Top-3: Lasse Jacobsen 2024
Endnu et år er gået, og sikke et år det blev. På den internationale scene såvel som den danske var der masser af gode, gedigne udgivelser samt overraskelser, jeg ikke havde set komme. Der var også skuffelser, bevares, men ingen så voldsomme, at de bør nævnes her. For det er jo heller ikke dem, disse top-3-lister skal handle om. De skal handle om alt det bedste rock og metal, 2024 havde at byde på, og i år var der bemærkelsesværdigt mange af en helt særlig type album, nemlig de svært tilgængelige plader, der kræver tid og fordybelse, før man som lytter får det fulde udbytte. Nogle gange orker man dem ikke, men investerer man sin tid i dem, kan der virkelig være store oplevelser i vente. Rent genremæssigt byder min liste i år på lidt af hvert. Men læs med og se, om ikke du kan finde lidt at kan være enig i, blive gal over eller måske endda få inspiration fra. Tak for i år.
Internationale udgivelser
3. plads: Jerry Cantrell – I Want Blood
Årets bronzemedalje på den internationale front går til en af grungens koryfæer. Den erfarne guitarist og primære sangsnedker fra Alice In Chains, Jerry Cantrell, har på I Want Blood allieret sig med et arsenal af gamle venner i musikbranchen, og det er blevet til en plade, der stilistisk lægger sig meget tæt op ad den gode gamle signatur-grunge fra de tidlige 90’ere. Selvom det lyder fuldstændig, som Alice In Chains alle dage har lydt, er det et fremragende album, der fuldstændig problemfrit fungerer som et Jerry Cantrell-album fra 2024. Guderne skal vide, at mange bands og soloartister har mere end almindeligt svært ved at lave musik, der både skuer frem og tilbage på samtidsrelevant facon – især når man har legendestatus inden for en specifik subgenre af ældre dato – men ikke Jerry Cantrell. I Want Blood er en grundigt gennemarbejdet og formidabelt eksekveret hybrid af hardrock og grunge med lækre bluesede riffs og tunge hooks. Klart en af årets allerbedste rockplader.
2. plads: Green Day – Saviours
Den californiske punkrock-trio skal ALDRIG dømmes ude. Bedst som man tror, de er ved at være færdige, kommer de tilbage med et brag. I starten af året gav de os det formidable album, Saviours, som uden tvivl er det bedste, de har lavet siden American Idiot.
Den rene og klare, poppede punk-rock med de stærke riffs, fængende melodier og tydelige budskaber om glæde og næstekærlighed – og en hel del politik og samfundskritik, bevares – er opskriften, Green Day er gået tilbage til. Og endnu en gang virker den. Med vanligt højt drive og knivskarpe tekster fra Billie Joe Armstrong spidder de den nutidige amerikanske kultur og dens politiske tendenser. Den slags er der mange, der gør sig i, men få gør det så overbevisende som Green Day.
Saviours er Green Day i deres reneste format. Her er ingen mærkelige eksperimenter, ingen skæve forsøg på at ændre image og ingen forcerede ambitioner om at være noget andet, end de altid har været. Så længe Green Day er som Green Day, skal det nok gå, og trods et par svipsere på slutningen af pladen er det præcis det, man får her.
1. plads: Job For A Cowboy – Moon Healer
Det er meget få bands, der rent teknisk befinder sig på samme niveau som amerikanske Job For A Cowboy. Gruppens progressive death metal er mildest talt i en liga for sig, og det beviste de endnu en gang med mesterværket Moon Healer. De var væk i et stykke tid, og man kunne ikke fortænke selv de mest dedikerede fans i at bekymre sig overordentlig meget om, hvorvidt de nogensinde ville komme tilbage. Men det gjorde de, og sikke et brag det var!
Pladen kræver en del gennemlytninger, før en fyldestgørende helhedsfornemmelse begynder at falde på plads som tusindvis af små kryptiske puslespilsbrikker, der tilsammen udgør et smukt sonisk tapet. Umiddelbart synes de fleste af albummets otte skæringer svært tilgængelige og ikke så ligetil, men der venter den tålmodige lytter en stor gevinst. I den tekniske og progressive musiks verden er det en kunst at skubbe til grænserne og samtidig fange sin lytters interesse. Risikoen for at ende i kategorien ‘kedelig navlepillende dødsjazz for de få indviede’ er overhængende med plader som denne, men Job For A Cowboy rammer plet. Moon Healer er bestemt ikke for alle, da den kræver tid og dedikation, og folk med hang til simple riffs og hooks bør helt klart holde sig på behørig afstand. Men har man som mig en kærlighed til genren, kan man ikke gøre andet end at udråbe det til årets bedste. Stærkt gået!
Boblere:
Ulcerate – Cutting the Throat of God
Benighted – Ekbom
Thou – Umbilical
Moisson Livide – Sent Emperi Gascon
Danske udgivelser
3. plads: Dying Hydra – Strange and Beautiful Things
Vi bliver lidt ved plader, der kræver tid og koncentration. Danske Dying Hydra mestrer en ganske unik fortolkning af den langsomme og atmosfæriske sludge, men på Strange and Beautiful Things skal ørene holdes stive, hvis man skal have det optimale ud af den. Og selvfølgelig skal man det. Pladen er opbygget således, at intensiteten stiger for hvert nummer og kulminerer i et næsten pompøst og melankolsk klimaks hen mod slutningen. Hører man udelukkende pladens første numre uden at høre resten, vil disse fremstå kedelige og ikke give mening. For præcis som debutalbummet skal denne plade opleves sammenhængende, og helst uden at man foretager sig andet end at lytte.
Nok rummer skiven blot seks numre, men Dying Hydra har ikke travlt, og på pladens 40 minutter får de sagt og gjort mere, end mange andre kan på tilsvarende tid. Det kræver lidt at fordøje oplevelsen, så det er bestemt ikke et album, man skal pløje igennem, lige inden man skal til forældremøde i vuggestuen.
2. plads: Livløs – The Crescent King
Personer, der er så uheldige at være i besiddelse af den frygtede folkesygdom ‘konceptalbumoverfølsomhed’, havde måske frygtet nyeste værk fra de melodiske death-mestre i Livløs, men heldigvis kunne de ånde lettet op. The Crescent King er ikke et to timer langt dobbeltalbum med en indviklet historie formidlet gennem alenlange og progressive seancer, hvor instrumentalt blær og navlepilleri er i centrum. Det er et konceptalbum, der sagtens kan nydes uden at skænke det tematiske en tanke. Og smukt er det! Riffs, temposkift, drive, soli og i særdeleshed frontmand Niklas Lykkes frådende raseri når episke dimensioner. Jeg vil faktisk gå så langt som at sige, at jeg ikke har hørt så vellykket og gåsehudsfremkaldende storladenhed, siden Machine Heads Unto the Locust. Det er fantastisk flot.
Siden bandets spæde start har de fleste af os nok vidst, at Livløs havde et mesterværk gemt i sig. Det var bare et spørgsmål om tid. Bandets tekniske niveau og evner inden for sangskrivning har nået helt nye højder, men at kalde The Crescent King et mesterværk er måske lige at stramme den. Dog er vi uhyggeligt tæt på. Det er en rigtig stærk plade, der vokser for hver gennemlytning, og jeg bøjer mig i støvet for et dansk band, der kan lave musik af disse dimensioner. Wow!
1. plads: SLET DET – Sorg & Vrede
Det er ingen hemmelighed, at jeg har en kæmpe kærlighed til aarhusianske SLET DET. Kombinationen af den hårdtslående musik og det smukke og hudløst ærlige tekstunivers er intet mindre end mageløs. Jeg glædede mig selvsagt overordentligt meget til Sorg & Vrede, og jeg blev bestemt ikke skuffet.
Den musikalske retning hos SLET DET er ikke kun funderet i groovy thrash og sludge længere, men kommer også omkring hardcore, post-metal og alternativ rock. Det fungerer fuldkommen upåklageligt. Det er dog tekstuniverset, der igen stråler hos kvartetten, og endnu en gang er det ikke småting, der berøres. Med hudløs ærlighed og skrøbelig vrede kommer dualiteten i menneske vs. samfund under kærlig behandling, og der rammes plet hver gang. Det er stærke sager og bestemt ikke for sarte sjæle. Som ekstreme kunstfilm, der kan sætte sig under huden i dagevis eller ligefrem kræve et bad efterfølgende, rammer SLET DET igen lige i maven.
Tro mod rødderne og deres egen drivkraft har kompromisløse SLET DET igen udviklet sig i spændende retninger. Mikael Juul Larsen er vred som aldrig før, men han er også konstruktiv i sin galde, når den rettes mod det usunde samspil, der er mellem samfund og individ. Vi befinder os i mørket. I sorgen og i vreden. Men håbet anes derude et sted. Kan den slags formidles med lige dele aggressivitet, skønhed og melankoli? Ja, det kan den. Og ingen gør det bedre end SLET DET.
Jeg har en kæmpe respekt – og ikke mindst kolossal taknemmelighed – for alt, hvad dette band står for og formår med deres musik. Tak for Sorg & Vrede. Det er uden sammenligning årets fedeste danske plade.
Boblere:
D-A-D – Speed of Darkness
Big Sun – Rite de Passage
Skullclub – Kaptajn Overdrive
Lamentari – Ex Umbra In Lucem