Copenhagen Metal Fest - Billy Boy in Poison

Kan man lide sin dødsmetal i den mere moderne ende, er Billy Boy in Poison et band, der i den grad skal ses.  Godt nok har de ikke ligefrem et navn, der indgyder frygt og respekt, men siden dannelsen for knap 15 år siden har de udviklet sig fra habil deathcore til en sand tour de force i groovy dødsmetal. Core-elementerne og et par squeals er der stadig, men de er tilsat en så habil omgang dødsmetal, at selv Chuck Schuldiner ville have været stolt. Med et ambitionsniveau højere end Mount Everest kombinerer Billy Boy in Poison stærke riffs, fede melodier og lækre grooves på kryds og tværs, så lyden aldrig forfalder til standard hygge-død.

Med et par plader i rygsækken, deriblandt den mesterlige Invoker, plus ny musik på vej, er der lagt i kakkelovnen til en koncert, hvor man i den grad burde kunne få strækket nakkemusklerne. Så er man til en omgang moderne dødsmetal, er der absolut ingen grund til ikke at møde op.

I forbindelse med denne artikel, har vi stillet bandet nogle spørgsmål vedr. den danske scene og Copenhagen Metal Fest.

Hvordan ser I på nuværende tidspunkt den danske metalscene?
Den er inde i en rigtig god udvikling. De nye tider hvor streaming dominerer, lytterne har en zapperkultur og der er en jungle af bands, kræver en solid DIY-tilgang og målrettet arbejde for at blive hørt. Det præger også på den danske metalscene, hvor stor selvsikkerhed og professionalisme ses hos flere og flere bands.
Den fortærskede ’Danish metal’ dødsthrash-lyd er heldigvis på retur, og der er især to slags bands, som det kører for lige nu: Dem med et selvstændigt univers og lyd (fx VOLA, Odd Palace, Cabal), og dem med kommerciel lyd og velsmurte sange (fx Aphyxion, Siamese, Defecto). Vi har respekt for begge tilgange.
Og så er der lige Baest, som skider på begge dele og kører den hjem på superstærkt liveshow og dygtig management. Også fedt.

Hvad kan den danske metalscene, som er værdifuldt for den internationale metalscene?
Dansk metal er på vej ud af skyggen fra de store metalstærke naboer som Sverige, Norge og Tyskland. Hvor Danmark i lang tid mest var stærkest indenfor groovy dødsthrash som Invocator, Sacrificial, Hatesphere mv. er det danske take på en hel række metalgenrer begyndt at være solidt.
Selvsikkerhed, mod og iværksætterånd ses både hos musikere og labels som bl.a. Indisciplinarian og Prime Collective. Det internationale marked og publikum er begyndt at bemærke og anerkende begge dele.

Hvordan udvikler den danske metalscene sig i øjeblikket?
Der kommer mere og mere af den sunde konkurrence, hvor bands spejler sig i hinanden ift. musik, formidling og forretningsmetoder, samt et styrket fællesskab.  Det spirer også frem med nye festivaler, spillesteder og medier, og det er fedt.
Til gengæld dominerer labels/management som Prime Collective og Mighty Music, hvis man vil have sin musik ud gennem et større netværk, og de kunne måske have godt af endnu mere konkurrence.

Er der en særlig genre, som skiller sig mere ud end de andre?
Danmark er begyndt at have nogle rigtig stærke navne inden for black metal, særlig den storladne slags. Orm, Møl, Solbrud, Morild, Afsky, Nordsind, Redwood Hill m.fl. De tør lege med genrens virkemidler og udvikle lyden. Det må man tage hatten af for.

Hvordan har den danske metalscene ændret sig siden I startede (enten positivt/negativt)?
Den voksende DIY-tilgang er sund, for den tvinger bands til at tage sig selv alvorligt og lægge en ordentlig plan. Der er mindre lal end i gamle dage, også hos os selv. Man glædes mere ved hinandens succes og bakker op frem for at mukke og have ondt i røven. 
Den danske scenes udvikling og succes gør også, at man i stigende grad kan repræsentere den med stolthed frem for at være Sveriges lillebror.
Man kan dog godt blive nostalgisk over dengang, hvor man brugte alle lommepengene på en ny skive og derfor gav den ekstra god tid og mange lyt. I dag er der stor fokus på singler, så det kræver mere mod at lave sammenhængende albums og ting, der kræver tid af lytteren. Bands som Sunless Dawn viser dog, at det stadig er muligt at skrue en fed helhed sammen i et album.

Der popper flere og flere festivaler op i Danmark, især i metalmiljøet. Hvad synes I om det?
What's not to like? Det er et sundhedstegn for metalkulturen og samtidig en god mulighed for mindre bands til at få festivalerfaring. Tak til dem, der tager initiativerne og gør arbejdet!
Vi håber, at publikum vil bakke talstærkt op om Copenhagen Metal Fest også.

Hvad tænkte I, da I blev inviteret til Copenhagen Metal Fest?
Det var vi glade og stolte over. Vi blev booket tidligt i processen og skal optræde på den største scene. Festivaljobs er noget af det, man rigtig gerne vil have fat i på vores niveau, så at blive anerkendt af nogle af scenens vigtige aktører er fedt.
Vi har tænkt os at give den hele armen og levere det fedeste show, vi kan!

Nogle af de deltagende bands på CMF har været tilstede på den danske metalscene i flere årtier. Ser I op til bands som disse (Artillery, Illdisposed) og ser i disse som inspiration?
Ja da. Man kan ikke benægte disse bands betydning for den danske scene, og det er inspirerende, at de bliver ved. Selvfølgelig er de seje, om man hører dem eller ej. Der er i øvrigt god skrald på den nye med ’Posen.

I er godt på vej op af metal-stigen. Hvordan når I toppen og hvad kan vi forvente af jer som band, når I når derop?
Der er meget arbejde i at prøve at få succes med et band, så det er en stor motivationsfaktor, når det går opad. At se sine idéer og visioner spejlet i et taknemmeligt publikum giver energi til at blive ved.
Hvad toppen er, ved vi ikke, men vejen deropad er også sjov og givende. Vi arbejder p.t. på vores tredje album, som bliver rigtig stærkt, og forhåbentlig kan dette album sammen med hårdt arbejde hjælpe os skridtet videre til bl.a. flere tours i udlandet.
Længere oppe af stigen vil I opleve et band, der stadig brænder lige så meget for at levere et fedt show, som dengang man allernådigst spillede et floorshow for en kasse bajere og havde det for vildt over det!