Interview med MØL

MOEL Band MØL / Pressebillede

Vores skribent tog forbi Prime Is Giving for at få en lille snak med MØL om alt mellem himmel og Jord: fortiden, nutiden og de 'store' fremtidsdrømme...

I har tidligere været med på Prime Is Coming hele to gange. Hvad inspirerede jer til at være med til Prime Is Giving?
Ken: Det er jo det samme koncept, det er meget fedt, at det er så mange forskellige bands, der spiller – ret gode bands, synes vi. Konceptet har jo skiftet navn, fordi der er fokus på at donere nogle penge, så derfor hedder det nu “giving”. Derfor spiller vi jo også gratis i aften. Det er et fedt koncept.

Kim: Det er lidt mere lokalitetsbaseret, i forhold til valg af hvilke bands der spiller i hvilke byer. Aarhus er jo vores hjemby, så det lå nok også lidt til højrebenet for Prime at høre, om vi havde lyst til at være med.

Ken: De første år var ret showcase-agtige, og det er det jo også i år, for det er nogle ekstrem korte sætlister, vi kører med allesammen, med en stram changeover.

Kim: Men det er sjovt – og anderledes!

I er nominerede til GAFFA-prisen i kategorien Årets Danske Hardrock-/Metaludgivelse. Kan I sætte lidt ord på det?
Hele MØL (mumlen i munden på hinanden): Det er fedt! Det er mega fedt.

Holger: Det kom lidt ud af ingenting. Det havde vi i hvert fald ikke forventet. Det er vi rigtig glade for.

Ken: Vi var indstillet til en del af deres kategorier. Og nogle steder har vi ikke fået så gode anmeldelser af vores materiale, blandt andet ved GAFFA, bortset fra Jord, som fik pæne ord med.

Som I selv nævner, er Jord generelt blevet utroligt positivt modtaget – ikke bare i Danmark, men også rundtomkring i Europa. Kniber man sig lidt i armen, når man er MØL for tiden? (9/10 og Årets Danske Album på Heavymetal.dk).
Nicolai: Det er dejligt, og vi er positivt overraskede. Man ved jo ikke, når man går ind i studiet, hvad det er for noget materiale, man får skabt. Når det så kommer ud, er det ret overvældende. Det var det i hvert fald for mig.

Ken: Der er ingen af os, der overhovedet havde regnet med modtagelsen. Det er svært med alle koncerterne, når ingen af os havde regnet med det. Før havde vi nogle shows hist og pist, og nu bliver vi trukket i fra alle sider: “Hey, skal I ikke spille her og her…”, og så står man lige pludseligt med arbejde og kærlighedslivet.

På trods af de aggressive og voldsomme udtryk på Jord indeholder jeres album en del positive budskaber. Hvor kommer dualiteten fra, og er det et bevidst valg?
Kim: Det hænger meget sammen med musikken. Nicolais sangskrivning i forhold til guitarspillet og den måde, melodierne er bygget op på – der er også en dualitet. Både melankoli op imod hele den her eufori, som også gør sig gældende i lyrikken. Tematikken i vores musik handler om forgængelighed: Man bliver nødt til at nyde det, der er her i livet, mens det er her, og det kan forsvinde lige om lidt, og det gør vi jo også. Det er der noget livsbekræftende og noget positivt i, og det, tror jeg, er meget vigtigt at fokusere på. Selvom livet kan have skyggesider, og der er nogle passager i vores liv, hvor det er rigtig nederen, så er det, der gør det hele værd, at der er noget på den anden side.

Ja, altså, vi bliver vel allesammen til Jord?
Kim: Yes! Fuldstændigt!

Nu skal vi lidt ind på jeres forskellige koncerter og tours. I var på en flere uger lang turne med Ghost Bath i Europa sidste efterår. Fortæl lidt om den oplevelse.
Frederik: Det var en fed oplevelse at komme af sted med de amerikanske drenge. De var virkelig imødekommende, og det var fedt at lære et rigtigt turnerende band at kende og få lidt tips og tricks af dem.

Holger: Jeg tænker også lidt på, at vores bookingselskab virkelig har gjort det godt og sørget for, at det spillede det meste af vejen. Vi er ret glade for dem. Det har virkelig åbnet nogle døre.

I kom med på Copenhell 2018 på et sidste øjebliks afbud fra Skindred. Hvordan var det nærmest at blive hevet ind på Pandæmonium med så kort varsel og så blive modtaget på den måde, I gjorde?
Ken: Det var nok noget af det fedeste, vi har prøvet. Alt sad bare i fucking skabet den dag!

Holger: God koncert. Perfekt setting der til midnat torsdag nat, og publikum var helt fantastiske. Det var mega fedt.

Ken: Selvom vi alle skulle på arbejde tilbage i Aarhus fredag og skulle op igen kl. 06 om morgenen. Vi havde den fedeste oplevelse nogensinde, mens vi tænkte: “Fuuuuck, ja mand!”, og efter koncerten tænkte vi: “Ja, nu skal vi så hjem at sove, så vi kan komme på arbejde…”.

Holger: Da kom vi lige tilbage til virkeligheden igen, haha.

Tror I, at det var godt for jer, at I ikke havde så meget tid til at tænke over muligheden, da I fik den og bare skulle gøre det?
Ken: Her tror jeg, at vi alle gerne vil give et shout out til Martin, vores lysmand. Det var bare pisseheldigt, at han var på Copenhell den dag. Han var der allerede, så den forberedelse slap vi for at bekymre os om, for han vidste allerede, hvad han havde at arbejde med. Det gav det lige en ekstra indsats! Han er så fucking dygtig.

Holger: Der var rigtig mange brikker, som passede rigtig godt sammen i logistikken, som virkelig er professionel på Copenhell – så det hele spillede bare, fra vi kom, til vi tog af sted igen. Det var fantastisk.

Kim: Martin har vi været rigtig glade for at have med. Han er vores “trusted light guy”. Ham er vi bare pisseglade for! Vi spiller vores musik, men han er bare med til at løfte showet til et helt andet niveau – så det er vi virkelig glade for!

Så skal han vel også med, når I skal spille live til GAFFA-prisen i Odeon den  7. marts?
Hele MØL: JA! Det skal han!

Hvordan er det at få muligheden for at spille i den sammenhæng, hvor Baest spillede sidste år – også nu, hvor I er nominerede?
Ken: Altså Baest kommer jo alligevel til at vinde alle kategorierne, så det er rigtig, rigtig fedt, at vi får lov til at spille, tænker jeg. Haha!

Frederik: Vi er bare glade for at få muligheden for at vise, hvad vi kan.

Kim: Hele det her show er jo med til at vise en eller anden form for bredde på dansk musik og det, der er hot lige for tiden. Det er så fedt, at de vælger at tage nogle sats der. Det tror jeg godt, at vi kan anerkende GAFFA for: at de begynder at tænke en større bredde på deres publikumsskare, og at folk, der lytter til Nik & Jay, sagtens kan hoppe med til noget musik, der er lidt tungere og lidt voldsommere, uden at de dør af det. Jeg vil helt klart sige, at vi tænker, at vi har muligheden for at vise, at metal kan mere end bare “fee’ døø” – at vi kan putte lidt mere bredde på og vise, at metal også kan være meget nuanceret, melodisk, flot og storladent.  

Ken: Ja, at der er noget andet i det end bare “vildt” og “energisk”. Det vil vi gerne pointere ved det show.

Holger: Om ikke andet så drikker vi alle deres bajere!

Ugen efter GAFFA-prisen skal I spille på Heavymetal.dk’s eget event Holbæk Heavy – Pest over Provinsen. Hvordan er det at skulle tilbage i provinsen og spille, som man gjorde det i opstartsfasen?
Ken: Ja, med eget merch og alt muligt!

Kim: Jeg synes, det er sejt at lave merch til et enkelt arrangement. Det viser altså noget passion. Det er fuldstændig passioneret.

Ken: Jeg synes, det er fuldstændig sindssygt og vildt!

Kim: Jeg synes, at det er sejt!

Det med, at merch er ren passion – jeg er personligt vild med det. Men spørgsmålet handler ikke om merch. Er det fedt at skulle ud i provinsen, eller er det ikke så fedt? Publikummet er jo noget helt andet.
Kim: Jeg synes, at det er et overset felt, fordi man virkelig ikke skal undervurdere at tage helt derud. Det er de samme mennesker, som vælger at køre 30 eller 40 kilometer for at se et show inde i en af de større byer. Det, synes jeg simpelthen, er rigtig godt skruet sammen af Heavymetal.dk. Hvordan skal folk ellers se det? Det er jo meget nemmere at smutte ned i det lokale forsamlingshus, og så ser folk også, at der sker noget kulturelt i deres lokalområde.

Ken: Det kan jo kun smitte af!

Kim: Det synes vi, er pisse fedt!

Ken: Der er også nogle af dem, vi har oplevet, f.eks. i Sønderborg, altså de har jo bare været der 120 procent.

Kim: Fuldstændig!

Ken: Der er måske ikke så mange, som man ser andre steder – men dem, der er der, er der bare helt vildt!

Kim: Igen, hvis vi kigger på en stor festival, hvor måske kun 5 % giver en fuck for det, du står og laver, så vil jeg altså hellere spille foran et passioneret 20-personers crowd, som rent faktisk giver en fuck for det.

Jeg er nysgerrig på en ting, for der er ved at være lidt rift om pladserne på den danske heavy-scene: Hvilke danske bands ser I som de næste upcoming stjerner?
Ken: Jeg synes, Morild er rigtig, rigtig fede. Især live er de fantastiske. Det var et af de shows, hvor jeg tænkte: “Hold kæft, hvor ville jeg egentlig gerne spille i det band”, sådan inderst inde, et eller andet sted. Sunken var gode, da mig og Frederik var i bandet, haha!

Frederik: Ja, da vi var i bandet, haha! Men vi glæder os til at høre det nye fra Sunken.

Kim: Jeg synes, at det er fedt at se sådant et band som Alkymist lige pludseligt dukker op, ud af ingenting, med nogle ret kompetente mennesker og teamer op med Indisciplinarian og leverer en rigtig, rigtig fed og meget anderledes og alsidig udgivelse. Det synes jeg, er virkelig, virkelig spændende, og jeg ønsker dem virkelig al mulig held og lykke. Der kan jeg godt se, at der sker noget fedt med dem. Der er nogle meget kreative kræfter bagved.

Holger: Ja, det er fedt at se nogen, som bare tør at prøve noget andet, der ikke bare er klassisk “fee’ døø” – det er helt vildt dejligt at se.

Frederik: Der er også Deadnate, som vi skal spille med til Pest over Provinsen. De har også meget potentiale. Så det bliver mega fedt. Jeg glæder mig til at se dem live.

Nicolai: Samme her. Det er fedt, for jeg synes, at folk begynder at gå mere til koncerter og begynder at gå mere op i at støtte. Det, synes jeg, bare er kanont.

Kim: Ja, vi er jo selv vokset ud af sådan noget. Mono Goes Metal, her i Aarhus, viser, at hvis der ikke havde været bookere som Leifur eller folk, der lige har valgt at sørge for at have den gode detektiv-lup ude i danske øvelokaler, så tror jeg sgu ikke, at dansk metal ville være det sted, hvor den er i dag.

Vi glæder os til at høre mere fra jer på pladefronten. Hvornår kan vi forvente noget nyt?
Kim: Ja, der kommer noget nyt. Det bliver om…. om to år.

Resten af MØL: Neeeeej, du skal ikke sætte et tidspunkt på, haha!

Ken: Ej, det bliver, når vi lige har tiden til det.

Ok, så det bliver flettet ind mellem de andre planer for fremtiden? I hiver ikke sider ud af kalenderen for at gå i studiet lige nu?
Nicolai: Nej, det bliver en løbende proces.

Ken: Vi har jo heller ikke bare sådan råd til det med studie. Selvom vi ville ønske det.

Holger: At vi gør det på den her måde, betyder jo altså også, at vi er godt i gang med tours og koncerter. Der sker jo noget hele tiden!

Hvad skal der ellers ske i fremtiden, hvad har I i støbeskeen?
Kim: Et nyt album, haha!

Frederik: Vi har nogle festivaler, der er fastlagt. De kommer her i sommerhalvåret. Resten er ikke planlagt...

Ken: Hvis man ser på det, så har vi jo ikke rigtig noget materiale…

Resten af MØL: Aaargh, det er ikke helt rigtigt…

Kim: Hvis det skal være helt rigtigt, så har vi noget materiale, som godt kunne blive udgivet… Men det er noget i gemmeren.

Hvad har I af store drømme, som endnu ikke er fastlagt for fremtiden?
Kim: VI HAR IKKE SPILLET MED GOJIRA ENDNU!

Nicolai: At kunne leve af musikken.

Ken: At tjene penge på musik, haha! At gå over nul.

Frederik: Ikke at holde i kø på motorvejen!

Som altid får I da lige lov til at komme med en sidste kommentar her på falderebet, hvis I har noget, I vil sige?
Ken: Tak for en flot anmeldelse fra Heavymetal.dk, den er vi virkelig glade for, og vi glæder os til det forhåbentlig sjove arrangement Pest over Provinsen.

Kim: Jeg synes, at det er fedt, at I som bookere tør tage nogle chancer og forsøger at gøre noget mere for metalmiljøet generelt.

Ken: Og, I anmeldte også Sunkens album, dengang det udkom. Det var der ikke mange, der gad, haha. Tak for det!