Top 3 - Zandra Damsgaard 2021
Et tyndt og trist koncertår bød heldigvis på herlig ny musik
Endnu et år i coronaens tegn og således stort set uden festivaler og koncerter er på én og samme tid både kravlet og fløjet forbi og har efterladt os med afsavn, som vi end ikke troede mulige. Heldigvis har nogen været så elskværdige at udgive musik – masser af dejlig, sprød og tung musik – der gør det hele lidt lettere at komme igennem. Her er mine bud på årets bedste danske og internationale udgivelser inden for vores elskede hævimædl <3
Årets danske udgivelser
3. Livløs – And Then There Were None
Indrømmet, hvis ikke jeg havde set Livløs i Pumpehuset dette efterår, havde jeg nok ikke skænket And Then There Were None mange tanker. Men det er jo netop det, livemusikken kan: åbne døre og sind og give os oplevelser, vi ikke havde forventet. Både live og her på bandets blot andet udspil er Livløs alt andet end livløse, og man kan ikke undgå at blive revet med af den eksplosive energiudladning, de fire århusianere præsterer, samtidig med at bandmedlemmerne hver især formår at formidle deres kunnen uden at miste fokus. Det er potent som bare pokker, og det er slet ikke dumt.
2. Baest – Necro Sapiens
Bummelum, bedst som verden bare var godt og grundigt træls, kom det jyske bæst med ny musik! Necro Sapiens er et ikke bare et dødsmetalalbum, det er et ualmindeligt fedt dødsmetalalbum spækket med potentielle singler og med det særkende, at det er optaget live i studiet. Dette kommer blandt andet til udtryk ved den helt særlige uhøjtidelighed, der netop kendetegner Baest og skiller bandet ud fra dets genrefæller. Kvintetten er så umanerligt elskelig, og den indlevelse og det nærvær, bandet spiller med, er så ægte og så smittende, at det kan og bør tjene som benchmark for alle andre. Og måske er det i sidste ende det, der gør Necro Sapiens så pokkers vellykket, at man godt tør driste sig til at kalde den Baests til dato bedste skive.
1. Iotunn – Access All Worlds
Havde nogen tidligere på året sagt til mig, at debutalbummet fra et hidtil ukendt dansk band ville blive et af mine mest spillede og elskede i 2021, ville jeg nok have slået en hånlatter op. Men det her er ikke et hvilket som helst band! Det er Iotunn, og de er med deres unikke mix af blandt andet progressiv, power og melodisk dødsmetal hinsides alt, hvad du, jeg og vi tidligere har lagt ører til.
Her er først og fremmest tale om fem superprofessionelle og på hvert deres felt afsindigt dygtige musikere. Fra Bjørn Wind Andersens dundrende stortromme og knivskarpe præcision i smuk symbiose med Eskil Rasks mindst lige så tunge og præcise femstrengede bas over brødrene Jesper og Jens Nicolai Gräs med deres fremragende guitarspil – både sammen og hver for sig – der uvægerligt får en til at ønske, at man havde øvet sig en hel del mere på Telecasteren hjemme på teenageværelset. Og så til færøske Jón Aldará som kutteklædt og tavs frontfigur med en vokal, der både kan flænse og fortrylle, og hvis lige jeg ikke mindes at have hørt i kongeriget.
Access All Worlds er slet og ret et mesterværk, og var anmeldereksemplaret landet på mit bord, havde det udløst min første topkarakter her i biksen. Til gengæld har jeg haft fornøjelsen at opleve Iotunn live de indtil videre blot to gange (se her og her), bandet har optrådt i sit nuværende setup, og det har været en lige så vild oplevelse som studieversionen. Hvis ikke du har hørt Access All Worlds, så gør det prompte!
Årets internationale udgivelser
3. Alien Weaponry – Tangaroa
De unge newzealændere i Alien Weaponry blæste i 2018 igennem med debutalbummet Tû, og hvilket album! Det var ikke perfekt, men det var så forfriskende i sin ungdommelige fandenivoldskhed, med maori som rød tråd og en ny tribal lyd, der sendte tankerne flere tusinde kilometer væk til Brasilien og 90’ernes Sepultura. Skæringer som ”Kai Tangata” og ”Holding My Breath” holder stadig 100 pct., og mine forventninger til den svære toer var tilsvarende store. De blev dog kun delvist mødt på Tangaroa. Her er stadig ungdommelig fandenivoldskhed solidt og sympatisk grounded i maori-rødderne, og her er med blandt andet ”Hatupatu” nogle rigtigt gode numre iblandt. Forskellen er bare, at denne gang har vi hørt det før. Når Tangaroa alligevel kommer med på min liste over anbefalelsesværdige udgivelser i 2021, skyldes det altså i lige så høj grad helheden Alien Weaponry som selve albummet. Har man ikke hørt dem før, så skal man gøre det.
2. Bullet for My Valentine – Bullet for My Valentine
Ærligt talt havde jeg ikke de store forventninger til walisernes syvende studiealbum, men nøj, hvor blev jeg overrasket og det vel at mærke i positiv retning! Bullet for My Valentine anno 2021 har kørt de helt tunge skyts i stilling og leverer tung, velspillet og energisk metalcore fra øverste hylde: Der skriges og growles og synges så fint og rent i skøn forening med flænsende riffs og tonstunge grooves, og det hele bare drøner derudaf, så man nærmest taber pusten undervejs. Denne selvbetitlede perle bliver helt klart liggende på min playliste et stykke tid endnu.
1. Gojira – Fortitude
Endelig, endelig, ENDELIG kom der nyt fra de franske prog-guder i Gojira! Der var på forhånd teaset med ganske overbevisende singler som ”Born for One Thing”, ”Amazonia” og ”Another World”, og da det endelig blev den 30. april, var vi nok nogle stykker, der sad med tilbageholdt åndedræt og ventede på det nye værk. Men træerne vokser ikke ind i himlen, og Fortitude er ikke Gojiras bedste album. Det er måske endda et af de mindst ophidsende og så langt fra et nyt Magma eller L’Enfant Sauvage, at man selv som indædt fan midt i sin begejstring over denne længeventede gave sydfra ikke kunne lade være med at være bare en smule skuffet. Men Gojira er Gojira, og bundniveauet er stadig så afsindigt højt, at de fleste andre selv her vil have svært ved at nå franskmændene til sokkeholderne.
Så selv om jeg absolut ikke har spillet Fortitude i laser, står den i min bog stadig som årets største internationale albumudgivelse, og jeg kan næsten ikke vente med at opleve Gojira live på den kommende europaturné (7-9-13 og spyt over skulderen og knæk og bræk og så videre).
Og så var der også…
Evanescence brød med The Bitter Truth ti års tavshed, og hvilket kært genhør det var! Fantastiske Amy Lee er bare p****ligeglad med modeluner og hør og bør, og hun og hendes slæng leverede en bundsolid plade, der trods et par tvivlsomme udsving og almindelig moden mangel på vrede er et fint bekendtskab.
Ikoniske Iron Maiden meldte sig i år tilbage på metalscenen med Senjutsu, der dog ikke blev mødt med udelt begejstring. Jeg har (beklageligvis!) aldrig rigtigt dyrket bandet, men efter at have smidt Senjutsu på afspilleren, fik jeg faktisk lyst til det. Og det er jo da også en merit, så Maiden kommer med som bobler.
Selv om det ikke er en nyudgivelse, bliver jeg nødt til at nævne Metallicas remastered deluxe-udgave af det sorte album i anledning af 30-årsjubilæet for selv samme. Med denne plade gik Metallica fra at være et fedt thrashband til at være verdens største heavy metal-band. Metallica, som albummet jo rettelig hedder, ses i metalkredse ikke rigtigt som trve, men den sorte er dæleme da så heavy, som noget bliver, og er i bund og grund et blændende album, der til fulde fortjener sin hyldest.
Åh, hvor jeg krydser fingre for at få lov til at opleve alle de her bands fyre den af live i 2022, der på papiret bliver et VILDT metalår: Foruden et utal af udsatte koncerter kommer der efter alt at dømme nyt fra et par af mine darlings, Korn og Slipknot, og så har vi lige det det mest vanvittige Copenhell-lineup i mands minde. KOM AN!