From Hades to Valhalla … Bathory – The Epic Story
Efter otte år er værket ’From Hades to Valhalla … Bathory – The Epic Story’ blevet oversat til engelsk. Men er der noget at komme efter for folk, der ikke har tatoveret lyrikken til ’War’ eller ’Father to Son’ hen over lysken? Egentlig ikke …
Kært barn, mange navne
Thomas. Ace. Quorthon. Black Spade. Kært barn har mange navne. Men uanset hvilken identitet og alias Thomas Börje Forsberg påtog sig, så vil der altid være ét navn, han vil blive kodet sammen med: Bathory.
Det er svært at forklare helt præcis, hvor vigtig Bathory/Quorthon har været for metallen, især ekstremmetallen, men ikke desto mindre så har forfatter og journalist José Luis Cano Barrón forsøgt sig – om han så egentlig kommer i mål, er et andet spørgsmål. Dette forsøg resulterede i netop dette værk, som egentlig udkom i 2016, men først er blevet oversat fra spansk til engelsk nu – hvilket gjorde værket noget mere tilgængeligt.
Ganske vist har bogen en vis biografisk natur, men den er lige så meget en slavisk og systematisk gennemgang af samtlige musikalske værker lige fra de første Scandinavian Metal Attack til Nordland II. Det er ikke verdens mest interessante læsning, da det er noget tørt og nøgternt.
Der, hvor det derimod bliver interessant, er, når det drejer sig om Quorthons person. Manden var, uden tvivl, et geni og en ekstremt visionær musiker, men havde han været i live i dag, havde han fået en diagnose.
At Quorthon var en særling, er der intet nyt i. Manden var berygtet for at lyve i interviews, for bevidst at skabe forvirring og for at drille journalister. Den ene dag fortalte han én historie, den næste fortalte han det komplet modsatte.
Men man får også en ide om, at en del af hans løgne og historier var overlagt, da det jo alt sammen var med til at opbygge myten om ham selv og hans band – hvilket manden naturligvis benægtede gentagne gange. Men han nægtede også at være influeret af Venom … Den mest absurde løgn må dog afgjort være den om hans far, Stig Börje Forsberg – kendt som Boss. Selvom alle vidste, de var far og søn, så benægtede Quorthon denne relation igennem hele sin karriere, og han holdt stædig ved, at Boss udelukkende var hans producer og intet andet.
Objektivitet og anklager
Netop alle disse løgne, historier, rygter og, ja, myter samt det faktum, at Quorthon har været død i 20 år, gør, at denne bog er sær læsning. Forfatteren gør intet for at skjule, at han selv er inkarneret og hardcore Bathory-fan; det bliver faktisk lidt for meget nu og da, da Barrón gør alt, hvad han kan, for at idolisere Quorthon samt forsvare hans ry. Her savner man en mere objektiv vinkel. Der er lige lovligt meget patos nu og da, især når det kommer til diverse rygter om stofmisbrug – for her bruger Barrón utroligt megen spalteplads på at understrege, at den slags kunne Quorthon aldrig have fundet på pga. sin hjertefejl. Jeg siger ikke, at manden var misbruger, men hverken jeg eller forfatteren har nogen anelse om, hvorvidt Quorthon kunne lide sig en Peter Belli-smøg eller fem – eller noget hårdere.
Ligeså virker hele kapitlet om Bathorys musikalske inspirationskilder en kende grinagtigt, primært på grund af den barnagtige insisteren på, at Bathory ikke engang havde hørt om Venom, før Quorthon havde udgivet debutalbummet. Her gør Barrón igen alt, hvad han kan, for at forsvare denne åbenlyse løgn – og det er ærligt talt noget trættende.
Men det til trods så er de første par kapitler, der handler om personen bag projektet, samt historien op til gennembruddet langt mere spændende læsning end de resterende kapitler, der alle blot er en slavisk gennemgang af samtlige albummer – heriblandt de tre udgivelser, som Quorthon udgav i sit eget navn og ikke Bathory-navnet. De kapitler bliver hurtigt utroligt kedelige at læse, da de alle kan koges ned til: “Så gik Quorthon i studiet med en masse ideer, hvoraf en tredjedel blev indspillet. Fans elskede albummet, anmelderne hadede det, og Quorthon hadede at lave PR-arbejdet”. Bevares, der er da nogle små detaljer hist og pist, som er underholdende nok, eksempelvis hele historien om, hvordan coveret til Under the Sign of the Black Mark blev til. Eller om, hvordan han, hurtigt og kraftigt, tog afstand til de kirkebrande, der hærgede Norge i 1990’erne. Ikke at Quorthon var involveret i dem, overhovedet, men de involverede parter havde alle nævnt Bathory som en inspirationskilde til både musik og livsførelse. Men bortset fra disse enkelte historier så er der ikke meget spændende at komme efter i de kapitler. Måske den mest interessante historie er den om, hvor tæt – og alligevel langt fra – vi var på at få en tour med Bathory, Celtic Frost og Destruction på plakaten.
TMI
Man ender derfor med en fornemmelse af, at det her er en bog lavet til de mest hardcore og passionerede Bathory-/Quorthon-fans. Hvilket især bliver understreget på de sidste 20-30 sider, der vitterligt bare er ét langt katalog over samtlige udgivelser, Bathory nogensinde har lavet eller medvirket på, og her er detaljegraden helt absurd!
Man får eksempelvis lov til at læse, præcis hvor mange kopier af debuten, der blev solgt hvorhenne og i hvilke formater. Jeg kan ikke forestille mig, at der er ret mange, der finder infoen relevant eller sindsoprivende, men det stoppede tydeligvis ikke forfatteren i at skaffe den!
Personligt havde jeg håbet på en mere analytisk gennemgang af både Bathory og Quorthon og ikke så meget en samling af nøgtern info om, hvor mange kopier af Hammerheart der blev solgt, eller anekdote nummer 17 om, hvor træls Quorthon synes, journalister var. Bogen har desuden en række uheldige slåfejl, og eksempelvis er der et sted, hvor der vitterligt er printet det samme tekststykke to gange i træk – uheldigt, at det ikke blev fanget i korrekturprocessen, og den slags fremstår altså en kende amatøragtigt.
Summa summarum så er From Hades to Valhalla … Bathory – The Epic Story mestendels til de få superduperhardcore fans derude, og hvis vi skal være helt ærlige, så har de nok læst eller hørt samtlige anekdoter og fortællinger, som bogen indeholder.
4/10