Top-3: Jens Markvardsen 2024
2024 blev året, hvor undertegnede slap gennem nåleøjet og blev en del af redaktionen på heavymetal.dk. Ilddåben var at skrive en testanmeldelse af Voivods The Wake. Selvom jeg kendte albummet i forvejen, var det ikke en nem opgave. Som musikken var den anmeldelse et stort hovedbrud, og så skulle den i øvrigt aldrig offentliggøres. Det var ’kun’ optagelsesprøven.
Som udsendt for heavymetal.dk kom jeg på Jailbreak, hvor Mikkey Dee, Ugly Kid Joe og Thin Lizzys trommeslager Brian Downey var højdepunkterne. Downeys show vil gå over i historiebøgerne for sin autenticitet og intimitet. En af den slags oplevelser, der bringer et menneske tættere på himlen.
Når jeg kun skal nævne tre album, sætter det automatisk en masse gode bud udenfor døren. Til de internationale er der derfor kun valgt blandt stonerrocken, som er den genre, mit hjerte banker mest for. Jeg kunne sagtens have nævnt Pearl Jams nyeste skud eller fremragende chilensk thrash, herligt bøllebøffet knallertdød fra Undeath og Necrot eller skandinavisk semidepri tundra rock.
Internationale udgivelser
Rækkefølgen blandt følgende tre er i øvrigt fuldstændig meningsløs. Alle er fremragende.
3. plads: Acid Mammoth – Supersonic Megafauna Collision
Når grækerne går så ekstremt tidligt på pension, som de nu gør, er der tid til at arbejde med andre interesser, og man må sige, at familieforetagendet Acid Mammoth denne gang har forfinet sin sangskrivning. Albummet med den überfede titel blomstrer af inspiration fra den mægtige Iommi og viser et band, der endnu engang har kørt ambitionsniveauet et nøk op. Der har været en progression gennem diskografien, som grækerne topper med her. Foreløbigt.
2. plads: Fu Manchu – The Return of Tomorrow
Morgendagens genkomst har vist sig at være et ekstremt slidstærkt album, der nu har fået et halvt års daglig rotation. Med sine lange jams og generelt afslappede sangskrivning er The Return of Tomorrow formodentlig bandets bedste. En styrke, der vokser frem efter mange gentagne lyt, og som derfor ikke prægede anmeldelsen. Albummet er som en god vin blevet bedre med tiden. Endda bedre end den ellers ret så fantastiske Clone of the Universe.
1. plads: Surfsquatch – Time Vampire
Bag det spøjse navn gemmer der sig ditto spøjs musik. Kompleks, surferpunket stonerrock med en medrivende vokal, kantede riff, overraskende sangstrukturer og fuld skrue på originaliteten. Et fabelagtigt album, der er for stonerrocken, hvad Master of Puppets er for metallen, på grund af den mesterlige håndtering af kompositioner, som ligger langt over genrens konventioner. Drevet af kantede riffs godkendt af James Hetfield. Det er, som om Fu Manchu har undervist Josh Hommes arvtagere i at surfe og derved skabt en tidsvampyr: en surfende Bigfoot, mesteren over alle dukkeførere. Det er tredje langspiller fra Surfsquatch, og der er for hvert skridt fra debuten via Planet Neptune til Time Vampire steppet voldsomt kunstnerisk op.
Bandet melder, at en vinyludgave af vampyren er lige på trapperne. Vi krydser fingre.
Danske udgivelser
Med de danske er det stinkende indlysende:
3. plads: D-A-D – Speed of Darkness
At forvente at D-A-D skulle følge op på eller endda overgå A Prayer for the Loud, var nok lettere naivt. Og et umuligt krav at stille til bandet. Det gjorde de heller ikke, men Speed of Darkness har sine stærke, klassiske D-A-D-momenter. Uden på nogen måder at være blandt eller stå lige med bandets tre bedste (A Prayer for the Loud, Helpyourselfish og Riskin’ It All).
2. plads: XTR – Det Brænder På
Dansk punkrock anno 2024 med en kvindelig skrighals i front. Og den første reelle anmelderopgave for undertegnede. XTR er knaldhamrende underholdende, deres tekster er skrevet med et smil, og energien skal nok få lytteren til at komme op og hoppe.
1. plads: Bonejammer – Another Day in Paradise
De bindegale silkeborgensere kører den helt ud på overdrevet. Albummets uhæmmede vildskab er smittende, og sådan er de angiveligt også live. At forsøge et seriøst interview med de herrer er dømt til at gå galt. Som det netop gjorde, for i Bonejammers kontekst er kaos jo grundstenen i hele u-logikken. Det hedder jo med rette ”Fuck elcykler”, fordi ”Fuck elløbehjul” bare ikke lyder så godt.
Man kan kun håbe, at de gale jyder atter stikker snablen i Miraculix’ trylledrik og rører en stærk opfølger sammen.