Boomerbloggen – Dyrets tal og fem oversete NWOBHM perler
NWOBHM covers
I dag er det 40 år siden, at Iron Maiden udgav det definitive New Wave of British Heavy Metal album.
Dermed blev det også et af de vigtigste heavy metaludgivelser i det hele taget, og det er naturligvis The Number of the Beast der er tale om. Med tilføjelsen af en af genrens mest vitale frontmænd til et toptunet og allerede solidt sammentømret band, og ikke mindst en samling bomstærke sange, blev det ikke bare til en milepæl i metalhistorien, men selvfølgelig også Maidens allerstærkeste udspil. Det udsagn er der mange og i høj grad delte meninger om, men hvem gider den diskussion igen-igen? Jeg gør ikke, og det er alligevel meget sjovere at markere højdepunktet for metallens første rigtige subgenre med at dykke ned i nogle af de måske lidt oversete perler, den nye bølge havde at byde på dengang i starten af 1980’erne. Med andre ord, hvis dit kendskab til NWOBHM er begrænset til Iron Maiden og Saxon, men du har mod på mere, så kommer her Boomerbloggens inspiration til yderligere lytning. Godt hjulpet på vej af Metallicas, eller nok snarere Lars Ulrichs, udsøgte smag.
Witchfynde – Give ‘Em Hell (1980)
Midlands-gruppen Witchfynde var blandt de første i den nye bølge til at trække på okkulte og decideret sataniske temaer. Ja, de kom også før Venom, og mon ikke Cronos & co. kiggede lidt med, da Give ’Em Hell udkom? Det er et album, der er fyldt med den traditionelle hårde rock og ikke mindst typisk britisk prog. Kombineret med den lidt tynde produktion er det dermed ikke svært at høre, at det er fra den tidlige NWOBHM-periode, inden de fleste bands var gået all-in på metallen. Men med sange som det stærkt Priest-inspirerede titelnummer og det proggede ”Tetelestai” – hvor det nok er Slash, der har lyttet mest efter – er der masser af gylden ’heavy’ at finde på Give ’Em Hell. Det var ikke bare gruppens første langspiller, men også deres bedste, og allerede i 1984 var det slut. På den måde delte Witchfynde skæbne med ganske mange af deres kolleger fra scenen.
Diamond Head – Lightning to the Nations (1980/2020)
Det her er måske lidt snyd, for hvem kender ikke Metallicas udgaver af ”The Prince”, ”It’s Electric”, ”Helpless” og ikke mindst ”Am I Evil”, så hvad er der lige overset ved det? Men vidste du, at riff-geniet Brian Tatler og co. i 2020 genudgav deres mesterværk fra 1980, og at det er med en dansk forsanger, Rasmus Bom Andersen? Normalt afskyr jeg den slags opdateringsprojekter (nej, jeg vil heller ikke have bas på …And Justice For All eller ændre lilletrommen på St.Anger), men denne gang er en undtagelse. For det er, som om rollerne er byttet om, og Diamond Head nu har lært lidt af Metallica. Den opdaterede produktion har givet masser af ekstra punch og tyngde til de klassiske riffs, så det hele føles både old-school og moderne, og det klæder i høj grad albummet. Lyt endelig til den oprindelige udgave, som jo satte ufatteligt mange ting i gang (læs: thrash), men den her udgave kan altså noget.
Savage – Loose ‘n’ Lethal (1983)
Vi springer til 1983, og den skarpe læser kan måske ane en trend, for her kommer endnu et band, som Metallica har hjulpet på vej med en coverversion. Godt nok findes deres udgave af ”Let It Loose” kun på et ikke udgivet demobånd fra 1982, men lidt stjernestøv har det utvivlsomt kastet af sig til endnu en debut fra et Nordengelsk band på denne liste. Aldeles uoriginalt bandnavn ufortalt var Savage en yderst talentfuld gruppe, der på Loose ‘n’ Lethal diskede op med både beskidt og usædvanligt velspillet metal. Fræsende soloer, rå kælder-produktion og i det hele taget fuld knald på, men samtidig en usvigelig sikker tæft for melodi og fængende omkvæd. Sådan som den nye metal skulle spilles, selvom problemet måske nok var, at den allerede ikke var så ny mere.
Satan – Court in the Act (1983)
Vi bliver dog i 1983, og vi bliver også i Nordengland. Satan fra Newcastle er ofte blevet kaldt for et proto-thrash band, men deres første udgivelse udkom altså samme år som Kill ’Em All og Show No Mercy. Så den holder ikke helt. Det ændrer dog ikke på, at Court In The Act er en rå energiudladning som få fra NWOBHM-scenen. Rå og upoleret som Loose ‘n’ Lethal, men også med hæsblæsende tempo og ikke mindst imponerede fræs fra guitaristerne Steve Ramsey og Russ Tippins, der også i dag udgør kernen i gruppen. I modsætning til de fire andre bands på denne liste er Satan endda stadig fantastisk kørende, og har såmænd også et nyt album på trapperne, som I allerede godt kan glæde jer til. Debuten har de dog aldrig overgået, men mindre kan absolut også gøre det.
Tank - Honour and Blood (1984)
Det er ingen hemmelighed, at en af hovedarkitekterne bag NWOBHM, Steve Harris, hader punk, og at han altid har benægtet, at Maiden og heavy metal i det hele taget skulle have det mindste med denne grimme genre at gøre. Men ført an af Agly Ward og hans fortid i The Damned, var Tank i starten af deres karriere, beviset på, at her tog Harris faktisk fejl. De punkede attituder var der nu ikke meget tilbage af på gruppens fantastiske 84-udspil, Honour and Blood. Her er der kæmpe riffs, og lange episke sange om krig, ære og blod udført med sans for både det melodiske og dramatiske. Det er længe siden, og jeg kan ærligt talt ikke huske, om jeg havde hørt om dem, før de skulle varme op for Metallica i Saga i 1984, men for en sikkerheds skyld: Endnu et tak til Lars Ulrich. Denne gang for at gøre opmærksom på gruppen, der stod bag en af de bedste udgivelser i 1984, der normalt regnes som NWOBHMs sidste store årgang.
Formodentlig på grund af de langstrakte uenigheder mellem Agly og resten af besætningen fra Honour and Blood, findes den desværre ikke på Spotify. Så derfor må I nøjes med at par numre fra gruppens fantastiske, og punkede, debut på denne måneds playliste.
https://open.spotify.com/playlist/0DYAX62ogJMnWY3uPgLJhP?si=25b12878d711...