Interview med Defacing God
Defacing God
Efter flere år i støbeskeen er Defacing God endelig blevet en realitet. Læs med her, hvor forsanger Sandie fortæller om ambitioner, hekseri og hvordan bandet blev booket til Viborg Metal Festival 2019 uden at have udgivet en eneste sang!
Lad os starte med begyndelsen: Hvordan opstod Defacing God?
Defacing God opstod på baggrund af min interesse for musik og metalgenren generelt. Jeg har sunget og interesseret mig for musik (især rock og metal), lige siden jeg var barn. Jeg er vokset op med alle de gode gamle, såsom Pantera, Slayer, Judas Priest, Black Sabbath, Metallica – you name it! Jeg har altid været fascineret af growling, eller rettere: ekstreme vokalteknikker, så tilbage i 2008 startede jeg selv med at praktisere det, og det har siden været min passion nummer ét! Jeg har altid gerne villet spille i band, men gjorde først noget ved det i 2015, da vores trommeslager (Michael Olsson) og jeg besluttede at starte et projekt sammen. Efter at beslutningen var taget, begyndte vi at søge efter musikere med samme intentioner og passion som os selv, og det endte så med den konstellation, vi har i dag.
Du nævner selv, at bandet blev dannet i 2015. Hvorfor er det først i 2018, at I er ”gået live” med projektet?
Da de fleste af os i bandet efterhånden er rutinerede musikere, valgte vi at holde vores projekt tæt ind til kroppen, indtil vi syntes, at alt var fuldstændigt klart. Vi syntes ikke, at det gav mening at synliggøre os selv før, og ingen af os havde lyst til at stille os på scenen og levere noget halvt færdigt. Derfor har vi arbejdet på højtryk for at blive sammenspillet og kreere noget, som vi selv er stolte af at vise frem. Jeg sætter selv stor pris på bands, som har et gennemført tema, sceneudtryk mv.
Udover ovenstående har vi haft nogle lovmæssige konstruktionsproblemer med vores øvelokaler, og vi var derfor nødsaget til at holde nogle måneders pause og få vores lokaler bygget om og gjort klar. Yderligere har vi haft et skift i lineuppet og vores bandmedlemmer. Alting tager tid – især når det gælder musik. Vi har haft så meget i støbeskeen, så mange idéer, og det er først nu, at jeg føler, at vi har fundet vores rette spor og udtryk. Jeg tror bare, at det er sådan, det er med kunst generelt. Det er én stor pærevælling af idéer, tanker og udtryk, og det kan tage lang tid, før resultatet af alt dette viser sig som noget, der giver mening.
Nogle af jer spiller også i andre bands. Hvad tror du, det betyder for Defacing God?
To af os i bandet spiller i andre bands. Resten af os har ’’kun’’ Defacing God. Men uanset hvad er der ingen af os, der ser Defacing God som en andenprioritet eller lignende. Musik og det at være i et band er tidskrævende – flere af os har børn, familie osv., og jeg selv er selvstændig samt studerende ved siden af – så det er helhjertet, uanset om vi også har andre beskæftigelser. Ellers ville der ikke være nogen mening i overhovedet at starte. Personligt har jeg det sådan, at når jeg går ind i noget nyt (efter eget valg), så er det all or nothing. Derfor prioriteres Defacing God på lige fod (hvis ikke mere) med mine hovedjobs, og jeg tror, at de andre i bandet har det på samme måde. Det er en passion og noget, som giver os alle sammen energi.
I skriver, at I er inspireret af skandinavisk metal samt hekseri og okkultisme. Hvordan kommer det til udtryk?
Jeg har altid haft en stor kærlighed til den melodiske/skandinaviske lyd. Det skandinaviske kommer helt klart til udtryk i den måde, vores musik er bygget op på. Der er mange genkendelige elementer, men vi har forsøgt at sætte vores eget præg på det ud fra vores personlige stil.
Udover det melodiske har jeg personligt en stor kærlighed til black metal, og derfor har jeg altid ønsket at trække elementer fra black med ind i den melodiske genre. Vi laver langt fra black, så folk skal slet ikke forvente en black metal-lyd, men der er bittesmå elementer. Jeg har aldrig været tilhænger af at kategorisere og fluekneppe en genre helt ned i detaljer, så i min verden er der kunstnerisk frihed til at gøre præcis, som man har lyst til. Men i bund og grund skal opbygningen af musikken også hænge lidt sammen, og nu er jeg selv kun vokalist i bandet, så mine musikalske idéer er nødt til at forene sig lidt med de andres, da det primært er Signar og Christian (guitaristerne), som strikker musikken sammen. Vi har alle hver vores personlige stil og måde at gøre tingene på, så vi prøver at mødes på midten.
Angående det okkulte og hekseri kommer det til udtryk i hele vores kommende sceneudtryk og performance. Det kommer også til udtryk i mange af mine tekster, da det okkulte, hekseri, det makabre og horror generelt altid har været nogle af mine største interessefelter. Nogle af mine tekster handler også om min anskuelse af verden og egne oplevelser, men selve heksetemaet og det okkulte er hele vores image, og det tager egentlig udgangspunkt i det at være anderledes og skille sig ud. I heksejagttiden (mellem 1400- og 1700-tallet) var det blot kvinder, som skilte sig ud fra mængden eller måske kunne noget. De blev ikke anset som en del af normaliteten, og derfor blev de brændt – i bund og grund, fordi ’’masserne’’ ikke forstod dem og var bange for dem. I dag er det mere acceptabelt at falde udenfor normen. Faktisk tænker jeg, at det ligefrem er blevet moderne at være alternativ – men uanset hvad vil der altid være dem, som ikke kan eller vil forstå dig, og du kan og skal ikke gøre alle tilfredse. Det er egentlig det, der er budskabet i temaet og det, som mange af teksterne kan analyseres ned til. Derfor har vi besluttet, at det skal være et gennemgående tema i hele vores udtryk.
I er blevet booket til Viborg Metal Festival 2019 – uden at have udgivet så meget som én sang. Hvordan kom det i stand?
Det er et godt spørgsmål. Jeg tror, at det har noget at gøre med, at flere af os i bandet allerede er et ’’known face’’ derude i miljøet. Signar (lead guitarist) har spillet i blandt andet Mercenary og Theory. Michael (trommer) er nuværende vokalist i Blood Eagle og Caro, og Rasmus (bassist) er nuværende bassist i Essence og Caro. Så folkene bag Viborg Metal Festival må have en eller anden form for tiltro til os og tro på, at vi ved, hvad vi laver. Vi er i hvert fald meget beærede og taknemmelige for at have fået en plads. Viborg Metal Festival er et fantastisk arrangement, og jeg selv er født og opvokset på egnen, så det er mig en fornøjelse at skulle spille der. Jeg kender en masse ansigter i Viborg og omegn, så jeg glæder mig til forhåbentligt at se mange af dem i crowden.
Kan vi forvente flere koncerter med Defacing God i 2019?
Det kan I helt sikkert! Vi er mere end klar til at vise folket, hvad vi har arbejdet på de sidste par år. Vi har flere shows i vente, som vi desværre ikke kan offentliggøre endnu. Men det kommer!
I har delt et par billeder fra studiet. Hvornår regner I med at udgive noget materiale?
Vi har ikke nogen fastlagt dato for et album, men vi arbejder på det, og vi regner stærkt med at udgive vores første album i 2020! Vi har et kommende samarbejde under opsejling med en velkendt og dygtig producer, som vi håber på snart at kunne tage skridtet videre med. Alting skal lige passe sammen, men der skal ikke være tvivl om, at vi er klar, og at vi arbejder på det. Førsteprioritet er at spille en masse shows samt at få udarbejdet en EP.
Kan du løfte sløret for, hvad vi kan forvente af jeres debutudgivelse?
Albummæssigt vil vi helst ikke afsløre for meget. Men I kan forvente en god vekslen mellem langsomme ritualistiske og atmosfæriske vibes, som understøtter vores okkulte tema, og hurtigere ’’in your face’’ dødsmetal med en smule old school vibes.
Hvad vil I gerne opnå i 2019?
Som minimum vil vi gerne opnå at udgive vores første EP, men planen er også at ramme en masse af de danske scener rundtomkring i landet og vise, hvem vi er, og hvad vi har at byde på. Vi har mange planer med det her projekt, men førsteprioritet i øjeblikket er shows samt en kommende EP.
Tak for jeres tid og jeres svar. Vi glæder os til at høre, hvad I kan!