Illdisposed
Så er de Århusianske druklømler atter klar med et nyt album, og inden de drager af sted på tour, fik jeg lige skudt et par spørgsmål af sted til bandets guitarist, Jacob Batten.
Tillykke med det nye album, jeg kan se I allerede har høstet nogle yderst sublime anmeldelser. Har det fjernet noget af nervøsiteten fra det pres, der utvivlsomt ligger fra Roadrunner's side?
Tak for det. Ja, anmeldelserne har indtil videre været bedre end for "1-800 Vindication", hvilket egentlig overraskede mig lidt. Jeg var klar over fra starten, at det ville blive en tung fisk at trække i land, hvis vi skulle lave et album der levede op til forventningerne efter Vindication. Men et eller andet rigtigt har vi tilsyneladende gjort. Jeg tror folk kan lide at der er mere smæk på, der blev muligvis hældt en anelse for meget fløde i sovsen sidst. Det største pres der har været fra Roadrunners side var, at vi pludselig kun havde 3-4 måneder til at skrive pladen, efter alle vores koncerter sidste år. Vi er ikke ligefrem kendte for at bruge vores tid i øvelokalet, og spytte en plade ud om året. Derfor måtte vi gøre det hele anderledes end normalt, og i stedet for at stå og diskutere hvad der lyder godt, og hvad der stinker af bæ, skrev jeg musikken derhjemme, og stak de andre en cd med de færdige numre på.
Grunden til at jeg spørger, er fordi I altid har virket som en flok gutter, der har vægtet kammeratskabet og den interne humor, forud for meget andet. Så er der visse prioriteter der ligger anderledes nu, i forhold til det at være signet på en af de absolut største metal mastodonter?
Intet er ændret, vi er stadig en flok bonderøve der er pisse ligeglade med alt, andet end at have det sjovt. Det er Roadrunner klar over, og jeg tror egentlig de har det fint med det. I hvert fald de lokale afdelinger af Roadrunner. Det tyske kontor er fjollede med os, både som personer og som band. Og gu’ er det da skægt at spille bold med de tunge drenge i branchen – ikke mindst EMI, som vi jo skrev forlagsaftale med. I stedet for at sidde med en pose øl fra Aldi og fejre en kontrakt, sidder vi nu og drikker champagne i et kontor fyldt med platin plader på væggene. Det er da skægt at prøve, men i sidste ende er det ikke os. Vi skal ud og drikke os fra sans og samling, og slås med hinanden som det var tilfældet på Wacken festivalen, hvor vi kun undgik at blive smidt ud fordi vi havde booking aftale med firmaet bag Wacken. Men vi var også ekstremt fulde, og fik smadret en pæn del af møblementet backstage. Jeg siger dig, nogle gange knaser det i hele kraniet når jeg spiser, fordi jeg har fået så mange flade af Bo.
Alt lader åbenbart til at være det velkendte samme, med en dagsorden der står på tæsk, bajere og metal. Hvilke mærkbare forskelle er der på "Burn Me Wicked", i forhold til "1-800 Vindication"?
Det er helt klart mere brutalt og mere dynamisk. Der er lagt mere vægt på rødderne i musikken, i stedet for sovs og synth. Godt nok er der stadig en del synth, men det er bedre mixet ned i musikken denne gang synes jeg. Men generelt kan vi godt lide at bygge videre på hvad vi har, i stedet for at ride bølgen af og lave en 2’er af succes pladen. Vores næste album vil også blive anderledes, en del anderledes tror jeg.
I et nummer som "Throw Your Bolts" ligger i ganske tæt op af Bolt Thrower (vel ikke uden grund), med både sangrytme og guitarharmoni, og på selve titelnummeret, er der med Mikkel Sandagers gæste vokal, ganske klare associationer til Nevermore. Disse tiltag er pakket ind med jeres eget velkendte groove, men går I bevidst efter at plagiere andre, for derefter at transformere det ind i jeres eget univers?
Det eneste på pladen vi bevidst har stjålet, er melodien fra "Incomplete" med Backstreet Boys. Det var først da "Throw Your Bolts" blev indspillet at vi opdagede at det godt kunne lyde en smule som Bolt Thrower, og Bo syntes det var herre skægt at kalde nummeret "Throw Your Bolts", som i øvrigt intet har med teksten til nummeret at gøre. Det samme gælder Mikkels vokal. Han lyder jo ikke ligefrem som ham fra Nevermore, når han synger i Mercenary.
Ligesom tilfældet var på "Vindication", har I atter valgt at benytte Ziggy, og jeg må sgu indrømme at han atter har skabt en massiv lydkulisse. Til gengæld er det ikke længere ham der bidrager med de ekstra gæste vokal spor. Hvorfor var det i stedet, at Mikkel Sandager denne gang røg ind over?
Ziggy er nok én af de få personer der forstår vores humor, og mangel på seriøsitet over for det hele. Når vi indspiller bruger vi mere tid på at svine ham, og alle andre til, og drikke bajere, end vi bruger på at indspille. Jeg tror vi kunne give de fleste producere grå hår. F.eks. da jeg skulle indspille alle melodi stemmerne i rytme guitaren, kom jeg totalt bagstiv direkte fra en fest, og troede jeg kunne spille ind. Men det lød jo ad helvede, og efter et par numre faldt jeg i søvn i sofaen i studiet. Og dagen efter skulle det hele selvfølgelig spilles om. Grunden til at vi valgte Mikkel til den rene sang, var at Ziggy ikke rigtig gad, og vi vidste at det ville blive en langvarig proces hvis han skulle gøre det. Mikkel sang det hele ind på en times tid, og så behøvede vi ikke tænke mere på det.
Efter Lasse Bak gik ud af bandet, kan jeg forstå at meget af sangskrivningen, blev overladt til dine skuldre?
Det er korrekt, og det har jeg det fint med. Men jeg skrev også størstedelen af "Vindication", og nogle numre på "Kokaiinum". Jeg har en masse musik i hovedet hele tiden, og jeg har da også allerede idéer til et par numre til den næste plade. Vi er to der laver noget i bandet, Bo og jeg. Vi laver alt musik og tekst, kører til møder og aftaler med pladeselskab, laver promotion og så videre. De andre møder bare op når vi skal spille koncerter, men det er fint nok For mange pikke gør skeden slap.
Hehe, ja det kan der være noget om. Jeres koncert program er yderst tætpakket i år, med bl.a. en Europa tour der ikke levner ret meget fritid. Hvordan overlever man sådan en omgang - vel næppe på at drikke sig sanseløs beruset hver aften, eller er det netop tilfældet?
Man overlever kun med nød og næppe. Det stinker at være på tour, det er virkelig et punker liv. Efter en uge lugter man ligesom sæderne i bussen, og man ligner en sæl i hovedet på grund af dårlig kost og druk. Vi er faktisk nødt til at drikke hver dag, for at lette lidt på den tykke sorte strøm af tjære, der render ned over øjnene på én når det bliver morgen, og man sidder og glor ud af vinduet i et eller andet lortehul i Belgien på en tirsdag, og det i øvrigt regner for tolvte dag i træk. Når man er fuld er det hele lidt ligegyldigt, indtil næste morgen. Det er en nedslidende cyklus, og efter tre uger har man forkortet ens liv med to år.
Så er der forlængst nok røget adskillige år på den konto... Af alle steder, hvorfor så lige vælge Stengade 30 som stedet for release fest? Det lille hummer har da næppe rammerne til ret meget?
Vi har intet med det at gøre, alt er sat op af vores tyske booking agent. Det er meget længe siden vi var der sidst, og jeg kan ikke engang huske hvordan stedet er. Det er ikke altid lige skægt at spille heavy metal, sådan er det bare.
Apropos Stengade 30 (som jo har haft ry som et af Københavns fineste steder, blandt punkere og autonome), så passer den afsluttende "Illdispunk'd" rent musikalsk meget godt ind i det miljø. Lige det nummer er jo nærmest ét miskmask af Red Warszawa og Motörhead, tilsat en sjat punk attitude. Tør man spørge hvorfor og hvad meningen er med det nummer?
For helvede da, jeg hader bare autonome. Nu bliver jeg pludselig rigtig træt. Men meningen med det nummer er sådan set meget simpel. Det er ét af de mest ærlige numre vi har lavet, og det fortæller blot sandheden om os på tre forskellige sprog. Der er ikke så meget andet i det end det.
Drivkraften i et band måles ofte i resultater, så med henblik på at Illdisposed både har spillet på Wacken, Roskilde og andre store festivaler, samt nu at være på Roadrunner. Jamen er der så, så meget mere at opnå, indenfor jeres kaliber?
Hos os måles drivkraften ikke i resultater. Vi er pisse ligeglade, helt ærligt. Men det er kun en force for os, fordi det gør at vi ikke får nedtur over nederlagene. Vores drivkraft er vores venskab, og vores hang til fest og ballade. Vi har intet mere at opnå. Om få uger har vi spillet godt en uge i New Zealand, og så kommer man ikke længere væk. Vi har planer om Australien også, jeg er bare pisse bange for edderkopper. USA gider vi ikke spilde vores tid på, med mindre der kommer et rigtig godt tilbud.
Tilbage er så bare at håbe venskabet og ballade genet holdes intakt en rum tid endnu, for "Burn Me Wicked" er bestemt et stærkt udspil, til drengenes slagfaste bagkatalog.
Kommentarer (5)
Keitel
Tidligere anmelder
Indlæg: 425
Fedt interview, cool humor
Fedt interview, cool humor han har og fedt han ikke kan lide autonome-de skulle skydes.
Goredon
Tidligere anmelder
Indlæg: 41
He he... ja fedt og ganske
He he... ja fedt og ganske underholdende interview. Kunne godt tænke mig at vide, om de har en form for SM-slave, og hvis, hvor meget tæsk han/hun får pr. time! ;)
Blood Of Lucifer
Indlæg: 4
Er jeg den eneste som har
Er jeg den eneste som har Four Depressive Seasons, hvor det sidste nummer mangler?
Fyrsten
Tidligere anmelder
Indlæg: 181
# 3:
# 3:
Mon ikke bare det er en trykfejl, mener at "Deathwork Orange" og "Winter Of Our Discontemt" er et langt nummer...
klitzerise
Indlæg: 2
hehe fandme et skægt
hehe fandme et skægt interview. . . XD