Boomerbloggen – Load, eller hvilket Metallica album hader du mest?

• Bands: Metallica

We sell out every night

Det virker, som om flertallet af metalfans har deres helt personlige version af ”Metallica solgte ud da….”. Ofte peges der på Metallica fra 1991 da klasseforræderne forlod thrashmetallen. For andre gik det galt i 1984, da Lars & co. formastede sig til i ”Fade to Black” at inkludere akustisk guitar og noget, der i mistænkelig grad kunne minde om en ballade. For andre er sandheden snarere, at bandet allerede solgte ud på Kill ’Em All, for hvem husker ikke skandalen med den melodiske clean guitar midt i ”Phantom Lord”? (Tjek selv No Life Till Leather demoen for at høre, hvordan puritanerne vil have, den skal skæres). Uanset, hvor man lægger sine chips i denne sælge-ud-poker, så var tirsdag den 4. juni 1996 dagen, hvor tålmodigheden for de fleste endegyldigt slap op. For her udkom Metallicas sjette studiealbum, den udskældte, ja ligefrem kontroversielle, Load, der endegyldigt gjorde thrashkongerne forhenværende.

Pelsfrakker, eyeliner og korslagte arme

Så snart man stod med CD’en i hånden, kunne man jo se, at der var noget i gære. For hvad var det for et mærkeligt cover (som man snart skulle lære bestod af blod og sæd), og hvad var der sket med gruppens ikoniske logo? Det blev kun værre, når man kiggede indenfor. Hele banden havde fået kort hår, de røg cigarer og konkurrerende tilsyneladende om, hvem der kunne være mest hipster. Lars og Kirk med eyeliner og især Ulrich’s bizarre pelsfrakke fuldendte billedet af et band, der virkede nærmest desperate for at fremstå som alt andet end ”metal”. Det var jo i virkeligheden faktisk kun halvdelen af bandet, for det er ikke svært at forestille sig Jason og James stå med korslagte arme og himmelvendte øjne under foto-seancerne til albummet, hvor Lars og Kirk udlevede deres indre U2 og Depeche Mode. Lige det er på mange måder fortællingen om mainstream-metallen i 1990’erne. 

Der er dog flere grunde til, at det ikke burde have været så stor en overraskelse, at der var noget markant anderledes under opsejling. Metallica havde faktisk selv under Wherever We May Roam og Nowhere Else to Roam tournéerne fra 1991 til 1993 gjort opmærksom på, hvad der var i vente. Over 200 forskellige byer i mindst 37 lande blev besøgt, og Live Shit: Binge & Purge box-settet dokumenterede, at det var et mere ”loose” Metallica, der blev formet de år. Lidt som Led Zeppelin der i endeløse koncert-jams udviklede kommende sange foran et måbende publikum, gav langstrakte soloer fra Kirk og Jason samt ikke mindst løsslupne versioner af ”Seek and Destroy” Metallica plads til at udfolde sig under mindre stramme former end den rene thrashmetal. Denne tendens kulminerede, da Metallica spillede på det tv-transmitterede Woodstock i 1994, hvor ”Seek” sluttede af med et udvidet jam over riffs fra det, der skulle blive til ”The Outlaw Torn”. Dermed, så vidt vides, introduceredes verden for første gang til materiale fra Load, men det budskab trængte bare ikke rigtigt igennem i tiden før Spotygram og Instabook.

Men der er også en anden væsentlig grund til, at det var et ganske anderledes Metallica, der trådte frem i 1996. D’herrer Hetfield, Ulrich, Hammet og Newstedt befandt sig ganske enkelt et helt andet sted end sidst, de var i studiet i 1990/1991. Nu var de blevet verdenskendte rockstjerner med millioner på bankbogen, og hvem forestiller sig, at man kan gennemgå alt dette og komme uforandret ud på den anden side?

All killer, no filler – øh nej, ikke helt

Lars Ulrich udtalte en gang til Metal Hammer, at den konservative metalverden af og til trænger til et spark i røven, og den påstand bekræftes hver eneste dag i tusindvis af daglige sure opstød henne på internettet. Men måske var det alligevel Kirk, der forklarede det bedst: ”You can only be what the public thinks you are for so long before it becomes boring”. Thrashen var død for længe siden, og Metallica skulle videre. Udgangspunktet for det var James’ berømte riff tapes, denne gang samlet op i løbet af næsten tre års konstant koncertaktivitet. Ud fra hundredvis af riffs, gik Lars og James så i efteråret 1994 i gang med at konstruere sange i trommeslagerens hjemmestudie nord for San Francisco. Sangene nærmest væltede ud, og inden de var færdige, havde de skitser til hele 27 sange. Og der har vi så kernen til det andet primære kritikpunkt ved Load: Dem med ansvar for kvalitetskontrol havde vist fri i hele 1996-1997 (hvilket i øvrigt er en indvending, man kan have mod mange udgivelser fra den periode). Man kan godt undre sig over, at en producer med Bob Rocks pondus ikke kunne sætte foden ned og få James og Lars tilbage til virkeligheden. Men det skyldes måske, at Bob Rock endnu ikke følte sig sikker i sadlen som Metallicas faste producer? Efter de utallige skænderier under optagelserne til the black album, var det nemlig langt fra givet, at han skulle få den rolle. Nuvel, med et hav af sange i bagagen drog gruppen til The Plant i Sausalito, CA, hvor de tidligere havde indspillet ”Am I Evil?” og mixet Live Shit. Sangene, de havde med, viste, at ingen lever i et vakuum – heller ikke rockstjerner. Selvom grungen allerede havde toppet, da Load udkom, er det tydeligt, at der blev lyttet til især Soundgarden og Alice In Chains, imens albummet blev skabt. Inspiration kom givetvis også fra den mere traditionelle amerikansk hardrock som Lynyrd Skynyrd, Ted Nugent og Aerosmith.

Lyden blev langt mere beskidt og fedtet end tidligere, og stod især i skarp kontrast til den knivskarpe og metalliske produktion på Metallica. Det er faktisk relevant at spørge, om et Metallica album nogensinde har lydt bedre end Load? Selvom James Hetfield har lagt afstand til nogle af eskapaderne fra dengang, har han næppe sunget bedre end på dette album. Det skyldes muligvis, at sange som ”Bleeding Me” og ”Until It Sleeps” handler om farens dødsfald på samme tid. Teksterne til disse sange blev nedfældet med spidserne af James’ ammunition under en vild jagttur i Wyomings snemasser. Da han kom retur, havde Kirk (angiveligt opmuntret af Ulrich og Bob Rock) sågar formastet sig til at spille rytmeguitar på nogle af sangene. James måtte dog indrømme, at Kirks mere løse og sjuskede stil passede perfekt til Load’s udtryk. ”Bleeding Me” er således blandt noget af det smukkeste, gruppen har præsteret, og det samme er afslutningsnummeret ”The Outlaw Torn”, men de er nu langt fra de eneste højdepunkter.

Åbneren ”Ain’t My Bitch” er for eksempel klart bedre end sit rygte. James’ dobbeltvokaler lyder fremragende, og specielt tredje gang, der synges ”And now it’s time to kiss your ass goodbye”, er nærmest himmelsk. ”King Nothing” er med sit hit-potentiale fuldt på højde med det bedste fra Metallica, og i glimt viser ”Hero of the Day”, at gruppen stadig kunne thrashe med de bedste! Selvom jeg er lige så glad for Lynyrd Skynyrd som James, må jeg indrømme, at selv i dag, hvor man kender James problematiske familie-baggrund noget bedre end dengang, har jeg et lidt anstrengt forhold til balladen ”Mama Said.” Meget smuk sang, men den er bare en anelse for patetisk. Det var svært at acceptere, James ynke så meget i 1996, og det er det sådan set stadig.

Men det er min påstand at der faktisk er langt mindre overflødigt fyld end det almindeligvis påstås, selvom der absolut er nogle alvorlige fejltagelser. Værst er ZZ Top-sangen ”Ronnie”, hvor der går maksimalt bonderøv i den. Selv på Load stikker den ud som en lyserød Honda til en bikerfest, og er en nærmest bizar optakt til albummets episke afslutning i ”The Outlaw Torn”. ”Cure” ikke bare kunne, men burde, undværes. Gumpetung, med kedelige riffs – det er bare ikke godt nok for et band på Metallicas niveau. Her 25 år efter er det desuden stadig svært at høre, hvad ideen med ”Poor Twisted Me” egentlig var. Men så må man ellers konstatere, at for resten af numrene i den ”lette” kategori gælder det, at de alle sammen har et eller andet interessant at byde på. Eksempler på det er Hetfields spyttende skældud i “2x4” og ikke mindst en utraditionel sangstruktur og talkbox-solo i ”The House That Jack Built”. Dem ville jeg nødig undvære, ikke bare her på Load, men i Metallica-kataloget i det hele taget. Med andre ord er den ofte hørte ”Det bedste fra Load og Reload kunne sammen blive til ét godt album” stærkt misvisende. Medmindre selvfølgelig at man mener, at der kun er to-tre brugbare numre på Reload? Men det er en anden historie.

Der findes ingen konforme rebeller

Behold endelig dit lange hår og din denimvest, hvis det gør dig glad. Også selvom håret er blevet tyndt og gråt, og vesten efterhånden strammer de forkerte steder. Metallica har helt fra starten aldrig brudt sig om at blive puttet i en kasse, og hvis metallen skal være rebelsk, hvorfor er den så ofte så konform?  Sikkert er det, at Metallica forlod Bay Area-scenen nærmest inden, den for alvor slog igennem, og hvis man ikke anerkender det træk ved gruppen, forstår man dybest set ikke, hvad de er for en størrelse. Det faktum ændrer dog ikke på, at kedelige sange er og bliver kedelige sange, og der er lidt flere af dem på Load, end Metallica kan være bekendt. Til alle de forstokkede kan jeg alligevel kun sige dette: Stop med at tude, når dit (nu tidligere) yndlingsband bliver voksent, og ikke hovedløst gentager dit 10, 20 eller 30 år gamle favoritalbum. Tillykke med de 25, Load! Du hører måske ikke til blandt dine skaberes fineste kreationer, men du er klart bedre end dit omdømme, og vi er mange, der altid har knuselsket dig, warts and all.