, og der er med andre ord, ingen tvivl om at King Diamond fortsat holder gryden i kog, og på ingen måde har tænkt sig at drosle ned foreløbigt. I sig selv ganske imponerende, når nu manden har været aktiv i branchen i over 25 år, og næppe kan beskyldes for at lefle for tidernes skiftende trend. Det kunne derfor være interessant at høre, hvordan han bærer sig ad med at bevare sin til stadighed åbenlyse entusiasme.

Jamen altså, jeg nyder det mere og mere vil jeg sige, og jo mere man har lært af ting og sager... Når jeg skriver musik bruger jeg en masse anderledes metoder, end Andy gør. Der er nogle af de ting han får fra mig af på demobånd, hvor han bare sidder; "Hvad fanden er det der bliver spillet der?". Oftest er det to grundguitarer, hvor der ligger én i hver (højtaler) side, og halvdelen af tiden spiller de ikke det samme, men de spiller den samme grundtone i akkorden. Så det lyder som om man ikke har fingre nok til at lave de der akkorder på en guitar, og så må han helt tæt på højtaleren får at finde ud af hvad det er der bliver spillet. Jeg har aldrig lært at læse musik, og ved kun det mest simple om en guitar. Jeg ved den tykkeste streng øverst er E strengen og den næste er A strengen, men der stopper det altså – og det er det samme med keyboard, hvor jeg også kun lige ved hvad et E og et A er. Men jeg har aldrig haft brug for mere (viden), og det kan være både godt og ondt. Det kan hæmme én hvis man kender for meget til musik...

Det bliver for skolet...

Ja, simpelthen. Der er steder hvor jeg tager chancen. I slutningen af ét af de nye numre (på det kommende album), ligger der to små guitarer i baggrunden af nogle violiner, og de giver en virkelig fed svømmende fornemmelse. Men med bare det jeg ved om musik, er der ingen logik i de toner de spiller. Det lyder som en knaldflot harmoni, men det burde være totalt disharmonisk. Det er sådan en lille ting som jeg ikke forstår, og hvis jeg var musiklærer havde jeg nok aldrig forsøgt det. Jeg prøver alt, og det er et spørgsmål om følelser for mig - og om det lyder godt og den fornemmelse det giver mig.

Angående følelser og fornemmelser, så har King fundet sig godt til rette i det Amerikanske, hvor han har boet i godt sytten år. Jeg mindes dog en vis skepsis fra hans side, dengang han lige var rykket derover. Men noget må jo have ændret sig.

Ja, først var det Los Angeles hvor hele bandet flyttede over i 1988, og jeg kan stadig godt lide at komme til Los Angeles og f.eks. New York på en tour, og nogen gange er vi startet op med at øve sammen i Los Angeles, i dagene op til en turné. Så på den måde kan jeg godt lide at komme der, og jeg har jo prøvet at bo der, men det brød jeg mig ikke om. Det var spændene lige i starten, men efter et stykke tid appellerede Hollywood altså ikke til mig. Det var simpelthen alt for langt væk fra det som jeg er vokset op med. Der var for meget plastik.

Så det er mere autentisk i Dallas?

Det er en helt anden mentalitet, og man kan jo næsten sige at hver en stat, er ligesom at komme til et nyt land i Europa, så forskelligt er det – både i landskaber og folks væremåde. Det er ikke ligesom Aalborg, København eller en anden by i Danmark, for der føler man jo ikke de der store forskelle, og det gør man altså herovre. New York f.eks., der kan jeg heller ikke bo, der er alt for høj fart på. Når vi kommer til New York (på turne) kan jeg lige med det samme mærke stresset, alt er i så højt et tempo der, men jeg kan godt lide at være der og det er spændene. Men i Dallas er det meget tættere på Danmark, med mentaliteten. Det er mere afslappet, ikke det der hidsige overfladiske Hollywood tempo, hvor alle skal prøve at være bedre end hinanden. Her i Texas er der et ry, ’southern personality’ kaldes det, og det må jeg virkelig sige folk her lever op til. De har de her store centre med mange butikker, og når du går igennem der, bliver du mødt med smil alle vegne. De kan godt se at man bare er på vej igennem, så det er ikke fordi de prøver at lokke én over til at købe noget. De står måske ved deres skranke eller er i gang med at sætte varer på plads. "How are you doing today?" og så videre, og de første gange svarede jeg ikke tilbage, jeg tænkte bare; "Hvad fanden spørger du mig om det for?, jeg kender ikke dig, jeg ved ikke hvem du er, jeg skal ikke købe noget her, det kan du godt se, ik?" Det var den fornemmelse jeg havde, og så opdager man bagefter at man har været ubehøvlet, ved bare at vade forbi uden at sige noget. Spørger du en om vej, kommer folk glade hen og hjælper, og det er det sind der er her generelt. Der er jo altid kriminelle elementer, men generelt er det den holdning der er. Hvis du har en bil som ser fed ud, og du kommer ind på en tankstation og fylder lidt benzin på, så risikere du ofte at personen der står og fylder på ved siden af siger; ’Ej mand, det ser fedt ud, det er skide godt lavet’ o.s.v., og så står man sådan helt benovet, og siger ’tak skal du ha'’.

Da vi nu var godt i gang med sammenligninger/forskelligheder mellem USA og Danmark, var det passende lige at få sat fokus på Danmarks nye verdens eksponering. Mange herhjemme, muslimer såvel som danskere, er efterhånden ved at brække sig af hele den debat der har kørt om Muhammed tegningerne. Alligevel kunne jeg ikke dy mig fra at spørge hvad King’s syn er på hele den polemik, der tilsyneladende har kastet Danmark ud i sin største internationale krise siden Anden Verdenskrig.

Der er ting i den her verden, som jeg aldrig kommer til at forstå. Der er for meget religiøst ballade, det har der altid været, men jeg synes det bliver værre og værre. Jeg har aldrig haft noget som helst imod nogen religion, og har altid ment at folk sgu må tro på lige hvad de har lyst til. Netop fordi der ikke er nogen beviser for noget som helst, og det er fakta… nej, det er også forkert… altså at tro alle kan være enige om det, fordi, det kan man bare ikke. Det er det som er så vanvittigt, men rent logisk er der ingen der har noget bevis på, at de tror på den rigtige gud, og der er heller ingen, der kan bevise, at der ingen guder er.

Næ, for så troede alle på det samme…

Det er jo lige det, og det er logikken bag ved det. Det er derfor det hedder tro. At vi tror, at sådan er det. Men at man på det grundlag, kan være så hadefuld, at man slår hinanden ihjel, og at man tror at verden er opbygget på én måde. Min hjerne kan slet ikke begribe det, jeg har altid levet meget logisk. Jeg har ikke nogen trosretning selv, så for mit vedkommende har jeg brug for nogle beviser. Ellers kan jeg ikke bruge det til noget.

Hvad så med det sataniske image I havde kørende i Mercyful Fate?

Mercy var jo bygget meget op omkring gamle legender, myter og visse ting var baseret på onde gerninger i forskellige religioners navn, både med det ene og det andet fortegn. King Diamond (bandet, red.) har også været der, med "The Eye" f.eks., hvor den kristne kirke lavede en frygtelig masse ugerninger. Det er jo gjort i alle mulige forskellige religioners navne, og der er jo fuld knald på i dag, hvad det angår. Jeg kan simpelthen ikke få det ind i min knold, hvorfor det er sådan. Det burde ikke være sådan, at der var nogen der var mere eller mindre betydningsfulde end andre, med mindre det er noget ondt de tror på. Hvis man tror på noget, hvor man skal slå ihjel… altså, det hører jo ingen steder hjemme. Og det er det sørgelige ved det, som nogle folk tror, er satanisme – at man skal være ond og skidt ved hinanden. Så når folk spørger mig; ’Er du satanist?’, så ved jeg ikke hvad jeg skal svare.

Det er jo også klart du får stillet det spørgsmål, men du har forsøgt at gøre det godt igen ved at få det kristne kors på kinden også? (ironisk).

Det der med, at der er kors vendt begge veje i makeuppen, det var en drejning vi tog i forbindelse med "House Of God" (fra 2000), som netop handler om, at ingen har et bevis for hvad der er rigtigt. Og den person man følger i "House Of God", løber ind i noget, som han føler er en eller anden type gud, men den gud vil bare ikke vise sig klart for ham. Så han spørger (guden); ’Hvorfor fanden vil du ikke det, hvis du er en god gud, så vis dig dog for os her på jorden, så vi ved hvad vi skal gøre, i stedet for at vi ligger og slås, fordi vi ikke ved hvad vi skal gøre’. Der ikke den store mening for ham, og det ender med at han begår selvmord, fordi han ikke kan holde det ud længere. Han kan ikke finde noget, der er værd at leve for. Men spørger du mig; ’Hvad med dig selv, har du selv den slags tanker?’, så er svaret, ’Nej, det har jeg slet ikke’. Jeg er kommet dertil i mit liv, hvor jeg har opgivet at finde noget (religiøst) at tro på. Jeg tror ikke, jeg finder ud af den slags ting, så længe jeg lever. Det er først når man kommer til et helt andet sted, hvor det så end måtte være, at man måske finder ud af, hvorfor man var på jorden. Så jeg prøver at få så meget ud af ting og sager, som får mig til at føle mig godt tilpas, og jeg kan godt lide at se andre have det godt.

Her for nogle år siden hørte jeg Uriah Heep nummeret, "Bird Of Pray", og jeg tænkte på, om det var ét af de numre (sammen med Judas Priest nummeret, "The Ripper") der inspirerede til din specielle sang?

David Byron har jo for mig altid været den ultimative sanger, han er nummer ét. På et nummer fra "Look At Yourself", "Shadow Of Grief" tror jeg det er, der er nogle helt enorme harmonier der kører i falsetto, og det lavede de på 8 spors båndoptagere dengang. Han har simpelthen bare den der følelse, bag den måde han synger på. Jeg så jo også Uriah Heep en seks gange, med David Byron på vokal.

Han nåede desværre at ryge ud af bandet, inden han døde...

Ja, der var sgu for meget druk...

Og alt det har du selv altid holdt dig fra?

Jamen, jeg kan sgu ikke synge på alkohol. Hvis vi er på tour, og lige har et par fridage, kan jeg godt drikke et par øl i forbindelse med en god middag. Men ellers er det noget som jeg holder mig langt væk fra.

Så den eneste last er fortsat cigaretter?

Altså, kaffe og cigaretter, og det er også hvad pladerne er brygget på. Når man selv er herre over sine dage, og arbejder selvstændigt, kræver det noget rygrad. For det er ikke altid lige sjovt, og det foregår mandag til fredag, benhårdt med 12-15 timer om dagen, hvor jeg sidder og spiller guitar og finder på idéer. Jeg kører iskoldt derudaf, og så lige ud og hente en kop kaffe når det bliver nødvendigt. Så spiser jeg aftensmad sent om aftenen, og efter sådan en arbejdsdag er man helt smadret. Så går man bare i seng, og står op dagen efter ved halv otte tiden, når katten skal have noget at spise.

Man kan kun hylde denne sorte ugudelige drik, som har været med til at give os alle en pæn stak ondskab fra Diamant Kongens kreative kamre. I midten af april bliver dunkelhederne fremført live, når King Diamond langt om længe, atter kommer til Europa. Turnéen starter med intet mindre end tre DK shows, men hvad kan vi forvente os?

Det bliver samme sæt og produktion, som på den sidste USA tour, men det er lidt anderledes end live pladen ("Deadly Lullabies"), som blev optaget på den første del af "Puppet Master" turnéen. På den efterfølgende tour ændrede vi lidt her og der, og lagde et ekstra Abigail nummer ind, så det koncept passede bedre sammen, og det virker bare så suverænt. Men der er et par overraskelser mere. Vi har fået så fed respons fra fansene for de shows vi lavede i USA, og bandet har jo aldrig været stærkere end det er nu. Det er også den samme line-up, som har holdt siden vi turnerede Europa i 2001, i forbindelse med "House Of God". Det fungerer helt fænomenalt live. Det crew vi har, er blandet skandinaver, flest danskere, men også svenskere og en enkelt nordmand. De er et benhårdt crew og super gode, og det gør så meget for mig, at jeg ved at der er styr på tingene. Jeg nyder meget mere at spille koncerter i dag, og nyder at spille "Welcome Home" ti gange mere i dag, end dengang vi lige havde lavet nummeret. Nu behøver jeg ikke tænke på om, ’er det her nu er sat ordentligt op, har jeg ordentlig lyd på scenen, og kan jeg høre mig selv ordentligt?’. Der er i dag meget mere frihed, til at nyde de ting, som der er værd at nyde.

Det bliver vel også meget fedt at komme hjem til familie og venner igen?

Jaa for fa’en, det glæder jeg mig til. Jeg er jo ikke kun US statsborger, jeg er dual citizen, som man kalder det. Jeg er jo stadig dansker, og har mit danske pas. Det bliver jeg stadig ved med at have, og jeg er stolt dansker, det kan jeg fandeme godt love dig for. Det kommer aldrig til at gå ud af mit blod, det er da helt sikkert. Men at jeg så er blevet US borger også, er der jo en mening i. Jeg har jo boet her i Dallas i 14 år, og så har vi også dejligt vejr.

Ja, hvem der bare sad i den bagende sol, kun iført cowboyhat og en kold pilsner. Sidst jeg snakkede med King, blev diverse DVD planer luftet, men disse har endnu ikke set dagens lys, så jeg ville lige høre hvad situationen desangående er lige pt.

Brian Slagel fra Metal Blade var forbi for ikke så lang tid siden, for at se noget af det materiale som jeg har liggende. Det er ting som aldrig før har været ude blandt bootleggere, så en fire timers King Diamond DVD er hvad der er lagt op til. Blandt andet et helt show fra Fælledparken, filmet i fem kamera vinkler, i rigtig god kvalitet. Vi har et show fra Washington, fra vores første US turné med King Diamond, og en masse andre sjældenheder. Derudover laver vi nok også to Mercyful Fate DVD’er, én fra første omgang, og til vi splittede, og så én fra da vi gendannede. Der er blandt andet fra Roskilde Festivalen også. Brian Slagel var helt benovet over kvaliteten af det, det havde jeg slet ikke forventet. Så det er klart noget vi godt vil have ud. Der er også en film, der blev lavet herovre af en ret kendt producer, Kevin Smith, som hedder ’Clerks’. Det var en sort/hvid film, som blev en undergrundsklassiker. Nu skal han så lave en ’Clerks 2’, og de to hovedpersoner er metal fans, og det bliver skide sjovt. Det er en film på et rimeligt stadie, som får premiere ved Cannes film festivalen. Men i den vil de så bruge noget King Diamond musik, det bliver "Welcome Home" og "Invisible Guests", det en sådan en lille ny sjov ting som er kommet på.

Til en orientering kan jeg lige korrigere at filmens titel bliver "Passion Of The Clerks", og at den får verdenspremiere 31. august 2006. Som tidligere nævnt er der fuld damp på kedlerne et godt stykke ud i fremtiden, så hvor meget tid får King til at fejre sig selv, og slappe af, når han til sommer fylder halvtreds.

Der er nul tid til at slappe af, før vi kommer tæt på jul.

Så kort og godt var det svar, det er derfor ikke runde fødselsdage der stjæler hans fokus og opmærksomhed. Men hvorfor også bruge tid på det, når der åbenbart er godt gang i butikken. Hvornår kan vi så forvente næste album på gaden?

Vi vil kunne være færdige med et produkt til pladeselskabet engang i august eller september. Men med den tid selskabet skal bruge, ryger vi nok om på den anden side af året. Den kommer ikke ud op til jul, for i den periode bruger folk ikke penge på sig selv, for alt hvad de har, ryger på gaver. Det bliver nok til februar, hvor folk er tilbage på det normale igen, og det vil så højst sandsynligt medføre en USA tour lige efter, engang fra marts eller deromkring.

Men os her i Europa skal vel ikke vente så lang tid, som tilfældet var sidst?

Nej, nej... men én af grundene til al vente halløjet sidst, var pga. at jeg i den periode søgte om at blive statsborger. Den sag tog mig næsten to år. Fra jeg første gang udfyldte alle papirerne, tog det ni måneder, før jeg fik det brev, hvor der stod at jeg kunne komme op og tage den test man skal have. Man skal jo vide en masse om deres regering, opbygningen af landet og så videre. Det brev fik jeg lige før vi tog på den første ("Puppet Master") US tour, så jeg måtte få min advokat til at aflyse testen, og få en ny dato. Men så røg jeg ned bag bunken, og der gik så ni måneder, før jeg igen fik min næste tid. Det kan du kun gøre én gang, så hvis jeg havde aflyst det næste også, så var jeg røget helt ud af systemet, og så var det helt tilbage til det banale med fingeraftryk osv. Det var derfor kommet til et punkt, hvor jeg var nødt til at være i nærheden af et sted hvor jeg kunne gå ned og lave det her papir nusseri. Jeg kunne derfor ikke komme fra f.eks. Grækenland, og så aflyse fem shows fordi jeg skulle tage den test. Det havde jo ikke holdt, heller ikke økonomisk.

Ja, i disse terror tider, hiver man ej et amerikansk statsborgerskab, ud af den nærmeste automat.
Hvor henter du egentlig inspiration fra, til dine tekster?

Det er alle mulige steder fra, det er bare at kigge sig om. Ofte er det jo bare nyhederne, så historierne bliver ikke på den måde sat op. Jeg har aldrig fortalt folk hvad de skulle gøre, da jeg har den respekt for individet. Det er forskelligt hvad der er det rigtige og forkerte at gøre, for nogle er det rigtigt at give lille Jimmy en lyserød sweater på i skole, selvom man ved at han bliver gjort til grin. Andre ville sige, at det gør man bare ikke… jamen, moderen er helt vild med pink, og ville ønske hun havde fået en lille pige, så nu bliver Jimmy klædt ud som en pige. Altså, der er ting og sager som der er rigtige for én, men forkerte for en anden. Er det rigtigt eller forkert at parkere bilen, i handikap parkeringen? Det er måske den eneste ledige plads der er, og der holder sgu aldrig nogen parkeret der. Den dag du så gør det, er der måske én som lige står og mangler pladsen, ik? Er det rigtigt eller forkert, og så er det du har loven. Jamen, det er forkert, og derfor har vi loven til at holde folk i skak, så man ikke bare gør præcis som man har lyst til. Jeg kan godt lide at sætte forskellige problemstillinger op i mine historier. De er jo så sat i sådan en horror verden, som jeg stadig interesserer mig meget for. Så bygger teksterne også på vold, og menneskers overlevelsesinstinkt i kriseramte situationer. Jeg prøver at holde mig fra at beskrive ting, for meget i detaljer, specielt de der gyserting, fordi der kan den person som der sidder og lytter på det, meget bedre selv skabe skræmmende billeder i sin hjerne. Hvis jeg begynder at beskrive for meget, hvordan en situation ser ud, tager jeg noget af lytterens fantasi væk. Så hvis jeg fortæller dig om en slimet dæmon, der hænger på en væg, og kigger ned på en seng, får du omgående et billede af en dæmon i dit hoved, og den dæmon er garanteret værre, end den jeg kunne skabe for dig, ved at prøve at detaljere den. Det er sådan nogle ting som jeg prøver psykologisk, og jeg vil gerne have, at den nye plade kommer endnu tættere på lytteren. På den måde, at hvis man sidder derhjemme om aftenen og lytter på pladen, og hører at ’der er for mange mørke kroge i det her rum’, så skal det være sådan at man kigger rundt i sit eget rum. At man virkelig kan relatere til de ting, som der kommer ud af højtalerne.

Nu sidder min datter faktisk og lytter med, så nu håber jeg ikke hun bliver for bange, når hun skal puttes i aften!

Hahaha, så må du vise hende en gammel Dracula film eller sådan noget. Men hvor er grænsen egentlig? Da jeg som mindre fik lov til at se de der sort/hvid Dracula og Frankenstein film, kan jeg huske det at blive lagt i seng… ’ej, kan døren ikke lige være lidt mere åben’… og så alligevel ligge der og tænke; ’Jeg tør ikke falde i søvn, jeg ved bare at der er noget derunder sengen’. Jeg turde simpelthen ikke kigge ind under sengen, og man føler bare man vågner op senere med en eller anden mumificeret ting ved siden af sig, og så vågner man op, og der skete heldigvis ikke noget. Det var jo næsten som at se en god horror film.

Det meget godt du fik nogle traumer i en tidlig alder, det er kommet os andre til gode.

Haha, det er nemlig rigtigt, ja.

Med dette nåede vi til vejs ende, i en hyggelig samtale, i hver vores ende af verden, med hver vores kop sort brygget djævel.

Tilbage er kun en opfordring til alle Diamond bangers rundt om i landet, at komme ud at tjekke Kongen, når han giver 3 gange sort messe i april. For sjældent har forår duftet så modbydeligt skønt af ondskab.