6 danske navne, du ikke bør gå glip af

Lamentari af Rolf Meldgaard / www.rolfrawphotography.dk Lamentari af Rolf Meldgaard / www.rolfrawphotography.dk

We are red, we are white – dansk metal er hammersejt!

Tilbage i de glade 80’ere satte den joviale roliganbevægelse Danmark på landkortet som en festlig – men lad os være ærlige – også noget prollet nation. I dag er billedet heldigvis ved at forandres ikke mindst takket være vores enormt talentfulde metalscene, der på årets Copenhell er repræsenteret med mere end 20 vidt forskellige navne. Det giver os et unikt udstillingsvindue, og dermed muligheden for at vise resten af verden, at dansk metal består af langt mere end blot ’ham fra Metallica’, Mercyful Fate og Pretty Maids. Hvor vi i sidste uge rettede blikket mod det store udland, bliver vi i denne omgang inden for landets grænser. Her får du Heavymetal.dk’s bud på 6 danske navne, du absolut ikke bør snyde dig selv for. Vi taler ofte om ’86 som værende den gyldne årgang inden for thrash. I Danmark begynder at tegne sig et lignede billede af 2019 som værende en gylden årgang for dansk metal helt generelt –glimrende illustreret ved det faktum, at halvdelen af ugens liste første gang så dagens lys netop dette år.

Næste uge afrunder vi artikelserien med 6 anbefalinger fra absolut øverste hylde - stay tuned…!

6 danske navne, du ikke bør gå glip af

1. Dirt Forge
Genre: Sludge Metal/Progressive Metal
Årgang: 2013
Seneste udgivelse: Interspheral (2022)
Seneste koncert: A Colossal Weekend 2023, Vega, Kbh. V.
Tidligere besøg på Copenhell: When Copenhell freezes over, Lille Vega, Kbh. V. (2018), Copenhell Metal Cruise, Oslobåden, Kbh. Ø. (2019)

Dirt Forge har i flere år taget tilløb til optræden på den velsagtens største scene, vi her i Dannevang kan mønstre. På plakaten til …freezes over i Vega 2017 og det navnkundige Metal Cruise året efter, syntes vejen til ’Københelvede’ brolagt og klar til at blive betrådt. Men med fare for at gentage mig selv, ja så ved vi alle sammen efterhånden, hvorfor den københavnske sludge-trio fortsat har et ellers yderst velfortjent besøg på det gamle B&W værft til gode. Det har heldigvis ikke slået de gæve gutter ud, der i mellemtiden har benyttet lejligheden til at spytte indtagende Interspheral (2022) ud. Gruppen entrer pladsen om torsdagen i forrygende liveform på bagkant af deltagelsen i A Collosal Weekend medio maj, og kan se frem til at forsætte fejringen af et imponerende 10-års jubilæum. Som et af de mere opsigtsvækkende indslag på Danmarks progressive scene, spår vi Dirt Forge en yderst interessant videre rejse, der burde føre dem langt uden for landets grænser.

Tid og sted på Copenhell 2023: Torsdag den 15. juni kl. 12:45, Gehenna

2. Galge
Genre: Death Metal/Black Metal
Årgang: 2019
Seneste udgivelse: Løkkelig (2021)
Seneste koncert: Forbrændingen, Albertslund
Tidligere besøg på Copenhell: When Copenhell Freezes Over, Lille Vega, Kbh. V. (2022), Copenhell Family Reunion, Pumpehuset, Kbh. V. (2022)

Man fristes næsten til sige, at Galge har fundet ’løkken’ sammen kollegerne i Lamentari (som vi i øvrigt finder længere nede på listen). Begge stiftet i 2019, begge med dødsmetallen som den drivende urkraft, begge at finde på …freezes over-udgaven i 2022, fælleskoncert på Forbrændingen som opvarmning til årets Copenhell - hvor begge deltager for første gang. Her stopper lighederne med de kutteklædte mørkemænd dog også. For Galge er et helt andet dyr! Vi havde fornøjelsen af at tale med de unge mænd fra den østjyske hovedby, dengang gruppen stadig var et forholdsvis ubeskrevet blad i den jyske undergrund. Med inspirationskilder så forskellige som Cattle Decapitation, Behemoth og norsk black metal har aarhusianerne skabt deres helt egen emulsion af død, grindcore og black. Det har hidtil manifesteret sig gennem den debuterende EP Herlig (2019) samt opfølgeren Løkkelig fra vinteren ’21. For blot to uger siden fik Galge os så nok en gang til at hæve øjenbrynene med den (ja, undskyld) herligt forfriskende og selvironiske single ”Tankeløse Tåber”. Der er i den grad lagt op til ’stuhr-stuhr nummer’, når cirkus Galge rammer Copenhell i løbet af det, der tegner til at blive en særdeles fornøjelig fredag.

Tid og sted på Copenhell 2023: Fredag den 16. juni kl. 12:45, Gehenna

3. Iotunn

Genre: Progressive Power Metal/Progressive Melodic Death Metal
Årgang: 2015
Seneste udgivelse: Access All Worlds (2021)
Seneste koncert: Musikhuset Posten, Odense C
Tidligere besøg på Copenhell: Ingen

Som det højst sandsynlig fremgår af ovenstående stamdata, hersker der (også her på redaktionen) lidt divergerende meninger om, hvilken kasse Iotunn hører til. For sådan er vi mennesker som oftest indrettet – vi trives i et vist omfang bedst med forudsigelige strukturer, regler og rammer. Omvendt gør nogle få individer en dyd ud af netop at bryde med konformitet og konventioner. Iotunn tilhører denne kategori, hvilket bidrager til at gøre deres fortælling så meget desto mere interessant. Selvom gruppen har eksisteret i henved et lille årti, har det hidtil blot kastet to udgivelser af sig: EP-debuten ”The Wizard Falls” (2016) og ”All Access Worlds” fra 2021. Men hvilke to af slagsen! Mens førstnævnte, som sjældent før hørt, bragte elementer af heavy rock, progressiv metal/rock, ja, nærmest thrashet dødsmetal til bordet, udmærkede opfølgeren sig med en blændende akustisk opvisning på knap 17 (!) minutter fra øverste hylde på alternativ-versionen af titelnummeret, der ramte gaden dagen før selve albummet blev tilgængeligt for offentligheden. Vi tager næppe munden for fuld, når vi siger, at Iotunn kandiderer kraftigt til titlen som et de mest imødesete danske indslag på Copenhell – måske kun overgået af næste navn på listen!

Tid og sted på Copenhell 2023: Onsdag den 14. Juni kl. 23:15, Gehenna

4. Lamentari
Genre: Symphonic Black Metal/Blackened Death Metal
Årgang: 2019
Seneste udgivelse: Clavis Aurea (EP, 2022)
Seneste koncert: Forbrændingen, Albertslund
Tidligere besøg på Copenhell: Copenhell Metal Cruise, Oslobåden, Kbh. Ø. (2021), When Copenhell Freezes Over, Lille Vega, Kbh. V. (2022)

’Lamentari skuffer aldrig. Som i aldrig!’ Citatet stammer højst overraskende fra et estimeret medlem af redaktionen, der ellers ikke just er kendt for skødesløs omgang med de rosende superlativer. Lad det derfor være sagt med samme: Vi er her i selskab med et helt og aldeles enestående ensemble, der på rekordtid har manifesteret sig som et af de mest relevante, mest talentfulde og derfor også et af de mest lovpriste navne på den danske ekstremscene. Hvad der gør bedriften endnu mere bemærkelsesværdig, er, at gruppen i skrivende stund fortsat har til gode at udgive deres første album i fuld spillelængde(!). En grandios referenceramme bestående af klassiske komponister som Stravinsky, Orff, Rachmaninov og Williams samt tråde trukket sirligt gennem det teknisk velfunderede og knusende mørke, vi finder hos Emperor, Behemoth, Dimmu Borgir og Fleshgod Apocalypse. Sådan kunne man vælge at beskrive sekstetten svøbt i natsorte kutter – og stadig ville det ikke yde dem fuld retfærdighed. Derfor er det i tilfældet Lamentari også bedst at lade tonerne tale for sig selv, som de så glimrende gjorde det i selskab med Iotunn under en kold decembermesse i det forgangne år. Vores fremmødte var ved den lejlighed så heldig at fange begge aktører til en snak forud for andagten, hvor begge tilkendegav at pladsen på Copenhell ’er en af de ganske særlige striber på uniformen for et dansk metalband’. Sandt at sige har to pladser på plakaten da sjældent heller været mere velfortjente – og skulle der fortsat være tvivl, kan det kun anbefales at mure sig inde for omverden i de knap 25 minutter, det tager at gennemlytte kultisternes seneste værk Clavis Aurea (2022). En magtdemonstration, der, som min førnævnte kollega så subtilt udtrykte det, beviste, at Lamentari var det bedste danske metalband anno 2022!

Tid og sted på Copenhell 2023: Fredag den 16. Juni kl. 23:30, Gehenna

5. Rot Away

Genre: Hardcore
Årgang: 2019
Seneste udgivelse: Nothing Is Good (2021)
Seneste koncert: Rust, Kbh. N.
Tidligere besøg på Copenhell: Ingen

Københavnerkvartetten Rot Away er del af den efterhånden sagnomspundne årgang 2019, der har taget den danske metalscene med storm. De yderst erfarne herrer har alle rødder i hard-/metalcore-miljøet og har tidligere tørnet ud for grupper som Scarred by Beauty, Northern Blues, EVRA og Hexis. Som de fleste andre gode historier involverede undfangelsen af Rot Away en ikke uanseelig mængde alkohol. Guitarist Christian Hammer Mattesen befandt sig til Grøn Koncert i 2019, og valgte i en kongelig knaser at ringe op til bassist Ole Palm Schwartz for at overtale ham til at starte et band. Det flugtede i mellemtiden perfekt med Oles egne planer, og resten er (som man siger) historie. Vores udsendte fik en snak med gruppen tilbage i sommeren 2021 om dette og hint i forbindelse med udgivelsen af hidtil eneste langspiller, Nothing Is Good. Forinden havde Rot Away allerede udgivet en selvbetitlet EP (2019) bestående af tre demoer samt en live-EP i april 2020. Klip til det sene forår 2023: I skrivende stund (26/5 kl. 23:56) er bandet at finde i den fynske hovedby til ILTER 2023, inden turen går videre til det nordlige København og Rust fredag i næste uge, hvor scenen deles med DETHRXNER og Anjel. Med det tætpakkede program håber vi naturligvis, der er stadig er energi og spillelyst til stede, når råddenskaben skal spredes på festivalens dag nummer to. Her får vi formentlig også den nyeste single ”Ghost City” at høre – og ellers kan du fange den lige her!

Tid og sted på Copenhell 2023: Torsdag den 15. juni kl. 14:30, Gehenna

6. Steel Inferno

Genre: Thrash/Speed Metal
Årgang: 2012
Seneste udgivelse: Evil Reign (2022)
Seneste koncert: Nordic Noise 2023, Stairway, Vanløse
Tidligere besøg på Copenhell: Ingen

Som rosinen i pølseenden finder vi en på flere måder lidt kuriøs størrelse – nemlig thrash/speed-entusiasterne i Steel Inferno. Når vi bruger betegnelsen ’entusiast’, så er der ikke blot tale om lemfældig ordflom. Næh, her træder vi nemlig lige lukt ind i en tidslomme af rendyrket firsernostalgi, hvor samfulde tidlige værker af sværvægtere som Priest, Maiden, Accept, Mercyful Fate og sågar Slayers ”Show No Mercy” synes at være bragt i spil. Det kuriøse afløses snart af det mere bizarre, nærmere bestemt tidligere forsanger Karen Collatz, der under releasekoncerten tilknyttet gruppens andet album And The Earth Stood Still (2020) benyttede lejligheden til at annoncere sin afgang fra bandet. Ind blev i stedet bragt en purung Chris Rostoff, der i sagens natur først fik lejlighed til at sætte sit præg på en udgivelse, da tredje udspil Evil Reign ramte hylderne i oktober sidste år. I modsætning til mange af kollegerne på denne liste er Steel Infernos kalender allerede godt pakket resten af året. For få uger siden kunne man nyde de energiske riffs samt Rostoffs vokale hybrid af Halford, Belladonna og Dickinson under Nordic Noise, og dårligt har rejsestøvet fra ’Reffen’ nået at lægge sig før turen går videre til Næstved Metalfest ultimo august. Det bliver også til visit på BETA 2300, inden stålvalsen smelter Posten om i forbindelse med Odense Metal Fest til oktober. Der bliver altså rig mulighed for at fange kvintettens højenergiske og drøncharmerende firserfræs. Vi ser dog ingen grund til at vente og anbefaler, du sætter kryds i kalenderen allerede fredag den 16. juni.

Tid og sted på Copenhell 2023: Fredag den 16. Juni kl. 12:30, Pandæmonium