’We’re taking over this town’ ...!
FOTO: Bettman Archive (altered by Pantera)
Tillykke med jubilæet: Cowboys From Hell (1990-2025)
Torsdag den 15. juni 2023 kl. 21:30 …
Der stod vi så. Tusinder og atter tusinder, samlet på det slidte betonunderlag foran Helviti. Sitrende af kollektiv forventningsglæde og ærefrygt ved tanken om, hvem der denne sommeraften skulle betræde den ikoniske hovedscene på Copenhell. Og med rette! For mens solen gik ned bag horisonten, leverede Pantera det mest mindeværdige comeback i nyere tid – hele 23 år efter deres seneste optræden i Danmark!
Men hvem er og var de egentlig, kvartetten fra Arlington, Texas? Hvordan formåede de at etablere sig i en tid, hvor grungen herskede som den altdominerende faktor i den vestlige ungdomskultur? Og kan man efter to årtier i det hele taget samle stumperne af en regeringsperiode, der endte lige så brat, som den var begyndt?
Dette er historien bag og en hyldest til Cowboys from Hell, der af mange betragtes som den hellige gral inden for groove metal. Et album, der lagde grundstenene til de bevægelser, der omkring årtusindeskiftet manifesterede sig som metalcore og nu metal. Et album, prominente navne som Lamb of God, Gojira, Machine Head, Hatebreed, Slipknot og Korn alle til hobe mere eller mindre skylder deres kunstneriske eksistensgrundlag. Og et album, der i år kan fejre 35-års jubilæum som en af de mest indflydelsesrige metaludgivelser nogensinde.
Hver generation, sine helte
De findes i hyldemeter hos hengivne fans over den ganske klode – skiverne, der endte med at definere et helt årti. Alle kender efterhånden beretningen om de fire ungersvende fra Birmingham, der tilbage i 1970 støbte tungmetallens kugler med værkerne Black Sabbath og Paranoid. Det ældre segment af ’Generation 68’ genkalder sig formentlig også, hvordan Judas Priest og British Steel 10 år senere banede vejen for de tidligste bølger af speed og thrash, der op gennem 80’erne skyllede hen over den interkontinentale metalscene. Og i sommeren 1990 skete det så igen. Denne gang med Pantera i rollen som en af de centrale, men måske også mest usandsynlige, bannerførere for metalscenens næste renæssance.
De tidlige år
Efter flere omrokeringer havde bandet siden 1982 bestået af brødrene ’Diamond’ Darrell Lance og Vincent ’Vinnie’ Paul Abbott, Rex ’Rocker’ Brown samt Terrence Lee Glaze. Sammen med navne som Stryper, Dokken og Quiet Riot havde Pantera i det forgange årti dog primært gjort sig bemærket inden for glamrock. Dermed fremstod de umiddelbart langt fra gearet til paradigmeskiftet mellem generationerne kendt som ’68’ og ’X’. Efter en periode præget af konservative familieværdier blev børn og unge nu langt i højere grad overladt til sig selv, takket være forældrenes stigende behov for selvrealisering. Kønsrollerne var ikke længere givet på forhånd, kvinderne indtog i stigende grad arbejdsmarkedet, og skilsmisseraten eksploderede i et hidtil uset omfang. Det obligatoriske oprør mod de fraværende autoriteter manifesterede sig således, ganske lig hippiekulturen, i en modstand over for materialismen. Det var dog ikke længere en kamp for frigørelse. Det var derimod en kollektiv følelse af forsømmelse, massivt omsorgssvigt samt en higen efter oprigtighed og autenticitet, der sikrede bands som Alice in Chains, Nirvana, Pearl Jam og Soundgarden – i eftertiden kendt som grunge-bevægelsens ’fire store’ – noget nær optimale vækstvilkår. Pantera måtte med andre ord hive en regulær gamechanger op af hatten for at gøre sig gældende på den nye scene. Og det gjorde de så …
1986 – Enter: Philip Anselmo
Den udslagsgivende begivenhed havde paradoksalt nok allerede fundet sted fire år forinden. Her var den blot 18-årige Philip Anselmo trådt ind som afløser for Glaze, der som bekendt havde ageret mikrofonholder siden 1982. Her var en ung mand med voldsomt temperament, men også med helt nye idéer og visioner for udtrykket. Anselmo bekendte sig i langt højere grad til thrash metal og havde som oftest demobånd med Slayer, Rigor Mortis og Exhorder med i øvelokalet. De øvrige medlemmer var ikke sene til at lade sig begejstre, og bandets fjerde album, Power Metal (1988), endte som det hidtil tungeste i rækken. Om end man stadig formåede at snige enkelte glam-elementer ind undervejs, så adskilte de raspende vokalstykker sig markant fra tidligere udgivelser. Det medførte lidet overraskende nogle seriøse refleksioner om fremtidens lyd såvel som image, og Vinnie Paul blev på bagkant af udgivelsen citeret: ’These magic clothes don't play music; we do. Let's just go out there and be comfortable, jeans, T-shirt, whatever, and see where it goes’. Det blev begyndelsen til enden på tiden som uafhængig artist, og den dag i dag fremgår de fire første skiver hverken på bandets eget website endsige som andet end sjældne samleobjekter.
Et imperium tager form
Vil man frem i verden, må man have de rigtige folk omkring sig. Det skulle i mellemtiden vise sig vanskeligere end først antaget, men efter at være blevet afvist ’28 times by every major label on the face of the Earth’ landede gruppen en aftale med Atco Records. Næste punkt på dagsordenen var at finde den rette producer. Her faldt valget på Terry Date, der tidligere havde samarbejdet med navne som Soundgarden, Metal Church og ikke mindst Overkill, der i 1989 udgav The Years of Decay. Et album, der sammen med Darrell Abbotts revolutionerende riffblokke fik afgørende betydning for Panteras endegyldige transition ’fra glam til groove’. Som et lille kuriosum valgte både Darrell og Rex dog at fastholde tilnavnene ’Diamond’ og ’Rocker’ helt frem til 1992. Mens bassisten endegyldigt lagde sit på hylden, fostrede Darrell i stedet et pseudonym, der til stadighed resonerer i de hellige haller: ’Dimebag’!
Et album til eftertiden
Nogle vil mene, at Panteras egentlige svendestykke først fulgte i form af Vulgar Display of Power. Og indrømmet, det er vanskeligt at argumentere helhjertet imod. Dels er opfølgeren spækket med det ene monsterhit større end andet – ikke mindst ”Walk”, der i marts 2023 landede som nummer 29 på listen over ’100 Greatest Heavy Metal Songs of All Time’ hos det velrenommerede musikmagasin Rolling Stone. Dels gik Anselmo fra det, vi kunne kalde ’power-falset’, til en langt mere hardcore-influeret stil, mens ’Dimebags’ guitar aldrig havde lydt tungere. Og vupti, så havde man ikke alene bygget bro mellem undergrundmiljøet og mainstreamlytterne, men samtidig formået at udfylde det massive tomrum, mægtige Metallica havde efterladt på thrashscenen med udgivelsen af The Black Album.
Alligevel peger pilen og Panteras ’rise to power’ tilbage på Cowboys from Hell. Det er herpå, vi stadig finder en snert af barndomsrødderne i countrymusikken. Hvor numre som ”Shattered” og ”The Sleep” trækker tråde til samtlige medlemmer af Judas Priest, lige fra Anselmos forvrængede skrig til Dimebags komplekse riffmønstre og guitarsoli. Hvor de drævende doom-passager i ”Message in Blood” giver genklang af Tony Iommi og dermed Black Sabbath. Og så er det nok væsentligt herpå, vi finder ”Cemetery Gates”. Tynget af tab og sorg illustrerer Anselmos formidable high-pitch og ’Dimebags’ magiske modsvar gennem syv suveræne minutter lige præcis, hvorfor magasinet Metal Hammer betragter nummeret som en af de største ballader i metalhistorien. Og hvorfor det med rette er ’… etched into the hearts and minds of metalheads everywhere’. Således nu også hos undertegnende efter at have oplevet mesterværket fremført i levende live …
’For the fans, for the brothers, for legacy’
Tilbage på Copenhell valgte jeg, i øvrigt højest ureglementeret som redaktionens designerede skribent, at erhverve og iføre mig en T-shirt med ovenstående inskription allerede inden koncerten. Budskabet vil for nogen være lige til den kitschede side, mens det for andre på smukkeste vis indrammer fortællingen om Panteras storhed og fald. For mit eget vedkommende tjener den til evigt minde om en af de med afstand mest begrædelige hændelser, der nogensinde har ramt metalmiljøet. Den 8. december 2004 gav ’Dimebag’ og Vinnie Paul sammen med deres daværende band, Damageplan, en koncert på spillestedet Alrosa Villa i Columbus, Ohio. Det skulle vise sig at blive guitaristens sidste optræden. Blot 60 sekunder inde i sættets første nummer stormede en bevæbnet gerningsmand scenen og begyndte uden yderligere varsel at løsne skud. Da røgen havde lagt sig, og det efterfølgende fremmødte politi havde likvideret skytten, lå i alt fem personer dræbt i salen, deriblandt ’Dimebag’. Der er til dato formuleret adskillige teorier om motiverne bag mordet. En af disse fremstillede drabsmanden som skizofren, angiveligt af den opfattelse af Pantera havde ’stjålet’ hans tanker, og at bandet gjorde nar af ham. En anden udlægning peger i retning af, at et interview med Metal Hammer kan have været den udløsende faktor. Heri bebrejdede Anselmo således ’Dimebag’ for Panteras opløsning i ekstremt kritiske vendinger. Uanset årsagen er det offentlig kendt, at familien Abbott efterfølgende afskar al kommunikation med Anselmo og tillige nægtede ham deltagelse i ’Dimebags’ mindehøjtidelighed. Vinnie Paul og Anselmo genoptog da heller aldrig kontakten, og 14 år senere ramte tragedien så igen. Den 22. juni 2018 sov trommeslageren stille ind som følge af hjertekomplikationer. Han blev 54 år gammel. Æret være deres minde …!
I sommeren 2022 sprængte Brown og Anselmo derfor en regulær bombe: nemlig nyheden om reformationen af Pantera. Trommeslager Charlie Benante (Anthrax) og guitarist Zakk Wylde (Black Label Society, Ozzy Osbourne) var hentet ind som substitutter for det hedengangne søskendepar, og især Benante smed ekstra brænde på bålet, da han, adspurgt om verden kunne forvente nyt materiale, responderede: ’Oh man, who knows? Creatively, if we are just flowing and getting going, and things are starting to be really good, musically speaking, you never know what could happen.’ Se, så blev det pludselig rigtig interessant. Og hvem ved? Måske har vi stadig det bedste til gode. Indtil videre kan vi i al fald se frem til søndag den 26. januar, hvor Pantera sammen med Power Trip og Child Bite gæster Royal Arena.