Inspireret af andre litterære klassikere

I 1899 skrev Joseph Conrad bogen Mørkets Hjerte. En bog der umiddelbart handler om sømanden Charles Marlow, som er blevet skipper i Afrika og her fået til opgave at finde elfenbenshandleren Kurtz. Bogen kritiserer dog også voldsomt den europæiske kolonisering af det afrikanske kontinent og udnyttelsen af både land og indfødt befolkning. En udnyttelse, som over 100 år efter stadig debatteres. Uden at iføre mig selv den store analytiske tropehjelm, så kan jeg godt afsløre, at amerikanske Zombeast ikke debatterer en eneste litterær klassiker på deres seneste plade Heart of Darkness.

Altid forventningsafstem

Som navnet Zombeast antyder, så er det zombier, vampyrer, varulve og deslige, som er omdrejningspunktet. Hvilket også går ualmindeligt godt i tråd med den musikalske retning, som lugter langt væk af Danzig, Misfits, punk og thrash.

Hvor underholdende en god gang horror-punk end er, så er Zombeast bedst, når de lige skruer en anelse ned for tempoet og læner sig over mod Danzig og den klassiske 80’er metal. Titelnummeret har et udmærket riff, som både smager af midttempo thrash og krybende gys. Læg dertil en stampende rytme som er perfekt til at tvinge pæle gennem vampyrers hjerter til, mens James Hetfield og Glenn Danzigs uægte barn gør sit bedste for at charme sig ind hos nattens børn. Jamen så er det tydeligt, at horror-punken ikke har levet forgæves. “The Witching Bell” er ligeledes Glenn Danzig født på ny. Denne gang dog med de største Ray Ban Aviators, der kan opdrives. Et habilt og simpelt Diamond Headsk riff og en vuggende Judas Priest-rytme iklædes rødt fløjl og sort eyeliner, inden omkvædet fyrer så meget op for den charmerende okkultisme, at nattens voksne bør holde deres børn for både ører og øjne. Ganske simpelt og effektivt. Enhver plade inspireret af den klassiske 80'er metal skal selvfølgelig også have en ordentlig powerballade, og her kommer lukkeren "Dark Path” virkelig til sin ret. Powerballader er sjældent stor kunst, og ”Dark Path” ændrer da heller ikke ved denne opfattelse. Men nummeret giver alligevel Morticia og Gomez Addams det gyselige goth-afdansningsbal, vi alle sammen ved, at de har haft. Det er smukt, okkult og af en sådan art, at en nyere Ghost-ballade fremstår som en varulv skamskudt af et par sølvkugler til sammenligning.

Alt i alt byder Heart of Darkness på en glimrende anden halvdel. Dermed ikke sagt at første halvdel bør udsættes for hele arsenalet af UV-lys, sølvkugler og generel halshugning. Men årsagen til, at anden halvdel af pladen er bedre end den første, er cirka den samme, som hvorfor du aldrig har set Dracula på skateboard. Det er lettere tåbeligt, præcis ligesom åbneren “Devil's Whore” er det med sin krampagtige insisteren på romantisk gys, mens nummeret brager afsted i den mest lalleglade skater pop-punk stil på denne side af årtusindskiftet. Det er dog specielt “Call of the Wild” og “Torso”, der lyder som numre til den Halloween-udvidelse, Tony Hawks Pro Skater 2 burde have haft. Havde Zombeast valgt at bibeholde en noget mere rå produktion ala Misfits, så havde ingen anet uråd. Men ak, brassoen skulle frem, og ud af skabet kom ikke bare skeletter, men også skateboardet, Converse Allstarsne og de lettere pinlige fotos, du fik taget med Blink-182 og Sum 41.

Zombeast eller nok bare some beast

Jeg siger ikke, at der ikke skal være plads til at invitere hele Hammer Horror-holdet til X-Games, men gør man det, så skal aftenen også stå på bragende idioti, bajere og jägerbombs ad libitum. Det der med at runde dagen af med dæmpet belysning, røde fløjlsgardiner og dybe samtaler hen over en god flaske vin, fungerer på ingen måde. Faktisk ender begge parter med at smitte dårligt af på hinanden, hvor godt de end måtte fungere enkeltvis.