Interview om Wacken Metal Battle Danmark med Søren Weiss

WMB DK

Meget snart skydes Wacken Metal Battle Danmark for alvor i gang. I den forbindelse har vi interviewet Søren Weiss, der giver os mulighed for kaste et blik bag kulisserne.

Spørgsmål af Carsten Bach og Thea Oborski

Kan du fortælle om din personlige rejse i Wacken Metal Battle-regi – hvordan startede det, hvornår kom du med, og hvilken rolle har du haft igennem tiden?
Wacken startede Wacken Metal Battle tilbage i 2004 med et klart ønske om bringe et større fokus på den verdensomspændende talentmasse, der findes i metalundergrunden. Siden er et stort antal lande kommet til, og i dag er vi over 60 lande, der sender talenter afsted til Wacken.
Danmarks første var i 2010. Her vandt By The Patient. Siden har vi deltaget on/off med en masse spændende talenter og ny dansk metal.
Min egen personlige rejse ind i Wacken Metal Battles verden startede i 2014 – faktisk med et 10-års jubilæum i år. Jeg har altid brændt for at præsentere ny musik for masserne. Det er noget af det, jeg elsker allermest. Min makker, Alexander Kolby, og jeg selv lavede jo for eksempel The New Shit Showcase i Pumpehuset og på Atlas i næsten ti år sideløbende med Wacken Metal Battle. Men Alexander og jeg blev også en del af Wacken Battle Danmark gennem Blastbeast i 2014. Både som dommere og som bloggere, der skrev tekster til hjemmesiden, de sociale medier og præsentationerne til konferencieren ved hvert show.
I løbet af årerne, der gik, blev jeg en større og større del af det danske Battle. Jeg tog mere og mere ansvar sammen med hovedarrangøren, Kasper Molin, og hans ’Livescenen’, og Jacob Dinesen fra Devilution. Til det punkt hvor jeg blev hyret som dommer i lande som Færøerne, Island og Sydafrika. Enormt spændende og lærerigt at opleve, hvordan andre lande arrangerer shows for upcoming bands. Sideløbende med dette blev jeg også tourmanager for de danske bands, vi sendte afsted til Wacken. Således har jeg i en del år nu stået for produktionen nede på selve Wacken. Alt sammen for at hjælpe og give det danske band en så fokuseret og ”nem” oplevelse på showdagen, som i dén grad kan virke stressende og uoverskuelig som nyt band på Europas største metalfestival.
Så ramte Corona, og hele den danske organisation blev mere eller mindre nulstillet. Til det punkt hvor jeg til sidst overtog stafetten gennem mit management-/PR-firma, Nightcrawler Management. Således har jeg arrangeret de seneste to års Wacken Metal Battle med Kasper Molin som en vigtig og afgørende støtte for mig. Hans viden og professionalisme indenfor Wacken Metal Battle og den danske metalscene generelt kan ikke roses nok. Han er en klippe og et kæmpe forbillede.
Men Wacken Metal Danmark anno 2024 er still going strong!

Hvordan udvælges de deltagende bands til konkurrencen, og hvilke kriterier lægges der vægt på?
Rent praktisk har jeg som dansk arrangør tidligere selv skulle oprette den tilmeldingsblanket, som bands skulle udfylde og sende ind. I de senere år har Wacken ønsket at strømline denne proces. Blandt andet i takt med at flere og flere lande er begyndt at deltage. Således er det nu ens for alle at skulle gå ind og finde tilmeldingsblanketten for sit eget land inde på deres hjemmeside. Denne proces har gjort det lettere for alle de mange promotere og arrangører rundt omkring i verden.
For Danmark har det alle dage været vigtigt at finde frem til de helt rigtige bands. Og hvordan gør man så det? Og hvad er de rigtige bands? Det findes der som sådan ikke noget 100 % klart svar på. En masse faktorer spiller ind.
Den første udvælgelsesfase er en rendyrket lyttefase, hvor et hold af skarpe eksperter lytter gennem ansøgningerne. Og heldigvis – skal jeg huske at sige – får vi RIGTIG mange ansøgninger ind, der skal lyttes igennem. Det har vi brugt 14 dage i april på. I år har holdet bestået af Jakob Mølbjerg fra Mercenary, Stine Omega fra Copenhell, programchef på Gimle, Lauge Hede Kjærum, Thea Oborski fra Heavymetal.dk, Jesper Gräs fra Iotunn, Heidi Brink fra Konvent, Trine Ulrich fra Account The Beat og så undertegnede.
Et fantastisk hold af både dygtige musikere, der alle har prøvet at bygge sig selv op fra undergrunden, skarpe bookere, managere og journalister med fingeren på pulsen.
Wacken Metal Battle Danmark skal fremstå så professionelt som overhovedet muligt i alle aspekter. Derfor er det også vigtigt for os, at vi tager alle de bands, der sender ind, dybt seriøst. Og det gør man bedst med et bredt lytterudvalg. 
I lyttefasen ligges der vægt på, hvor gode sange bandet skriver. Når alt andet skæres væk, er det virkelig det reneste, der står tilbage. Hvordan er sangene indenfor hver genre? Og så gør originalitet bestemt ikke mulighederne ringere for at deltage.

Hvad er nogle af de største udfordringer, I har stået overfor som arrangører af Wacken Metal Battle i Danmark, og hvordan har I håndteret dem?
At lave fire shows med 12 bands på 14 dage fordelt over hele landet kræver faktisk enormt meget benarbejde. Jeg laver mere eller mindre al præ-produktion med spillestederne selv, jeg laver selv al SoMe-promovering, og jeg har ingen grafiker til at lave grafikken. Den laver jeg også selv. Og jeg gør det 100 % frivilligt. Hvis der er noget, man kan være sikker på med Wacken Metal Battle som arrangør, så er det, at der ikke er en krone at hente i det. Så det kræver, at man er klar til at arbejde frivilligt i mange, mange timer. Men det er fedt! Det giver sindssygt mange oplevelser. Så jeg elsker at bruge tiden på det. Og når man så endelig ser det danske band stå nede på Wacken og have sit livs oplevelse, så er det de mange, mange sene aftentimer værd.
Den største udfordring er klart økonomien. I år har vi dog fået hjælp af MXD, der blandt andet hjælper vinderbandet på turen ned til Wacken.
Dommerne, der lytter i lyttefasen, og de dommere, der tager ud på venues i den kommende tid, gør det også frivilligt, fordi de brænder for det og gerne vil dele ud af viden og erfaring til de nye bands. Det er i sig selv enormt smukt.
Jeg har ingen penge at kunne give bandene, der spiller. Så de spiller på transport. Men forhåbentlig kan de udnytte al den PR, som Wacken Battle kan give dem, og samtidig suge en masse viden fra de branchefolk, der kommer til hvert show. For mig er det aspekt faktisk vigtigere end det egentlige konkurrenceaspekt.
Og så handler det altså om for mig som arrangør at lave nogle gode og fornuftige aftaler med de fantastiske spillesteder, vi har i Danmark. I år er det Stengade i København, Godset i Kolding, Studenterhuset i Aalborg og Gimle i Roskilde. Alle er det venues, der viser os enorm støtte og er klar til at give upcoming-metallen en plads på deres venues, selvom økonomien er minimal.
Og så var der jo sidste år den famøse Swartzheim-koncert – eller, ja, mangel på samme, hvor bandet var nødt til at aflyse i sidste øjeblik på grund af vejret. Det var forfærdeligt. At se at det skuffede band måtte pakke alt deres gear sammen igen, var virkelig ikke sjovt. Men shit happens, og Wacken kvitterede med at give bandet en plads på scenen i år!

Hvordan ser processen ud for vinderne af det danske Metal Battle, fra de vinder den danske konkurrence, til de spiller på Wacken Open Air?
Der kommer en spændende periode, hvor der skal planlægges en masse. Alt handler om praktik. Der skal sendes riders afsted til Wackens produktionshold, der skal sendes bio og logoer afsted til deres webmasters, turen ned til Wacken skal planlægges, og så skal man som band overveje, om ikke det er en god idé at lave en decideret produktionsøver. Eksempelvis lavede jeg en produktionsøver med Lamentari på Gimle, inden de skulle afsted i 2022.
Og så kommer der en gylden mulighed for at kontakte alle de spændende branchepersoner, agenter, bookere, journalister og så videre, der er tilknyttet Wacken Battle-finalen på Wacken. Her er der rig mulighed for at starte networking via mail allerede inden afgang.
Og så skal man bare huske at glæde sig!!

Hvad betyder det at have spillet på Wacken efterfølgende for bandene?
Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at man efter at have spillet Wacken Battle på Wacken bliver en gigantisk superstjerne. Det gør man ikke. Som nyere band får man en kæmpe erfaring og oplevelse ved at spille på en scene på Wacken foran et kæmpe publikum. Det ER bare noget andet end at spille på dit lokale venue eller i en undergrundskælder.
Du får erfaring foran et stort publikum, men du får også et indblik i, hvordan de helt store produktioner fungerer. Både backstage og lige bag scenen. At blive hentet i en shuttle og bragt op til scenen. At du lige pludselig har et scenehold, der står klar til at hjælpe dig med at sætte op og gøre klar. Det er en fed fornemmelse. Men du mærker også stressen. Du mærker nervøsiteten. Alt er bare større. Og går du ikke på til tiden, er der ingen kære mor. Strømmen bliver kappet, hvis du går over tid. Wacken og store festivaler i stil med Wacken er 100 % no bullshit, og du bliver en del af det.
Efterfølgende kan du naturligvis bruge det i din PR, og lur mig, om ikke bands som Huldre, Xenoblight, Katla og Lamentari alle har nydt godt af at have spillet på Wacken tidligt i deres karriere. Det tror jeg nok, de har.

Har du indtryk af, at de danske bands stræber efter at deltage i Wacken Metal Battle?
At stræbe er et svært ord. Wacken Metal Battle Danmark er jo langt fra det eneste, upcoming-scenen bliver tilbudt herhjemme. Heldigvis. Men ud fra tilmeldingerne, vi får ind, og efter i år kan vi se, at rigtig, rigtig MANGE bands vil det her. De seneste to år har tilmeldingerne været overvældende. Og det er ikke bare noget, jeg siger for at pushe det, vi laver. Men støtten fra den danske undergrund er enorm. Sagt på en anden måde: Vi har ikke svært ved at finde bands.

Hvordan støtter I de deltagende bands udover at give dem en platform at optræde på – tilbyder I rådgivning, netværksmuligheder eller andre former for støtte?
Alle bands, der deltager i Wacken Metal Battle Danmark-turen, får mulighed for at snakke med branchepersoner ved hvert show. Alle dommere er klar til at snakke og dele råd ud. Det er bare om at gribe chancen.
Nede på Wacken bliver du som battleband en del af Wacken Metal Battle-lounge, hvor en række branchepersoner hænger ud. Her har du mulighed for at networke med potentielle internationale samarbejdspartnere. Men det handler om, at du griber chancen. Vi fra Wacken Metal Battle Danmark skal nok lave introduktionen. Men du skal som band være klar til at være til stede i de dage, branchefolkene er der, og ikke bare sumpe ude i campen over en kasse bajere. At networke er i sig selv et hårdt arbejde. Men muligheden er der, så grib den!

Hvordan har Danmark generelt klaret sig i konkurrencen på Wacken, og har vi en chance generelt set?
Danmark er et af de lande, som har klaret sig aller-allerbedst. Måske det ikke er blevet til en #1-placering endnu, men vi har i den grad sat vores aftryk indenfor de sidste ti år. Se nu bare på for eksempel Huldre #3 , Lamentari #3 , Xenoblight #4 og Savage Machine #5 . Vi gør det pissegodt! Så ja – vi har bestemt en chance!!

Hvilke lande ser du som Danmarks største konkurrenter? Og hvordan ser samarbejdet med de andre lande ud – hvis der overhovedet er sådan et?
I de senere år har de asiatiske lande faktisk gjort det rigtig, rigtig godt. Japan har vundet to år i streg nu med henholdsvis Phantom Excaliver i 2023 og Sable Hills i 2022, og Kina vandt i 2018 med fantastiske Die From Sorrow. Det virker som en rigtig spændende og interessant tendens. Også bare hvis man ser på, hvad en festival som for eksempel Roskilde, der i den grad har fingeren på pulsen og booker ny metal i disse år. Der er mange bands fra Japan, der får chancen. For eksempel med Lovebites, Violent Magic Orchestra og Otoboke Beaver i år.
Som arrangør samarbejder jeg tæt med mine co-promoters fra hele verden. Særligt er Island, Færøerne og Danmark naturligvis tæt forbundet.
Men for eksempel har jeg jo de seneste år booket Power Paladin, som var med på det islandske battle for nogle år siden, til Epic Fest i januar i år, og fra Letland bookede jeg vinderne af Metal Battle-finalen 2019 – Varang Nord – til Udgårdsfest 2022.
Jeg kunne dog godt tænke mig, at de danske battlebands fik lidt samme chance i udlandet hos nogle af mine kollegaer. Men det er svært at få planlagt. Mest – igen – på grund af økonomien.

Har du set en genremæssig ændring gennem årene i de bands, der ansøger om at deltage i Wacken Metal Battle?
Umiddelbart ser jeg ikke, at vi rammes af forskellige stilistiske bølger som sådan. I de ti år jeg har været med til det her, har dødsmetal (klassisk, teknisk, groovy og så videre) været i sikker top hvert år. Og lad mig da bare være ærlig her: Det kræver virkelig noget, hvis man skal igennem nåleøjet med dødsmetal, simpelthen fordi der er så mange om buddet. Rendyrket metalcore og hardcore-scenen begynder også at vise sig fra sin gode side!

Har du set en kvalitetsmæssig ændring i de bands, der ansøger om at deltage, gennem årene? Er der ét år, hvor der var specielt mange bands af høj kvalitet?
Åh, det er svært at sige. Nogle år mærker man den bare på nogle bands. Jeg håber altid på originaler. Huldre var et fantastisk eksempel på noget originalt. Man kan høre, det er dem. De har den der unikke lyd. Men hvert år er der bands af høj kvalitet. Heldigvis. På den ene eller den anden måde. Swartzheim sidste år var en energibombe på scenen, og det sikrede dem sejren.
Ud af mange, mange år må jeg dog sige, at 2016 med Iotunn, Baest, Forever Still, Livløs, Sunless Dawn med flere var et sindssygt skarpt år!

Lægger I vægt på diversitet både hvad angår genre, alder og kønssammensætning, når I udvælger de bands, der skal deltage i Wacken Metal Battle?
Mit korte svar er: Nej, det gør vi ikke. Vi vælger de bands, hvis musik vi mener er god nok til at blive valgt ud. Det handler om kunsten. Vi kan ikke bestemme og ønsker heller ikke at bestemme, hvem der sender ind til os.
Med det sagt, så er jeg da bare rigtig stolt af, at vi har et fedt og varieret dommerudvalg med en masse skarpe og seje kvinder i år. Men de er altså ikke valgt ud på grund af deres køn, men fordi de bringer det bedste frem på scenen med deres kunnen og erfaring.

Hvordan faldt valget på netop Stengade, Godset, Studenterhuset og Gimle? Og hvorfor er det netop disse dele af landet, der bliver dækket?
Vi prøver at bringe Wacken Battle ud til så mange forskellige fans som muligt. I år blev Stengade valgt som årets Københavnershow. De har tidligere vist interesse i showet, og deres scene og sal passer bare rigtig, rigtig godt til et koncept som vores. Kolding og Aalborg har tidligere været en del af Battle og alle med forrygende succes. Godset er et fremragende spillested med fantastisk lyd og lys. Det samme er Studenterhuset i Aalborg, som jo er kendt for at huse AMF og en masse andre fede metalshows. Så det er en no brainer, at de også skal huse Wacken Metal Battle Danmark.
Gimle har gang på gang vist, at de vil upcoming metal i voldsomt stor grad. Det gik fantastisk til det ene show, vi lavede i 2023, og finalen bliver også magisk igen. Deres scene med lyd og lys er i verdensklasse, og i år kommer vi også til at få fløjet verden til Gimle, når finalen skal afholdes, men mere om det meget, meget snart.

Hvordan går det med billetsalget til de forskellige koncerter?
På trods af konkurrence blandt en masse andre fantastiske shows i samme periode går det faktisk rigtig, rigtig godt. Men det kan altid blive bedre!

Har du noget, du vil tilføje?
1000, 1000 tak for at læse med så langt. Når nu du har læst så langt, er du måske oprigtigt interesseret i Wacken Metal Battle Danmark. Så hjælp os alle. Hjælp de nye bands og venues. Spillestederne lever af billetsalget, så køb din billet i forsalg, hvis du er klar på en aften med fire forrygende nye bands per show. Vi får et fantastisk battle i år.

Billetsalg:
19/5 – Stengade
31/5 – Godset
1/6 – Studenterhuset
8/6 – Gimle