Interview med Verdande
Verdande by Christoffer Petersen.
Den 8. februar udgav Verdande deres første ep – og vi kan slet ikke få armene ned. Læs vores interview med drengene her, hvor de bl.a. fortæller om bandets opstart, norrøne guder og spændende planer.
I nævner i jeres pressemateriale, at Verdande startede som et projekt på Syddansk Musikkonservatorium. Kan I fortælle lidt mere om det?
Sigurd (guitarist): Bandet startede i 2016, da jeg skulle lave et projekt med original musik til min bacheloreksamen sommeren 2017. Jeg havde længe funderet over, hvilken type musik jeg ville skrive til mit projekt. Jeg kom frem til, at jeg ville lave lige netop det, som jeg selv havde lyst til, uden at tænke på normer, og hvad andre havde gjort før mig. Da metal altid har været min yndlingsmusik, og jeg var så heldig at have tre medstuderende og gode venner, der delte min interesse, var der ingen tvivl om, at Verdande skulle være projektet. Efter en vellykket eksamen blev vi enige om, at materialet havde potentiale til mere, og derfor valgte vi at fortsætte.
Oprindeligt var Verdande et instrumentalt projekt. Hvorfor valgte I at tilføje en vokalist?
Det var egentlig drømmen, at der skulle være vokal på musikken fra begyndelsen. Men da der ikke var nogen i vores omgangskreds, som vi følte, kunne udfylde rollen, og vi rigtig gerne ville i gang med at spille live hurtigst muligt, besluttede vi os for at være et instrumentalt band, indtil vi havde fundet den helt rette.
Valget af vokalist faldt på Søren Sedit. Hvordan kom han med i bandet?
Vi havde brugt en del energi på at søge forsangere med annoncer på sociale medier og ved at henvende os direkte til folk, som vi følte, kunne passe ind, men uden held. Da vi var lige ved at give op, fik vi en besked fra Søren, der havde læst vores opslag på Facebook og syntes, at vores musik lød interessant og fedt. Efter at have snakket lidt og hørt nogle demoer med Sørens vokal inviterede vi ham fra Fredericia til Esbjerg for at lære ham at kende og prøve ham af med vores musik. Vi blev hurtigt enige om, at Søren var den rigtige frontmand for Verdande.
Verdande er også navnet på en norrøn gudinde. Har jeres bandnavn – og betydningen af det – nogen relation til den myte?
Sigurd: Da bandet skulle navngives, sad jeg længe og brainstormede og søgte efter ting på internettet, der lød interessante og kunne bruges som bandnavn. Ved et tilfælde besluttede jeg mig for at undersøge nordisk mytologi, hvor jeg faldt over navnet Verdande. Jeg syntes, at det klingede supergodt fonetisk, og jeg kunne også rigtig godt lide det nordiske præg, samt at gudinden Verdande symboliserer nutid. Vi er jo et nordisk metalband med en nutidig, progressiv lyd. Men først og fremmest syntes vi bare, at det lød superfedt!
Jeres første ep, Verdande, udkom den 8. februar. Hvordan vil I selv beskrive den ep?
Det er en udgivelse med fire numre, som vi virkelig har lagt tid og ressourcer i for at få gennemarbejdet og optimeret så meget som overhovedet muligt. Der er 6- og 7-strenget guitar, hurtige og tekniske passager, tunge breakdowns, dyb growl, ren vokal, guitar- og trommesoli og en masse andre ting. Vi synes selv, at der på trods af den relativt korte spilletid gives et rigtigt godt indtryk af, hvad Verdande repræsenterer som band.
I vores anmeldelse af Verdande stikker I af med hele 9/10 kranier. Hvad er I selv mest stolte af på ep’en?
Vi er mest stolte af, at vi selv har klaret stort set alt: at skrive sangene, at få indspillet, udtænkning af artwork, rigtig meget af den tekniske bearbejdelse af materialet osv. Al guitar, bas, vokal og tromme er indspillet i vores egne lejligheder, og at man med så få midler kan få en produktion til at lyde så stor og professionel, synes vi, er fantastisk. Vi skal selvfølgelig ikke glemme at give credit til Jonas Haagensen for at have mixet og masteret. Og så er vi virkelig glade for den supergode respons og modtagelse, som ep’en har fået.
I har fået lavet et rigtig flot albumcover til Verdande. Hvem har designet det, og er der en betydning bag motivet?
Albumcoveret er designet i samarbejde med kunstneren Gustavo Sazes, der har lavet artwork for bl.a. Amaranthe og Morbid Angel. Idéen til motivet blev udviklet i samarbejde mellem medlemmerne i bandet, hvorefter Sigurd lavede en skitse, som vi sendte til Gustavo som inspiration. På coveret står gudinden Verdande med Solen – symbolet på liv – i hænderne omgivet af rødderne fra livets træ, Yggdrasil. Man har fornemmelsen af, at hun vogter og har magten over alt levende med hendes faste greb.
Hvad er jeres plan med hensyn til fremtidige udgivelser – kan vi forvente en fuldlængde, eller satser I på flere ep’er?
Numrene på ep’en har efterhånden allerede nogle år på bagen, så vi har sådan set været i gang med at skrive nyt materiale i noget tid. Målet er helt sikkert at få udarbejdet nok til at lave en plade i fuld længde, hvortil vi også håber på at kunne samle midler til at komme i et rigtigt professionelt studie. Så kort sagt: Et rigtigt album i nogenlunde nær fremtid er næste mål.
Den 8. februar holdt I release party på Konfus i Esbjerg. Vil der komme flere koncerter med Verdande i den nære fremtid?
Vi er ved at arbejde på noget til efteråret, og så har vi ansøgt om at spille til Wacken Metal Battle 2019.
Hvor er Verdande om fem år?
Vi brænder alle sammen 100 % for at spille musik, så forhåbentlig er bandet stadig aktivt og i fortsat udvikling. Den store drøm er, at vi forhåbentlig har lavet et par udgivelser mere og turneret en hel masse rundt i verden.
Vi krydser fingre for jer. Mange tak for jeres tid!