Interview med Dani Filth/Cradle of Filth

Cradle of Filth

Cradle of Filth er klar med tolvte album, og vi er klar med første interview. Læs her, hvad ikoniske Dani Filth har at sige om gamle dage, bandets univers og den spritnye skive Cryptoriana – The Seductiveness of Decay.

Cradle of Filth har eksisteret i mere end 25 år, og nu er I klar med jeres 12. studiealbum. Hvad tænker du, når du ser tilbage på de forgangne år?
Først og fremmest tænker jeg, at det ikke føles som 25 år! Tiden går hurtigt. På den anden side tænker jeg også, at vi har opnået rigtig mange ting. Næste år er det 24 år siden, at vi udgav vores debutalbum, The Principle of Evil Made Flesh, og året derefter er det jo et kvart århundrede siden, ha, ha! Det har været nogle fantastiske år, og vi nyder at være, hvor vi er nu. Tænk, at vi stadig er så begejstrede for det, vi laver. Vi glæder os bare til, at vores nye album rammer butikshylderne, og at vi tager på verdensturné.

Hvordan synes du, at bandet har udviklet sig gennem årene?
Tja, vi har ikke haft mange svinkeærinder undervejs. Med det mener jeg, at vi har holdt godt fast i den lyd, der definerer Cradle of Filth. Samtidigt synes jeg, at vi har været legende og eksperimenterende nok til, at alle vores albums lyder forskelligt – hvilket er en god ting! Vi vil ikke lave det samme album to gange. Vores nye plade er en blanding af det hele; den har en moderne lyd, der skuer fremad, men den har også en gammel lyd, der peger tilbage på Cruelty and the Beast, Midian og Nymphetamine. På den måde forener vi det bedste fra nu og før.

Vi kan vist godt blive enige om, at du har en meget karakteristisk måde at synge på. Kan du huske, hvad der oprindeligt inspirerede dig til at prøve kræfter med den sangstil?
Hmm, jeg kan faktisk ikke huske, hvor jeg fik idéen fra. Jeg var meget inspireret af Tom Araya og Stace ”Sheepdog” McLaren – og så elskede jeg selvfølgelig Bruce Dickinson, King Diamond, Diamanda Galás og James Hetfield. Glen Benton og Dave Vincent var jeg også vild med. Man kan vel egentligt sige, at min sangstil er et sammenkog af dem alle. Det var i hvert fald dem, jeg så op til!

Javel. Cradle of Filth har altid været et meget visuelt band. Hvor vigtig synes du, at den visuelle del er i forhold til selve musikken?
Musikken er selvfølgelig det allervigtigste, ingen tvivl om det. Men jeg synes også, at det er vigtigt – i hvert fald for et band som vores – at give musikken noget modspil. Det gør vi gennem vores sangtekster og hele vores visuelle univers; artwork, videoer, liveoptrædener osv. Det har dog også betydet, at vi har låst os selv en smule fast. Folk forventer noget helt særligt af os på det visuelle plan. De forventer, at vores albums kredser om bestemte temaer, og at der er noget at se på til vores koncerter.

I er tydeligvis meget detaljeorienterede – også når det handler om corpse paint. Er der nogen særlige tanker bag de mange designs?
Tja… Alt, hvad vi gør, er nøje planlagt – men ikke lige det, ha, ha! Selvfølgelig har vores videoer visse temaer, som udseendet skal passe til. I ”Heartbreak and Seance” er jeg fx malet helt sort, fordi jeg skal repræsentere Døden. Dødsguderne Kali og Hades siges nemlig at være sorte fra top til tå. Men du kan være sikker på, at sort maling ikke bliver mit nye look. Det var så besværligt! Vi optog musikvideoen i Letland, og da vi skulle med flyveren hjem, havde jeg stadig maling bag ørerne. Det ville aldrig fungere på en turné; jeg ville bare ligne en, der var dyppet i blæk! På det mere generelle plan har jeg ofte en sminkør til rådighed, når jeg skal have et bestemt look. Hvis det drejer sig om et photo shoot, dukker jeg bare op, sætter mig i stolen og siger: ”Lav et eller andet spændende!”.

I har flere konceptalbums bag jer. Er jeres nye plade, Cryptoriana – The Seductiveness of Decay, også et konceptalbum?
Well, albummet er konceptuelt, men ikke et konceptalbum. Alle sangene er forbundet med ordet cryptoriana, der er en sammensmeltning af crypt og victoriana. Netop de to ord beskriver albummets tema vældig godt; vi tager udgangspunkt i victorianernes fascination af døden og åndeverdenen. Det tema bliver endnu tydeligere, når man tænker på undertitlen The Seductiveness of Decay. Den frase peger på et behov for selvdestruktion eller sågar dét at blive tiltrukket af dødens mange personifikationer. Albummet er også inspireret af victoriatidens forfattere, såsom E. F. Benson, Arthur Conan Doyle, Oscar Wilde, Arthur Machen, H. Rider Haggard og Algernon Blackwood.

Jeg er vildt betaget af 1800-tallets syn på åndeverdenen og folkets forhold til spådomskunsten, fx tarotkort og håndlæsning. Dengang anså man spiritualisme og kontakten med de døde som reelle videnskaber. Tiden havde også mange makabre elementer, og den gotiske litteratur var stærk – tænk bare på Dracula, Dr. Jekyll og Mr. Hyde, Billedet af Dorian Gray osv. Der var tilmed de såkaldte penny dreadfuls – billige historier, der blev udgivet på ugebasis. De handlede altid om mord og var på sin vis gotiske melodramaer. Jeg synes også, at Cryptoriana er et gotisk melodrama!

Sikke en beskrivelse! Hvordan synes du, at Cryptoriana adskiller sig fra jeres tidligere albums?
Vi har nogle rigtig dygtige musikere i bandet nu, og lyden skabte mere eller mindre sig selv. Faktisk stammer sangene ”Achingly Beautiful” og ”The Seductiveness of Decay” fra Hammer of the Witches-tiden. Dengang var sangene… underudviklede. De kom derfor ikke med på albummet. Da vi skulle skrive materiale til den nye plade, hev vi numrene frem igen, og vi gav dem en makeover. De passer også meget bedre ind på Cryptoriana. Det album er hurtigere, og de orkestrale segmenter er mere flydende. Hvor der førhen var en orkestral intro eller outro, er orkestret nu en del af selve sangen. Det betyder også, at de enkelte tracks er ret lange – ligesom på Cruelty and the Beast og Midian.

Derudover har Cryptoriana flere guitarsoloer, der er noget akustisk, vi har flere høje sopraner i koret og en gæstevokalist – ingen ringere end Liv Kristine, der er med på ”Vengeful Spirit”. Her spiller hun rollen som en kvinde, der bliver forrådt af en mand og begår selvmord. Herefter vender hun tilbage som et spøgelse, der vil have hævn. Jeg spiller selvfølgelig manderollen, og sangen er en slags ond duet. Folk, der forventer en ”Nymphetamine Part 2”, vil nok blive overrasket over dette track... Vi har også et par virkelig tunge numre på skiven, navnlig ”Death and the Maiden”. Den sang tager udgangspunkt i mytologi og handler om den første levende, der satte sin fod i underverdenen. Det var gudinden Persefone. Hun blev taget til fange af Hades, og han gjorde hende til underverdenens gudinde. Det er en lang og episk sang at slutte albummet af med – ret atypisk i forhold til vores sædvanlige afslutningsnumre. Vi plejer at slutte med en hurtig sang.

Hvilke sange fra det nye album glæder du dig mest til at spille live?
Puh, svært spørgsmål. Det kommer helt an på, hvilke sange vi rent faktisk får på sætlisten. Jeg håber, at vi kommer til at spille ”Achingly Beautiful”, ”You Will Know the Lion By His Claw” og ”Heartbreak and Seance”.

Storartet. Det er meget populært at tage på jubilæumsturné, hvor et klassisk album spilles fra ende til anden. Er det noget, Cradle of Filth kunne finde på?
Tja, både og. Næste år har Cruelty and the Beast 20-årsjubilæum, og det fejrer vi med en genudgivelse af albummet. Det er faktisk et komplet remix. Mange fans brokker sig over, at produktionen på den oprindelige plade ikke er helt i top; materialet er godt, men især trommelyden er underlig. Derfor mikser vi albummet forfra og skaber en stor og fed lyd – uden at afvige for meget fra den gamle atmosfære. Med den udgivelse kommer selvfølgelig også nogle koncerter, men jeg tror ikke, at vi kommer til at spille pladen fra start til slut. Jeg vil dog ikke udelukke, at vi nogensinde vil spille et album i sin helhed.

I har netop annonceret en europaturné med Moonspell, og I rammer Danmark næste år. Hvad kan vi forvente af det show – har I nogle tricks i ærmet?
Well, vi har faktisk slet ikke planlagt koncerternes indhold endnu. Al vores fokus har været på at finpudse og færdiggøre albummet, skabe fedt artwork og ordne en masse småting. Dertil kommer den store mængde pressearbejde; jeg har allerede lavet 150-160 interviews om Cryptoriana. Når vi er færdige med pressen, kan vi begynde at planlægge turnéen bedre. Så sætter vi os ned omkring et bord og spytter idéer ud. Der er meget, vi gerne vil, men der er desværre også mange begrænsninger – transport, logistik osv. Jeg kan kun sige, at det bliver vildt fedt!

Ingen tvivl om det! Mange tak, fordi du ville snakke med os.
Fornøjelsen er helt på min side. Cryptoriana udkommer d. 22. september via Nuclear Blast, og vi har masser af opdateringer på vores Facebook-side. Der kommer også snart en ny musikvideo. Jeg vil gerne sige tak til alle vores fans i Danmark. Vi besøger jer til marts – ses!