Interview med Vansind

Vansind

Den danske folk metal-scene lever stadig. Det er muligvis ikke den største genre, vi har herhjemme, men den er stadig tilpas stor til at kunne levere flere gode bud på, hvordan man brygger den slags fornøjelighed i mjødkedlen.

Svartsot, Heidra, Vanir, Huldre og andre gæve orkestre har i årenes løb holdt fanen flagrende over skuepladsen, men nu har de fået selskab af en ny legekammerat ved navn Vansind. Bandet, som består af ikke mindre end hele syv medlemmer, startede ud for få år siden og er i skrivende stund på trapperne med deres debut-ep, MXIII. Derfor tog jeg fat i bandet for at høre lidt nærmere om denne nye trup i landsbyen. Jeg fik fat i sangerinden Line Burglin, som var klar på at svare på mine spørgsmål. 

I er et relativt nyt navn på den danske scene. Kan du ikke prøve at fortælle lidt om, hvornår og hvordan I blev dannet, samt hvem der er med i bandet?

Vansind blev dannet i 2019 af Danni Lyse Jelsgaard og Rikke Klint Johansen. De var gode til at plukke folk ud, som de kendte gennem musikscenen – eller som de havde en halv aftale med om, at ”en dag laver vi noget fedt sammen”, du ved. Og det blev så til et syv mand højt band! Med blandet erfaring indenfor genren, men med en fælles passion for og vision om at skabe noget fed musik. Bandet består af Danni Jelsgaard (trommer), Rikke Johansen (keyboard, fløjte og sækkepibe), Gustav Solberg (guitar), Thor Hansen (guitar), Morten Lau (bas), Joachim Asmussen (vokal) og Line Burglin (vokal).

Med så mange medlemmer i samme band hvordan foregår sangskrivningen så? Er det en kollektiv proces?

Ja, sangskrivning er en kollektiv proces. Der bliver typisk lavet en instrumental melodi eller det helt rigtige riff, som der så bygges videre på, og undervejs opstår teksten, som udarbejdes efter en feeling i melodien. Hvert medlem er ret ansvarlig for sit eget instrument eller sin egen vokal og skriver som oftest sit eget bidrag til sangene. Det er ret cool at være blandt kreative folk.

Hvem er jeres inspirationskilder?

Det er meget forskelligt, hvem vi er inspireret af. Men vi har vist en kærlighed for Iron Maiden. Hvem har ikke det?

I har just udgivet jeres første ep. Prøv at fortælle om, hvordan MXIII kom til verden – valg af studie, indspilningerne, coveret osv.

Ja, MXIII blev indspillet ad tre omgange. Grundet covid-19 måtte vi rykke det et par gange. Instrumenterne hos Mayonnaise Studio, trommer hos Tue Madsen, og vokal er indspillet hos Johnny, som er én, jeg kender privat. Dernæst har Kristian Emil Øgir mixet vidunderet. Coveret er en illustration, som Gustav har fundet: ”Svend Tveskægs togt til England” og ”Slaget ved Svold” fra Illustreret Danmarkshistorie for folket fra 1853 af Lorenz Frølich.

Prøv at fortælle om hver af de tre sange og teksterne, som er på MXIII.

MXIII indeholder ”Fra Fremmed Kyst”, som er en fortælling om desperation og om at sætte alt på et bræt for fællesskabets skyld. Og måske om dét, der kan ske, når man udfordrer skæbnen én gang for meget. ”Den Farefulde Færd” er historien, som ep’ens titel antyder, om Svend Tveskægs erobring af England i 1013, hvor han endelig blev Englands konge efter mange års stridigheder. Den endelige sejr. Men hvor sønnerne måtte se deres egen skinsyge gøre en ende på faderens visioner. ”Gæstebuddet” er den ældgamle historie om et af krigens mange ansigter. Mødet mellem soldaten og kvinden, som i sidste ende sjældent ender lykkeligt for nogen af dem.

Er der nogle planer om at få ep’en ud i fysisk format?

Ja, på et tidspunkt kunne det være fedt at få udgivet i fysisk form. Det er helt sikkert noget, vi taler om.

Hvordan har I oplevet interessen omkring Vansind?

Vi har oplevet positiv interesse omkring Vansind. Vi har ramt noget i nogen, og det er da dejligt. Vi er supertaknemmelige og glade for, at Vansind kan det.

Hvordan ser I den danske folk metal-scene her i 2021?

Vi ser den som værende ved at sprænges. Vi vil ud!

Hvad kan man forvente, hvis man skal opleve Vansind live?

Et vikingeinspireret folk metal-band med hvad dertil hører. God musik, god underholdning og god stemning.

Hvordan ser fremtiden ud for bandet?

Fremtiden byder på flere nye sange, som vi har i støbeskeen. Og koncerter i løbet af sommeren, som vi krydser fingre for kan afholdes.

Nogle sidste ord til læserne derude?

Jeg tror bare, vi vil sige tak. Og vi ses forhåbentlig derude snart. Vi glæder os!

Tak for interviewet.