Boomerbloggen – Kickass Metal?

Har Gene Simmons ret? Er rocken virkelig død?

Lad os starte denne måneds udgydelser med en ren tilståelsessag: Jeg elsker Gene Simmons! Dedikeret Kiss-fan siden 1979, hvor mit 12-årige jeg dengang mente, at Dæmonen var klart den sejeste af de fire maskerede fyre. Men hvordan kunne man dengang vide, at Gene ikke bare var et sejt monster, der spyttede ild og blod, men også var en provokerende, pengegrisk mandschauvinist? Nuvel, han ynder at provokere folk, der gerne vil provokeres, og dem bliver der af uforklarlige årsager flere og flere af disse år, og det kan jeg bare ikke hade ham for. En af Kiss-bassistens mange omdiskuterede postulater er, at rocken er død. Enhver, der beskæftiger sig bare en lille smule mere end perifært med metallen, kan klart afvise, at det skulle være tilfældet for vores genre, der kreativt jo leverer på højt niveau år efter år. Hør bare, hvad der sker på den lille, men yderst kreative danske scene. At det så heller ikke er pointen, er der dog ikke rigtigt nogen af alle de sure hadere, der helt har forstået. Rocken er død, siger Gene, fordi rap og metervare-pop dominerer hitlisterne totalt. De få rock- og metalgrupper, der stadig er topsælgere og som kan fylde stadions og arenaer, er, siger Gene, nærmest uden undtagelse fra forrige årtusinde. Med mindre man er komplet fakta-resistent, er det temmelig svært at argumentere imod. De få yngre bands man umiddelbart kan nævne som Slipknot, Foo Fighters og Rammstein er jo rent faktisk alle fra midt-90erne – og man skal i øvrigt nok være boomer for at kalde dem ’yngre’. Så er der selvfølgelig Volbeat, hvis kommercielle gennemslagskraft er imponerende, men er det nu et specielt stærkt argument for, at rocken ikke er i krise?

Back to the Stone age

Kommercielt er rocken altså ifølge Gene Simmons (og denne blog) sendt tilbage til stenalderen, hvorfra det selvbestaltede Asshole i øvrigt for længe siden selv har indrømmet, at han stammer fra. Men hvad, hvis noget, har metallen egentlig at byde på til ”det brede marked” i dag? Hvad kan trænge igennem til et større publikum her i andet kvartal af 2021? For at undersøge det, har Boomerbloggen lyttet til de ti første sange på Spotifys Kickass Metal-liste – om ikke andet burde det give et fingerpeg om, hvor sagerne står.  

Spotify’s Kickass Metal top 10 – Uge 13, 2021

1. A Day to Remember - “Last Chance to Dance (Bad Friend)

2. Beartooth - Devastation

3. Gojira- Amazonia

4. While She Sleeps - NERVOUS

5. Attila - ”Clarity”

6. Lamp of God - ”Hyperthermic/Accelerate”

7. Epica - ”The Skeleton Key”

8. Architects - ”Little Wonder”

9. Rob Zombie - “Crow Killer Blues”

10. Fight the Fade - ”Cut & Run”

”Is på, Boomer…”

Med boomer-øjne er man ved første øjekast tilbøjelig til at droppe dette forehavende og bare give Gene Simmons ret med det samme: Metallen (om ikke rocken) er stendød! Jeg trykker skeptisk på play og må hurtigt konstatere, at med boomer-ører bliver det desværre ikke væsentligt bedre. Det siger muligvis mere om mig end om listen, men der er fire af grupperne hvis musik, jeg aldrig hørt bare et sekund af før (og hvis alt går vel, kommer jeg aldrig til det igen): Attila, Beartooth, Fight the Fade, og A Day to Remember – hvad er det her dog for noget? To af dem har vi godt nok tidligere anmeldt her på Heavymetal.dk, så min uvidenhed er givetvis selvforskyldt, men det ændrer ikke ved, at alle fire laver svagt forskellige versioner af den samme kedelige og generiske metalcore. Architects og While She Sleeps kender selv jeg, men de hører til i samme kategori, så den står på autotunet vokal i varierende grad, af og til mere keyboard end guitar, forudsigelige breakdowns, og det hele lyder mere kunstigt end en gennemsnitlig X-Faktor optræden.

Ligeså overproduceret som core-indslagene er Rob Zombies “Crow Killer Blues”. Overfyldt med effekter, men sangen fremstår alligevel ligeså uinspireret som Zombies’ optræden på Copenhell i 2019 på trods af et fint riff fra John 5. Det er dog ikke alle veteranerne på listen, der fejler, for med Epicas ”The Skeleton Key” får vi endelig lidt, undskyld udtrykket, rigtigt metal. Eller symfonisk metal i hvert fald, men, præcis som vi kender hollænderne, med mere kant end genren ofte har. Så måske er der håb endnu? 

”Hyperthermic/Accelerate” er nok ikke Lamb of God i absolut topform, men det er en kærkommen befrielse at høre Randy Blythes vrede snerren og lammenes velfungerende og tunge grooves. Gojira højner også niveauet betragteligt, selvom “Amazonia” langt fra er det mest inspirerede, man har hørt fra de proggede franskmænd. Den er dog med afstand det bedste, denne list har at byde på, og at Epica er blandt de bedste indslag kan i øvrigt kun opfattes som forholdsvis deprimerende.

Endnu mere deprimerende er nummer et og to på det, vi efterhånden må indse, er Spotifys falsk varebetegnelses-metalliste. Beartooth med ”Devastation” viser ellers lovende takter med langt mere intensitet end alt det andet X-Faktor-core på denne liste. Med tonstunge riffs fra indledningen sidder man desperat og håber på bare et eller andet anderledes end det sædvanlige poppede omkvæd, men ak… Beartooth har efter alt at dømme ret meget at byde på, så hvorfor skal det være så kunstigt og i sidste ende forudsigeligt? Førstepladsen er endnu værre med A Day to Remember og deres “Last Chance to Dance (Bad Friend)”. Men præcist som mit brok i denne blog, har vi hørt det hele før.

Er det virkelig det, folket vil ha’?

Tja, det er så åbenbart det bedste den kommercielle metal har at byde på her i 2021. For det meste af listens vedkommende er det præcis ligeså forudsigeligt og kønsløst som den metervare pop, der ellers dominerer hitlisterne. Uha-uha… Fremtiden tilhører de unge, er der nogen, der siger, men hvis metervare melo-core er fremtiden, så er denne blogger ganske tilfreds med at tilhøre fortiden, præcis som Gene Simmons.